✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

FEMOGFYRRE

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 45 - Stormen, del 1
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Vi havde siddet udenfor i et par timer efterhånden, og jeg havde sovet alt for lidt til at have hverken temperament eller overskud til at blive herude længere, uden at have rykket mig ud af flækken. Det var snart tyve minutter siden, dørene skulle have åbnet, og næsten intet havde forandret sig, siden vi ankom her for mange, mange timer siden.

At beskrive det næste, der skete, ved jeg til den dag i dag, stadig ikke, hvordan jeg skal gøre helt rigtigt. For lige pludselig spredte en ubehagelig hvisken sig. Fra person til person, fra gruppe til gruppe. Og lige så stille begyndte folk at se forfærdede ud. Hos nogle udviklede det sig til gråd, hos nogle til undring. Hos andre blev den spredende hvisken til en form for chok. Som folk fik hørt, hvad der blev sagt, kom hundredvis af mobiltelefoner på ingen tid op af lommen, hvis de altså ikke var i hånden i forvejen. "Sig det er løgn," hviskede Marie sagte, og gjorde store øjne, da hviskenen spredte sig til den lille gruppe, vi stod i.

"nej, nej, nej, nej, nej!" Hun sukkede dybt, og kiggede nu op på de andre piger, inden hun talte igen, nu så vi alle kunne høre det. "Se det her, piger." mumlede hun svagt, ude af stand til at gøre mere med tårer i øjnene, som truede med at falde ned over hendes kinder, der var blevet røde af kulden, februarvejret havde bragt med sig.

Pigen ved siden af mig, hvorpå jeg kunne se bogstaverne nus, drejede hovedet mod telefonen, og jeg kunne nu kun se us. Mærkeligt med det n der. Hed de ikke Marcus og Mac? Så vidt jeg vidste, var der altså ikke et n i hverken Marcus eller Mac. Faktisk var det ikke engang tæt på, at der var et. Det kunne selvfølgelig også godt være, at jeg havde set forkert, og det i virkeligheden var et c, der stod, som i Marcus. Jo, det var nok sådan det var. Det måtte det være. Jeg sad også på jorden, og hun havde stået op, da det var. Det var jo tydeligvis det, der var sket. Det var bare min hjerne, der legede med mig. Det var sikkert min søvnmangel.

Marie trådte forbi Smilla og jeg, og fik kontakt til gruppen ved siden af os. "Hey, prøv at tjekke instagram," fik hun frem gennem sin knækkende stemme, og vendte med dukket hoved tilbage til sine veninder. Det fik mig til at blive endnu mere forvirret. Havde de fået en kæreste eller hvad? Hvis jeg var fan ville jeg uden tvivl også græde, hvis jeg fik at vide, at mit idol havde en kæreste. Men det var jeg ikke. Desuden havde jeg et godt øje til en anden, og det var besværligt nok... tænk at være fan af en, som ikke vidste, man eksisterede? Forfærdeligt.

"Hvad sker der på instagram?" spurgte jeg af ren og skær nygerrighed. Smilla trak på skuldrene og kiggede fortsat ned i sin computers univers, totalt ligeglad med hvad der skete omkring hende.

"De aflyser!?" udbrød nogen bag os et sted, for en gangs skyld og lod mig vide, hvad der skete. "De fucking aflyser! Ej, det er kraftedeme løgn!" fortsatte den tydeligt oprevede fan.

At aflyse. Det betød, at det, man har planlagt, ikke ville ske alligevel. At koncerten ikke ville komme til at ske.

Med det samme en enkelt fan havde råbt op, blev det hurtigt udviklet til et ragnarok. Alle råbte, alle skreg, alle græd, alle var skuffede. Vi var efterhånden blevet over titusind mennesker her, som alle havde en forventning om at skulle til koncert. En forventning, som nu gik i vasken. Det her havde jeg ikke forestillet mig. Og i virkeligheden var jeg nok bare en smule skuffet, samtidig med at en irritation ræsede rundt i mig.

"Der er ikke engang nogen begrundelse for det."

"Ærligt, det ville ikke komme bag på mig, hvis de ikke engang er i Danmark."

"Det var derfor, der ikke var stillet noget op i lufthavnen!"

"Hallo, de er sikkert bare syge."

"Det var ikke engang meningen, de skulle være her."

"Det ville de aldrig gøre!"

"Jamen, hvis de vidste, de ville aflyse, ville de have sagt det lang tid før og ikke først nu!"

"Det er jo ikke deres skyld!"

____

{vote, del, kommenter}

♡

710 ord

♡

HUSK GERNE AT STEMME :)

Ærligt, jeg havde glædet mig så meget til at skrive det her kapitel, og jeg forventede virkelig, at det bare ville blive totalt episk. Turns out; jeg tog fejl! What is this, ew?

To all the boys I've loved before eller the kissing booth?

Xx pigefradk

Udgivet: 17/09/18