✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

OTTEOGHALVTREDS

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 58 - surprise
"The best things happen unexpectedly"
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Efterhånden var det et par dage siden, jeg havde sovet hos Smilla. Hun havde sendt streaks til mig over snapchat, som jeg efter bedste evne forsøgte at huske at svare inden for det døgn, der åbenbart måtte gå inden det var for sent - eller sådan noget i den stil - men derudover havde vi ikke talt sammen, udover en enkelt gang, hvor vi i matematik skulle gennemgå et kapitel, vi havde lavet.

Det var ikke fordi, jeg ikke ville. Det var ikke, fordi vi undgik hinanden. Vi snakkede bare ikke sammen som sådan. Og det føltes underligt.

Endnu mere underligt var det at gå hjem fra skole, ind i et komplet tomt hus. Jovist havde jeg da prøvet det før, - bare et par gange i hvert fald - men den seneste halvanden måned, havde jeg vænnet mig til, at der var mindst én hjemme, når jeg trådte ind ad døren. På trods af, at det var næsten en uge siden, jeg sidst havde set den kære nordmand, var det stadig som at få et slag i maven, hver gang det atter gik op for mig, at han ikke var her. Og at jeg ikke vidste, hvornår han kom tilbage. Eller om han overhovedet gjorde.

Det viste sig så, at hættetrøjedrengen ikke havde tænkt sig at forlade mig helt alligevel. Alt i mens jeg mentalt vadede rundt i en negativ cirkel af tanker, vadede han åbenbart op til mit hus igen, ringede på, viste det sig. Jeg forventede ærlig talt ikke andet, end at en af de indsamlere, der en gang i mellem, bankede på, når der var landsdækkende indsamlinger, ville stå på den anden side af døren, uden for mit hjems fire vægge, men surprise.

Mathias var ligbleg, havde rander under øjnene og lignede en, der trængte til et bad i en fart. Mest af alt gik jeg i chok, da jeg så ham der, på den måde, mest af alt gik jeg i chok, da jeg endnu ikke havde indset, det var virkeligt.

For blot en uges tid siden ville jeg have krammet ham, uden at tænke yderligere over det. Tæt, stærkt. Med følelser. Nu blev det ikke til andet end en akavet øjenkontakt, jeg adskillelige gange forsøgte at bryde.

Men med en rygrad af kogt spaghetti var det ikke nemt.

Han fastholdte mit blik, som gjaldt det hans liv, og en anelse af panik havde sat sine spor i de mørke øjne, der i dag var omkranset af rødlige nuancer af noget, der kunne ligne søvnmangel.

Jeg sagde ikke noget. Han sagde ikke noget. Det var som om stilheden var perfekt i dette moment. Alt andet ville virke for påtrængende eller for overfladisk. Igen gav jeg mig tid til at studere ham. Bag hættetrøjens mørke skygger og sorte farve kunne jeg fornemme, at han havde tabt sig. En del, faktisk. Også hans kæbe var blevet unaturlig tydelig, og kinderne mærkeligt slanke. I sin højre hånd holdt han en plasticpose. Elgiganten, stod der på den.

Det lod til, at Mathias bemærkede min interessen for hans pose. "Oi, ja. Her," sagde han, og rakte posen frem mod mig, samtidig med han fandt et lille smil frem. Posen tog jeg imod og var ikke langsom til at kigge ned i den. Og der lå den så - en telefon komplet magen til min gamle, bare helt ny og fuldkommen ubrugt. "Du vet... jeg drepte jo den annen, og nå trenger du ikke bruke den gamle.." sagde han stille, og forsøgte at skabe en øjenkontakt med mig. Nordmanden afventede min reaktion, og måtte have været en anelse skuffet, da det eneste jeg kunne komme frem med, var en svag smilen. Jeg var ikke i stand til andet, og stadig i overraskelse sagde jeg tak til ham. Kort og præcist.

Udmærket var jeg klar over, hvad en telefon kostede - og det var altså ikke helt billigt. Selvfølgelig var der chance for, at det var onklen og tanten, som havde betalt eller lagt ud for Mathias. Måske var det hans forældre hjemme i Norge, hvad vidste jeg? Men noget fortalte mig, at det var drengen selv, som havde stået bag handlingen.

Der var stille en rum tid, inden Mathias talte igen: "Jeg- ... Eh. Du må unnskylde, jeg bare gikk. Det var ikke greit."

Og den udtalelse løsnede det hele op. Igen så jeg en Tinus og ikke bare en Mathias. Igen så jeg en ven. Jovist lød det voldsomt, at sådan en lille undskyldning var i stand til at bløde det hele op igen, men det var sandt. Han vidste, han havde såret mig ved at handle, som han gjorde, og han var mand nok til at sige undskyld, i modsætning til de fleste af drengene fra min klasse, som ville grine sig ud af problemet og satse på, at det ikke var gået for vidt, hvad end de havde gang i.

"Jeg er bare sykt forelsket i deg." Lød en mumlen fra sammenbidte tænder, og efter evigheder mødtes vores øjne i en øjenkontakt, som ikke var ubehagelig. Længe stod vi sådan, betaget af hinandens nærhver. "Kan jeg få kysse deg?"

Og så kolliderede Tinus' læber med mine i en regn af varme følelser, der aldrig måtte tage ende.

____

{vote, del, kommenter}

♡

857 ord

♡

jeg har ventet så længe på det her, yay :DD

Friends eller How I met your mother? Jeg har en seriøs kærlighed til Friends ;P

Xx pigefradk

Udgivet: 22/11/18