✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

ENOGHALVFJERDS

Dette er sidste "rigtige" kapitel, enjoy xx - læs også gerne forfatterbeskeden i bunden <3

____________________________________________________________  

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 71 – "Etter allt"
" I always find myself caught between saying too much and not saying enough""
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Jeg havde ikke planer om at skulle se ham igen. Vores veje var gået hver sine veje, og forhåbentlig ville de ikke krydses i fremtiden. Men jeg tog fejl, for desværre var jeg ikke den eneste til at skulle bestemme det.

Et par uger var gået, og jeg var nogenlunde ved at være tilbage på ret køl følelsesmæssigt; jeg mener, jeg var stadig sur og ked af det, og jeg havde for alt i verden lyst til at undgå drengen til evig tid, men jeg kunne overskue hverdagen igen, mere eller mindre i hvert fald.

Jeg var knap nok kommet hjem fra skole, da en ukendt bil kørte ind ad min garage. Jeg fulgte den med øjnene fra køkkenvinduet, og mit hjerte bankede ekstra hurtigt, da jeg genkendte nummerpladen som værende ikke-dansk – det lille flag ved siden af, kunne så fortælle mig, at den var norsk. Faktisk husker jeg ikke helt, hvilke tanker, der løb gennem hovedet på mig i sekundet, jeg opdagede det. Jeg tror, jeg gik i panik, for pludselig var jeg svimmel og måtte sætte mig ned. Et sted i mig, var der noget, der på højtryk forsøgte at overbevise mig om, at det var intet andet end et tilfælde, og at det lige så godt kunne være en handelspartner, der havde kørt min mor eller far hjem fra arbejde. Det vidste jeg selvfølgelig godt ikke var tilfældet, for klokken var ikke mere end halv tre, og de kunne umuligt have fået fri allerede nu. Desuden, jeg vidste jo godt, hvem der sad i den bil.

Ganske rigtigt ringede det på døren, og med det samme følte jeg en voldsom hovedpine tage til. Lige meget hvor meget, jeg havde lyst til at ignorere det, og gå et sted hen, hvor ingen ville bebrejde mig for ikke at høre dørklokken, kunne jeg ikke gøre det - jeg gik ud, og jeg åbnede døren.

Et par velkendte brune øjne mødte mine, men den eneste følelse de vækkede i mig nu, var skuffelse. Vi stod en rum tid og kiggede på hinanden, indtil drengen forsøgte at kramme mig; hans arme faldt om min krop, mens mine egne lå slapt ned langs min side. Krammet var ikke gengældt.

"Clara, jeg-..." Han sukkede, og forsøgte at fange mine øjne, men det var håbløst, for jeg ville ikke se på ham. I stedet kiggede jeg ned i gulvet. Jeg havde grå strømper på i dag, og der var et lille hul i bunden af den ene af dem.

"Jeg er så lei meg – du må virkelig tro meg! Jeg-..." Atter stoppede han op, som om han ikke vidste, hvad han skulle sige, og først her kiggede jeg på ham igen. Hans ansigtsudtryk afspejlede panik, men jeg var ligeglad. "Ville du noget?" spurgte jeg med en kold klang i stemmen. Han så på mig. "Jeg-... Seriøst, Clara. Jeg vet, du kanskje hater meg akkurat nå, men tenk på allt det, vi har opplevd sammen. Du betyr så mye for meg,..." Så knækkede hans stemme, og det blev hurtigt klart, at han var på randen til at græde. Men jeg fortsatte med at se på ham med samme kolde blik. Inden i – ja, der knækkede jeg også lige om lidt, men for alt i verden var det vigtigt, at drengen ikke så det. Jeg sank og forsøgte at komme af med den klump, der var blevet samlet i halsen på mig. "Jeg kender dig ikke," sagde jeg, så højt og tydelig, som jeg var i stand til. Mit hoved havde jeg rejst op i en rank position, og mens ordene flød over mine læber, så jeg ham lige ind i øjnene. Og jeg fortrød det ikke – heller ikke, da den første tåre faldt over hans kind. "Du kjenner ikke meg? Kom igjen, assa. Du kjenner meg bedre enn så mange andre." Jeg kiggede vurderende på ham; hvordan kunne han sige det, når det eneste, han havde gjort, var at lyve mig op i ansigtet fra start til slut? "Hvordan kan du stå og sige det, når jeg ikke engang kender dit rigtige navn!?" Jeg havde hævet stemmen, meget. "Hvorfor er det politiet, som skal banke på min dør og fortælle mig, at du hedder Martinus?" Igen var jeg stille, holdte en kort pause, men det betød ikke, at jeg var færdig, for det var jeg langt fra.

"Forstår du det ikke? Jeg kender dig ikke – jeg kender en fiktiv person, som hedder Mathias, og som går til floorball. Han har ikke en tvillingebror, og han er slet ikke kendt!" Nu råbte jeg, mens drengen stod og kiggede på uden at sige noget. "Han har to søstre, som hedder Silja og Emilia og en bror, der hedder Marius. Og Mathias er den yngste af dem alle sammen. Måske kender du ham? Han er også nordmand." Jeg vrængede det sidste ord, og følte en lettelse strømme igennem mig ved at have sagt ordene højt. Endnu flere tårer havde banet sig vej ned ad drengens kinder. "Hva med oss?" Hans stemme kunne næsten ikke blive svagere. "Os? Der er ikke noget os – det har du selv sørget for." svarede jeg monotont.

"Seriøst? Etter allt, Clara, da gir du o-"

"Ved du hvad? Jeg synes faktisk, du skal gå nu." Jeg afbrød hans ord og tog få skridt hen mod ham, pressede ham ud på den anden side af hoveddøren, så han endte med at stå udenfor. Min hånd greb om dørens håndtag, og jeg kunne nu til hver en tid lukke den og derefter låse. "Vær så snill," bad han, men jeg var selv på randen til at græde nu; tårer var steget op i mine øjne, og jeg vidste, at de indenfor et halvt minut ville være ude, på vej ned ad mine kinder. Jeg rystede kort på hovedet, kiggede en sidste gang på ham og vendte blikket mod jorden. Lukkede stille døren i, velvidende at dette ville være sidste gang, jeg så ham.

____

{vote, del, kommenter}

♡

982 ord

♡

HUSK GERNE AT STEMME

Nu er der kun en epilog tilbage...

Hvilket kapitel har været dit yndlings og hvorfor? <3 (jeg spørger nu, fordi jeg hader epilogen, oops)

-

Det er sådan, at jeg en rum tid har arbejdet på en anden historie! Den hedder "Stamp", og du kan finde den på min profil nu! Første kapitel er ikke udkommet endnu, men det gør det inden alt for længe - jeg skal nok lige opdatere jer om det, så snart jeg ved mere:) Desuden, hvis du endnu ikke gør det, må du utrolig gerne følge mig, så du får en notifikation om, hvornår jeg opdaterer, og når jeg poster en besked - det kunne jo være, der stod noget vigtigt;)

Xx pigefradk

Udgivet: 26/12/18