{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}
Ikke rettet
____________________________________________________________
Kapitel 56 - Sleepover
"less sleep, more sleepovers"
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN
På spontan vis endte jeg med at tage med Smilla hjem og sove et par dage senere. Hun fortalte mig oppe på skolen, at hendes forældre spurgte ind til mig og havde foreslået, at jeg skulle inviteres med hjem og sove. Det var forventeligt - at det var sådan, Smilla formulerede det. Før sætningerne var lukket ud, havde hun slet ikke overvejet, at det lød som om, det absolut ikke var hendes idé. Hun fik det til at lyde vigtigt, at det var hendes forældres idé, og selvom jeg ikke burde lægge mere i det, end Smilla, der som altid var lidt klodset, når det kom til ord, gjorde det bare en smule ondt. Men jeg blev ved med at smile og fortalte, at jeg gerne ville.
Vi sad nu en torsdag aften og stenede et afsnit af Friends på netflix med en skål chips foran os. I langt de fleste tilfælde, ville jeg lukke mig hundrede procent ind i handlingen; forsvinde ind i universet, karaktererne levede i, blive en del af det selv. Men Smilla sad uroligt ved siden af mig - og blev ved, som havde hun drukket kandevis af kaffe og var høj på koffein, lige inden hun skulle i seng. Der var tydeligvis noget, der nagede hende.
Sådanne samtaler var altid svære at åbne - og de ville nok altid være det. Derfor var jeg hurtig til at overbevise mig selv om, at det var bedst at rive plasteret af såret så hurtigt som muligt, inden jeg kunne nå at ombestemme mig og tænke videre over det.
"Er du okay?"
Sætningen var kort og præcis, men jeg bandede indvendigt over min måde at formulere mig på. Det lød som om jeg ikke var oprigtigt interesseret, som om jeg spurgte af ren høflighed, som folk gør, når de hilser på hinanden.
Smilla klistrede et perfekt tandpastasmil op, og smilede så overbevisende til mig, som hun var i stand til. Det blev ikke til andet end en halvfesen grimasse.
"Sådan helt seriøst, Smilla. Er du okay?"
Denne gang blødte hun lidt op; trak på skuldrene og så ned på tæppet, der lå over hendes ben. "Det ved jeg ikke helt..." Også et trist smil fandt vej over hendes ansigt.
Varmen i min krop steg, og jeg følte en underlig utilpashed suse rundt i takt med mit hjertes banken. Gerne ville jeg gøre noget; hjælpe hende, spørge ind til hende.
Men selvisk, som jeg var, følte jeg mig ikke tilpas mentalt til at kunne have overskud til hendes problemer også; forstå mig ret, jeg havde mere end noget andet lyst til at hjælpe hende, med hvad end, der gik hende på, men jeg ville ikke kunne hjælpe hende som sådan. Jeg havde for meget postyr i hovedet selv.
"Du siger bare, hvis det er noget, du vil tale om," endte jeg med at svare, egentlig glad for min måde at formulere det på. Et kort snøft lød. "Det er fint nok... tak,"
Aftenen havde taget en retning i en negativ vej. Af en eller anden grund fandt min veninde det passede at sidde med hovedet begravet i sin mobil, i færd med at skrive med en anden veninde. Fair nok, jeg skulle ikke bestemme over hende, men det var bare en smule upassende, syntes jeg. Faktisk var det ikke hyggeligt på nogen som helst måde, og jeg ønskede mig tilbage til how I met your mother på min egen sofa derhjemme.
En knude var dannet i min mave, og pludselig var intet godt. Mine forældre var her ikke, Smilla var ikke til stede, og Mathias havde gjort det klart, at han ikke gad mig og nu var han flygtet hjem til sin familie igen. Tårer dannedes i mine øjne, og jeg havde en næsten altoverskyggende lyst til at lade dem falde ud, ned over mine kinder. Men jeg holdt dem inde, ignorerede dem, og faldt samme aften i søvn med tårer ned ad kinderne og smerte af savn borende i brystet.
____
{vote, del, kommenter}
♡
660 ord
♡
jeg har tyskprøve i morgen:(((
har du tysk eller fransk i skolen?
Xx pigefradk
Udgivet: 07/11/18
ESTÁS LEYENDO
✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}
FanficVinder af 'Bedste Slowburn' ved The Danish Fiction Awards 2019 | #3 i FanFiction | Hvordan ville verden reagere, hvis Martinus Gunnarsen stak af hjemmefra på grund af for meget pres fra omverdenen? Ja, det er et godt spørgsmål, ikke? Langt væk, men...