✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

TREDIVE

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 30 – Remind Me, del 1
"Remind me where we used to go..."
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Et par dage senere vågnede jeg op som sædvanlig, bortset fra at Tinus også – som han havde gjort en enkelt gang eller to – stod op sammen med mig. Det var egentlig lidt sjovt, for han virkede utrolig rastløs og mærkelig. Anderledes, i hvert fald. Han tumlede rundt, gik frem og tilbage efter mig uden egentlig at have nogen grund til det. Han måtte gerne fungere som min hund, det var ikke det, det var bare det, at det var så atypisk, og slet ikke noget han normalt ville, for der var han typisk alt for optaget af et eller andet fodboldhejs. Hvad sker der, havde jeg spurgt, og egentlig halvt forventet at vi ville have en lang snak, om noget personligt og dybt. Hvad end, han havde på hjerte. I stedet blev jeg mødt af et skuldertræk og en brudt øjenkontakt. Fedt nok. Jeg havde ikke tid til denne her snak, for jeg skulle stadig nå i skole, men ærligt, så havde jeg forventet lidt mere.

Senere samme morgen havde han spurgt mig, hvilken dato det var, bare for at være sikker. Hvad det var, han skulle være sikker på, turde jeg næsten ikke spørge om, men jeg svarede han så, efter at have kigget på min telefon, der viste datoen 26. januar 2018. Jeg var jo ikke bange for hans svar, jeg var i virkeligheden bange for at sætte mine forventninger op til svaret, for derefter at blive skuffet over den afvisning, han næsten stensikkert ville give mig. Du sidder sikkert og tænker; Come on, Clara. Det er knap nok en afvisning, det der – men jo, det var det altså, og når jeg i forvejen var så inderligt desperat, opsat på at alt skulle være som det plejede, kunne jeg ikke overskue, at han uden at tænke over det, ikke legede med på min leg.

Da Tinus havde fået svaret at vide, nikkede han kort og hans øjne faldt ind i en trance, der viste, at han havde tankerne et andet sted, end på det, der skete lige nu og her. Han var sikkert bare træt.

I skolen blev jeg mødt af Smilla, som også var træt, til trods for at hun stormede hen til mig, så snart hun så mig på gangen. "Clara!" Råbte hun, så alle andre elever, der var i nærheden, kiggede bebrejdende på hende, sure over at være blevet forstyrret i, hvad end de havde gang i. Så snart vi var tæt nok på hinanden til at lægge op til et kram, uden at det ville blive for akavet, gjorde vi det, og to sekunder efter befandt vi os i krammet.

"Jeg sværger, ikke også, jeg dør!" Udbrød hun så snart sure-Søren havde sat klassen i gang med matematik, efter klokken havde ringet ind til time, og vi som altid var gået ud på gangen. Interesseret kiggede jeg på hende. Det var så typisk Smilla altid at have et eller andet spændende at fortælle, især fredag morgen, hvor vi som sagt alligevel bare havde matematik og sad på gangen, som Søren aldrig bevægede sig ud på i timerne, og det var hundrede procent altid dagens højdepunkt. Lige udover Tinus' dårlige jokes derhjemme, men de var der sådan cirka hver dag.

"Du ved, den der koncert, vi skal til her snart?" startede hun ud. Jeg nikkede, det var den, hun på mystisk vis havde skaffet mig billet til, selvom alle billetterne vistnok var så godt som revet væk. Hvilken dato var det overhovedet, koncerten var på? Jeg måtte huske at spørge hende lige om lidt, når hun var færdig med at fortælle.

"De der svenske nogen, de har åbenbart lavet en ny sang – og det er fint og alt det der, men altså, hvad er meningen seriøst med at udgive den ved midnat, natten inden en fredag morgen? Det burde de altså kunne time lidt bedre... Så jeg har hørt den på fuld knald fra min søsters værelse hele natten og morgenen. Og mine forældre – du ved jo, at de har værelse i den anden ende af huset, så de kunne ikke høre den – de sagde bare til hende, at hun skulle skrue ned, da jeg klagede over hende, og så gik de. Burde de ikke fortælle hende, hvor forkert det var af hende at holde et helt hus vågen, og selv være oppe hele natten fordi hun skulle i skole næste morgen. Og hun begyndte da bare igen, så snart de var væk. Jeg dræber den lille mide snart," udbrød hun, så hurtigt, at jeg havde svært ved at følge med.

___

{vote, del, kommenter}

♡

756 ord

♡

fun fact: jeg skrev dette på cirka 25 minutter

Xx pigefradk

Udgivet: 23/07/18