✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

OTTEOGTREDS

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 68 – et brev
"To send a letter is a good way to go somewhere without moving anything but your heart"
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Jeg havde aldrig været stor fan af breve – hverken af at sende dem eller modtage dem. De eneste gange jeg glædelig havde skrevet et brev, var i de små klasser, hvor stort set alle eleverne i klassen skrev breve om, hvor de var og, hvad de lavede i deres sommerferie. Så ville vi læse dem op på klassen, når ferien var slut, og hver især smile, når det var vores eget brevs sur til at lade sig dele med de andre elever i klassen. Det var hyggeligt dengang. Jeg havde sagt det før, nu sagde jeg det igen: Jeg foretrak stadig at kommunikere med mennesker ansigt til ansigt.

Men sørme så – den 11. marts 2018 dukkede jeg op derhjemme efter skole med en tilvendt forventning om, at Tinus ville være derhjemme. Det havde han været i to måneder efterhånden, hvorfor skulle i dag være anderledes? Men det var det.

Mine forældre var stadig på arbejde; det var også forståeligt nok, klokken var ikke mere end tre om eftermiddagen, og de ville med al sandsynlighed først komme hjem igen ved sekstiden i aften. Intet var underligt der.

Som sagt forventede jeg, at Tinus ville være derhjemme. Jeg gik ind ad hoveddøren og nærmest ventede på, at han ville give lyd fra sig af den ene eller anden form, mens et smil ville brede sig på mine læber ved tanken om, at jeg snart ville kramme den dreng, som lige pludselig betød alverden for mig – for det gjorde han. Det var lige før, jeg kunne høre hans fodtrin på trappen, skønt de ikke var der. Lige før jeg kunne fornemme hans parfume, opfange den med min næse. Jeg kunne næsten se hans øjne for mig, hvordan de var min yndlingsnuance af brun. Også selvom hverken øjne eller farven brun nogensinde havde sagt mig noget før, ramte de her helt plet. Jeg var i stand til at placere hver eneste fregne det rigtige sted med kun min hukommelse som hjælpemiddel. Det var uhyggeligt næsten.

Der var tomt i huset, slukket lys endda. Nordmanden var ikke hjemme. Efterhånden havde jeg lært, at hver gang Tinus ikke var hjemme, var han hjemme ved sin familie nede af vejen, så selvfølgelig var det også det, jeg bildte mig selv ind i dag. Det stolede jeg nok på drengen til.

Jeg gik op på mit værelse uden andre planer end at skulle stene Netflix resten af dagen. Smide mig på min seng, ligge under min dyne med min computer på mit skød og lade tiden forsvinde ud i en evig strøm af Friends, som jeg hele dagen i dag havde haft en ustyrlig lyst til. Hvorfor, vidste jeg ikke. Normalt var jeg ikke Friends-typen. Jovist havde jeg da set et par afsnit hist og her, men aldrig store mængder af den amerikanske serie.

Til min store undren fandt jeg på min seng et stykket hvidt papir foldet med omhu på midten. Foldede man papiret ud, mødte man en sjusket, norsk drengeskrift, som det tog mig et kort øjeblik at gennemskue, før jeg var helt i stand til at kunne læse.

Kjæreste Clara, var hvad brevet startede ud med. Ordene gjorde mig på én gang varm om hjertet samtidig med, at de satte mit hjerte i galop af frygt for, hvad der fulgte efter. Hvorfor ville han ud af ingenting lige pludselig skrive et brev til mig? Det gav slet ikke mening.

Som det aller første må du vite, at jeg er helt igjennom takknemlig for å ha møtt deg. Tiden, vi har brukt sammen, er jeg forever grateful for. Du er helt igjennom fantastisk, og jeg ønsker deg allt det beste i framtiden. Det fortjener du. Jeg er så ufattelig lei meg, at dette kommer akkurat nå, men som vi begge har visst, måtte dette skje en dag. Jeg håper for allt i verden, at dette ikke er enden, for vi kunne bli til så mye mere, enn hva vi er nå. Og jeg tror på, at vi kan klare det med avstanden mellom oss. Jeg vet, du ikke er kjempe fan av å ringe og sende meldinger, men ring meg på et tidspunkt. Nummeret mitt har jeg skrevet nederst.
At du kanskje er sint på meg forstår jeg fullt ut. Dette er ikke en fin måte å si farvel på, og jeg hater meg selv for ikke å ha sagt til deg, at det ville skje nå, når jeg har visst det et par dager. Forhåpentlig er dette ikke et farvel, men et vi sees.

Jeg elsker deg himmelhøyt og jeg savner deg allerede. Glem ikke det.

Masser kjærlighet, kyss og klem, din Tinus

____

{vote, del, kommenter}

♡

768 ord

♡

HUSK GERNE AT STEMME

åmagard, jeg er dårlig til norsk:'((

Oja, forresten: Jeg har ventet så længe på det her, og ærligt, så er det nok mit yndlingskapitel, wihoo:)

Smid gerne din mening i kommentaren, hvis det lyster :)<3

-

Xx pigefradk

Udgivet: 22/12/18