✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

SEKSOGTYVE

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 26 - mere end venner?
"Sometimes, I wish we were more than friends..."
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

"Du ved, jeg ser måske lidt en dreng-" Med det samme ordene var ude af min mund - og faktisk næsten før jeg havde talt færdig - havde Smilla spærret øjnene op, så det var lige før de var på størrelse med tekopper, og hviske-skreget det er løgn!

"Nej, ikke på den måde 'ser', eller jo, men nej...," forsøgte jeg at gøre det klart. Det mislykkedes dog fuldstændig og det eneste, Smilla fik ud af det her, var, at hun nu var forvirret. Forståeligt nok. "Altså-" Smilla åbnede munden, lukkede ord ud, som senere højt sandsynligt ville blive til en sætning eller to. Men jeg afbrød hende, for lige nu, lige her, skulle hun lytte.

"Jeg ser ham ikke på den måde, okay? Der er bare denne her dreng, som har været en del hjemme ved mig her for tiden," startede jeg ud og håbede, at Smilla ikke ville sige noget, men blot lytte til alt, hvad jeg havde at sige. For det her betød noget for mig.

"Han er fra Norge, men hans onkel og tante bor på min vej, og lige nu besøger han dem," startede jeg ud. Egentlig ville jeg allerhelst bare undgå den her samtale, men det kunne ikke rigtig stoppes nu. Jeg var allerede startet. Og den ultra-korte forklaring, jeg lige kom med der, var ikke nok. Den var ikke forklarende nok. Den var ikke uddybende nok. Det vidste jeg godt. Men jeg kunne ikke få mig selv til at sige det hele, for af en eller anden grund følte jeg, at det ville være at bryde noget, Tinus og jeg havde sammen. Hvorfor, jeg følte sådan? Det er et meget godt spørgsmål. Normalt ville man ikke havde noget problem med at fortælle sine venner om andre venskaber, man havde, men lige her, havde jeg det en smule svært. Måske fordi det var mig, han havde ringet på ved. Måske fordi det var mig, han havde sagt var sin bedste veninde. Måske fordi det var mig, der havde kaldt ham min bedste ven. Måske fordi han var ... min?

Nej, det lød helt forkert. Det var i hvert fald det, min fornuft prøvede at forklare mig. Og et eller andet sted havde den vel også ret? Tror jeg da.

I virkeligheden, uden for mit hus, som havde fungeret som en perfekt, lille plastik-bobbel, så længe Tinus havde været her, ville det aldrig nogensinde kunne lykkedes. I hvert fald ikke i længden, for en eller anden dag skulle han hjem til Norge. Måske, hvis vi forestiller os, at vi besluttede os for at prøve, at holde det forhold, vi leger, Tinus og jeg havde, kørende, ville vi måske se hinanden fem gange på et år. Det er ikke meget. Det er ikke nok. Selvfølgelig kunne det være, at det ville få mig til rent faktisk at gøre brug af mine sociale kommunikationsmuligheder, hvad end det var sociale medier eller min telefon. Sagen var bare den, at jeg havde prøvet før, og jeg havde set det gå i vasken før. Heller ikke det ville holde i længden. Plus, en eller anden dag ville vi lade være med at kommunikere med hinanden, og måske kun tale med hinanden en gang om ugen, hvis vi var heldige. Det ville aldrig holde i længden.

Selvom det var det, min fornuft stærkt prøvede at overbevise mig om, var der stadig en lillebitte del af mig, som faktisk blev helt varm indeni ved tanken om Tinus og jeg sammen på en ikke-venskabs-måde.

For pokker, Clara. Du har vel ikke tænkt dig, at se på ham på en anden måde, end som din ven, vel? Din bedste ven endda. Han havde friendzonet dig, efter han havde sagt, at han var glad for dig. Det kunne selvfølgelig være et mærkeligt forsøg på at redde den, og enten var det det, som var sket, eller også var jeg så naiv, at jeg uden at blinke, troede på, at Tinus bare talte forkert, for den slags sker selv for den bedste. Der var for- og modargumenter for begge dele, men jeg endte med at vælge at tro på den sidste mulighed.

Nej, okay. Måske ikke direkte tro, men i hvert fald sige til mig selv, at jeg skulle tro på det. Om det lykkedes fuldstændig kunne man diskutere.

Stadig sad Smilla overfor mig og ventede på enforklaring, stadig stille, og forklaringen - den fik hun nu.

___

{vote, del, kommenter}

♡

728 ord

♡

Du er meget velkommen til at efterlade din mening i kommentaren, haha:)))

Xx pigefradk

Udgivet: 12/07/18