✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

OTTEOGFYRRE

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 48 - Gensyn
"I'll tell you all about it when I see you again.."
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Klokken har været omkring elleve, da jeg kom hjem, og egentlig forventede jeg, at der ville være ro i huset. Jeg tog fejl.

På trods af, at klokken ikke var mere end en time fra midnat, da jeg trådte ind ad døren, var der stadig fuld gang i huset, og de sorte kufferter i gangen gjorde mig igen opmærksom på, at min mor ville tage til Finland i morgen, som hun havde meldt ud, allerede kort tid efter hun var kommet hjem fra Kina. Jeg sukkede ved tanken. Efter middagen den aften, havde jeg næsten ikke set noget til hende igen; hun var ofte inde på kontoret, hvor hun altid lige havde et eller andet hængeparti, som skulle laves, skønt hun først var hjemme fra arbejde klokken halv 6, hvis jeg var heldig.

En anden, jeg dog i modsætningen til min mor, havde set meget, var Tinus, men det ville undre mig, hvis det stadig kom som et chok for dig. Han var her stadig, og det var stadig mega hyggeligt. Så vidt jeg vidste havde min mor og Tinus ikke set forfærdelig meget til hinanden efter den middag. Hendes skjulte blikke var bare ikke så diskrete, som hun måske selv gik og troede, og hånden på hjertet lagde både Tinus og jeg mærke til dem. Hver gang. Vi udvekslede blikke.

Først da døren smækkede en tand for højt bag mig, formede lyden af fodtrin sig og mødte mine øre. Gjorde mig bevidst om, at nogen rent faktisk var på vej herud.

"Gud, Clara! Hej!" var min mor hurtig til at sige, og trække mig ind i et overfladisk kram. Jeg smilte et lille skævt smil, og trak mig igen.

"Var det en god koncert?" spurgte hun hurtigt, og kiggede opgivende ned på kufferne foran sig. "Den blev fakt-". Mere nåede jeg ikke at sige, før hun havde afbrudt mig: "Ved du hvad, Clara? Jeg vil rigtig gerne høre om den, men jeg skal lige pakke nu, så hvis du vil fortælle mig om det i morgen, inden du tager i skole? Tak min skat." Igen nåede jeg ikke at få et eneste ord indført, inden hun havde kysset mig i panden og trukket den ene af de sorte kufferter med ind på soveværelset, hvorefter døren smækkede bag hende. Undrende stod jeg tilbage.

Jeg tog mit overtøj af, og lukkede kort øjnene. Bad til, at Tinus stadig var et sted på grunden. At han ikke var flygtet. Eller bare taget hjem. Inden jeg åbnede øjnene igen, forestillede jeg mig, at Tinus var oppe på mit værelse. Måske surfede han rundt på min computer, som jeg havde givet ham koden til. Måske stenede han foran Netflix med hætten på hættetrøjen begravet over hans pande og halvdelen af hans ansigt. Med høretelefoner i ørene. Måske lyttede han til musik. Efterhånden havde jeg erfaret, at vi havde meget forskellig musiksmag. Trods det nød jeg hver evig eneste gang, han nynnede med på en sang, han kendte, lige meget hvilken genre, sangen var.

Måske sov han faktisk. Var langt væk i drømmeland til overhovedet at ane, at jeg gik ind på værelset. For langt væk til at opfatte, at jeg studerede hans profil. Hans kæbeparti, hans øjenomgivelser, hans store, søde næse, hans pjuskede mørkeblonde hår, som var farvet en lysere blond i spidsen og som hvilede ind over hans ansigt. Hans fregner, som jeg uden tvivl kunne dø for. Hans stemme, der en gang i mellem knækkede, og den underlige måde, han forsøget at snakke dansk på. Hans kram. Hans humor. Hans væremåde generelt. Ham.

Da tankespindet var begyndt at holde op med at komme med nye fordrejninger, stod jeg igen stille, inden jeg turde åbne øjnene og lukke mig selv tilbage til virkeligheden. En dag ville jeg ikke længere være i stand til at kramme ham eller grine af hans jokes. Han ville fortælle dem til en anden pige, og hun ville grine og kigge sødt på ham. Han ville kramme hende, tæt og sprængfyldt med følelser, og fortælle hende, at han var glad for hende, og mene det på en anden måde, end han gjorde det, når han fortalte det til mig. Han ville komme videre. Og det samme ville jeg. Sådan så det hele ud til at ville ske. Det handlede om at indrømme mine følelser for ham, inden det blev for sent. Og var han allerede hjemme nu, eller længtes han efter Norge, så var det allerede for sent.

I panik åbnede jeg mine øjne og stormede med lynets kraft op ad trappen. Døren til mit værelse rev jeg op. Det kunne være fuldstændig lige meget med mission hejhej følelser, eller hvad pokker jeg havde kaldt den. I virkeligheden fungerede den overhovedet ikke, for det var jeg slet ikke stædig nok til. Mine øjne scannede værelset. Men det var tomt.

____

{vote, del, kommenter}

♡

800 ord

♡

HUSK GERNE AT STEMME :)

Som det ser ud lige nu, kommer der til at være 71 kapitler i alt, men jeg ved det ikke helt endnu ;p

Hvad synes du om Invited?

Personligt synes jeg, det er mega irriterende, at jeg får omkvædet på hjernen, for det eneste ved sangen, jeg egentlig rigtig godt kan lide, er optakten til omkvædet, oops:))) Ej, sangen bliver bedre, jo flere gange jeg hører den, men den er altså ikke min favorit...

Xx pigefradk

Udgivet: 01/10/18