✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

BONUS: TREOGHALVFJERDS

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Bonus: Kapitel 73 – Martinus' tanker
"There's always that one stupid mistake, that changes everything"
♡
OBS: Martinus Gunnarsen

Jeg havde altid fået at vide, at man med ærlighed ville komme længst, men at andre fortalte mig det, var ikke noget, som ville få mig til at forstå det. Jeg var ligeglad, dengang. Hvordan kunne de på forhånd vide, at jeg ville fejle på det punkt?

Det var aldrig meningen, at det skulle gå så vidt. Aldrig. Men det hele var gået så hurtigt lige pludselig, at jeg havde fundet mig selv længere ude, end at jeg var i stand til at trække i land og forklare, hvad der egentlig var op og ned i hele min falske identitet. Og jeg vidste det heller ikke selv, for at være helt ærlig.

Jo, til at starte med havde jeg været så chokeret over, at pigenikke havde vidst, hvem jeg var. Jeg mener, det var ikke ligefrem tit, det skete, uden det skulle lyde arrogant. Sådan var det bare. Jeg var i en underlig boblende fryd af endelig at kunne være en anden en Martinus fra Marcus & Martinus, en person, som ingen kendte, og som ingen havde nogle fordomme om overhovedet. Her var en oplagt chance. Og før jeg vidste af det, havde jeg lukket et andet navn over mine læber end mit eget – og forklarede jeg senere, at det ikke engang var mit rigtige navn, ville jeg ødelægge alle mine chancer for alvor. For af alle ting, så lyver man ikke om sit navn, det er da det tåbeligste. Og jeg skulle heller ikke have gjort det. Der var så ekstremt stor chance for, at hun ville finde ud af det, før jeg selv forklarede hende det, og at det ikke var sket, var nok en række af heldige tilfælde. Tilfælde, jeg ikke selv kunne bestemme over, samt andre ting, jeg på højtryk havde forsøgt at styre; for eksempel var det aldrig tilfældigt, når jeg spurgte om hendes telefon, for i modsætning til min tvilling, kunne jeg altså godt undvære apparatet. Jeg havde gjort mit for, at hun ikke skulle finde mig på sociale medier; jeg havde logget ind på instagram fra hendes mobil, dengang jeg havde spurgt om hendes brugernavn, og så havde jeg blokeret hende. Derefter havde jeg ødelagt hendes telefon med vilje. Det var ikke pænt gjort, overhovedet, men chancen for at én derhjemme ville få en mail om, at der var blevet logget ind på Marcus' og min konto fra en 'ny enhed', var der, og jeg ville ikke risikere, at der kunne sidde nogle, som kunne spore mobilen. Derfor skulle jeg skille mig af med den så hurtigt som muligt, og da hun glemte den derhjemme var et oplagt tidspunkt. Jeg var ikke stolt af det, men det var nødvendigt. At det så ikke virkede som om, de havde fået den mail forstod jeg ikke, og man kunne også sætte spørgsmålstegn ved, om det så var nødvendigt. Men telefonen - den var stendød, og det var for sent at lave om på det.

Jeg ved ikke, om det ærgrede mig, at jeg aldrig fik et kald fra hende. Faktisk, så ved jeg ikke helt, hvad jeg havde forventet. Dengang vidste jeg jo godt, at hun var skuffet og sur på mig, men et eller andet sted troede jeg også, at det ville gå over med tiden. At hun en dag ville ringe til mig, fortælle at hun savnede mig, og jeg ville i samme omgang fortælle hende, hvor stor lysten til at hoppe på et fly for at komme til at se hende igen var, og hvor meget jeg savnede hende. For det gjorde jeg, hver eneste dag. Men det skete aldrig. Måske burde jeg havde set den komme. Inderst inde vidste jeg godt, hvordan hun havde reageret i situationer med sine forældre og efterhånden havde lukket dem næsten helt ud af sit liv. Jeg burde have set den komme, men hele tiden i Danmark havde været som at leve i en boble, fuldstændig afskåret fra omverdenen. Som om vi var placeret et sted, langt væk fra alt, hvor hverken stress eller forventninger fra alle andre omkring mig spillede en rolle i, hvordan jeg havde det mentalt, og for første gang i lang tid var jeg glad mange dage i streg. Og jeg havde brug for en sådan pause, det var nødvendigt for min psyke.

Det kunne godt være, jeg havde løjet om mit navn, men aldrig – aldrig – havde jeg løjet om måden, jeg så pigen på. Hvad hun betød for mig. Hvordan jeg havde levet op og ned ad hende i to måneder uden at blive træt af hende den mindste smule. Jovist kunne man nemt forklare min tilstand, som 'forelsket', men at følelsen skulle dække over så mange andre vidt forskellige følelser, havde jeg aldrig haft nogen som helst idé om, før jeg mødte hende. Det var noget andet at være rigtig forelsket, end som tolvårig at synes at en pige fra klassen var en lille smule sød. Og sådan var det bare.

Aldrig fortrød jeg at tage til Danmark. Heller aldrig fortrød jeg, at jeg havde taget mod til mig og insisteret på at få en dansker til at lukke døren op – men dengang, da jeg bankede på døren til huset i Danmark, havde jeg bare aldrig forstillet mig, at det også kunne ende med at føre så meget smerte med sig. Det havde gjort ondt i brystet på mig, hele tiden, og det gjorde det stadig.

____

{vote, del, kommenter}

♡

897 ord

♡

HUSK GERNE AT STEMME

jeg kunne ikke lade være :): 

Har du husket at tilføje Stamp til din reading list?;) 

-

Xx pigefradk

Historie startet: 03/05/18

Historie afsluttet: 31/12/18

Bonuskapitel udgivet: 11/01/19