✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

NI

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________    

Kapitel 9 - Kunsten at tale dansk

"Language is not a genetic gift, it is a social gift. Learning a new language is becoming a member of the club - the community of speakers of that language."
♡

CLARA LYBÆK NIELSEN

"Nejnejnej, hvor er du dårlig, Mathias!" udbrød jeg med et højlydt grin, naboerne måske ville kunne høre, hvis de lyttede efter. Det var utrolig lang tid siden, jeg havde grint så højt. Men jeg nød det.

Igen prøvede han: "Røid grøid mæ flydde," han stoppede et kort øjeblik, afventede min reaktion, som kom få millisekunder efter. Igen grinte jeg højere, end jeg havde gjort i forfærdelig lang tid, og med et forvirret smil han gjorde mig denne gang selskab.

Stadig med et skævt smil placeret solidt i ansigtet, spurgte han mig, hvordan fløde skulle udtales: "Er det sånn flydde?" Hurtigt rystede jeg på hovedet og fortsatte med at grine.

"Flø-de", især det bløde d i fløde, havde han svært ved. Og vores danske lav-en-sær-lyd-nede-i-halsen-r. Og vores ø. Generelt hele sætningen fandt han utrolig besværlig at udtale korrekt, skønt norsk og dansk mindede meget om hinanden.

Tinus prøvede igen, denne gang med et resultat, der var markant bedre end det forrige, men stadig forfærdelig langt fra, hvordan en, der kunne flydende dansk, ville udtale det.

"Haij, jeg hædder Mart-. Jeg hædder Mathias, og jeg ælsgar chokola'e," forsøgte han at introducere sig selv. Ordet chokolade satte straks mine tanker på flugt; jeg skulle til snart at skaffe mig noget, for det var efterhånden ved at være den tid på måneden igen, og jeg havde altså mine cravings.

"Bare lad være, Tinus. Bare lad være," grinte jeg igen. Som han havde gjort et par gange før, smilte han et utrolig sødt, skævt smil til mig og trak uskyldigt på skuldrene.

Hvordan, han efter så kort tid havde fået denne effekt på mig, var meget svært at sige. Jeg var glad, utrolig glad, i hans selskab. Jeg grinte, rigtig meget. Og al den opmærksomhed, jeg var villig til at kaste efter ham, fik jeg direkte tilbage, hvilket fik mig til at være åben overfor at tilbringe mere tid med ham. Rundt i en cirkel kørte det hele.
Måske var det også sådan, man havde det med sine forældre, hvis man altså havde et ordentligt forhold til dem? Måske, men jeg havde aldrig hørt nogle af mine veninder tale om, at de gerne ville være mere sammen med deres forældre. Faktisk ville de meget hellere have, at forældrene bare skulle forsvinde langt ud af deres liv. De vidste slet ikke, hvad de talte om.

"Vet du hva, Clara?" Jeg kiggede afventende på ham, spændt på fortsættelsen. "Jeg tror, det er et talent å prate dansk,". Tinus nikkede selvbekræftende over sin humoristiske kommentar, og det smil, han sad stille med, blev kun bredere, da han opdagede, at jeg også havde svært ved at skjule mit smil.
"Jeg tror faktisk, det er kunst... en artstil å prate dansk ... kartoffelspråket,".

Hvilke tanker, der gik igennem den drengs hoved... ja, han tænkte i hvert fald i nogle andre baner, end jeg normalt gjorde. Men det var sjovt - han var morsom som person, og det var legende let at falde i snak med ham.

"En kunstart simpelthen?" Svagt nikkede jeg, mens et tilfreds smil denne gang sad plantet på mine læber. "Spændende. Vi må være ret mange, der er dygtige til kunst her i Danmark så," grinte jeg fortsat, men blev med ét fuldkommen seriøst, bare for at være sjov, og fyrede så min næste bemærkning af: "Ja, altså lige undtagen dig. Du er elendig".

Jeg huskede ikke engang sidste gang, jeg havde talt til en person, med den selvtillid og et ordvalg, der nærmest skreg krig. Men jeg gjorde det alligevel. Normalt ville jeg havde lagt den ligge og bare grine, men intet af det her mærkelige venskab var normalt, og alligevel havde vi affundet os med det, og var nu et sted, hvor vores venskab kun kunne blive bedre og bedre. Efter mit synspunkt, var det også præcis, hvad der skete. Endnu en grund til, at han var min bedste ven, men vi havde trods alt ikke kendt hinanden så længe, og selvom vi havde brugt timer på bare at sidde og tale og lære hinanden at kende, manglede vi stadig at se hinanden i situationer, hvor vi var ude af vores trygge rammer. Jeg kendte ikke til hans ømme punker, og han kendte ikke til mine. Men han fandt det:

"Hvorfor er foreldrene dine ikke hjemme?"

____

{vote, del, kommenter}

♡

710 ord

♡

I må utrolig gerne tage jer 2 sekunder og trykke på den lille stjerne - det vil gøre mig monster, monster glad!

Xx pigefradk

Udgivet: 30/05/18