✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

TOOGFYRRE

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 42 - Billeder og sikkerhedskopieringer
"Taking pictures is savoring life intensely, every hundredth of a second... "
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

"Jeg er jo kjempeglad i deg" ville man på dansk oversætte til jeg er meget glad for dig eller jeg kan rigtig godt lide dig - og gud, hvor var det egentlig tit, han fortalte mig det, i sammenligning med alle de andre drenge, jeg nogensinde havde mødt, og som jeg også var blevet gode venner med, som derimod ikke havde nævnt så meget som, at jeg bare betød en smule for dem, eller at de satte pris på vores venskab. Jeg var altså utrolig taknemmelig for, at nordmanden turde åbne munden og fortælle mig, hvad han følte. Også selvom han ikke mente det på den måde, jeg automatisk tolkede det på.

For der var nemlig forskel på, hvordan vi mente sætningen. Stor forandring endda. Venskabeligt og ikke venskabeligt; så simpelt.

Og derfor gjorde det også ondt indeni, et eller andet sted, da han blev ved med at nævne det; for lige så meget, som jeg nød det, lige så soleklart var det for mig, at det var endnu en såkaldt friendzoning.

"Jeg er også glad for dig," smilede jeg, næsten sørgmodigt ved tanken om, hvad han mente med det. Og en, to, tre så var jeg trukket ind i et kram, hvilket på grund af højdeforskellen fik min næse boret ind i hans trøje, lige over kravebenet. Jeg tog en dyb indånding; nød duften af ham, der sivede ind ad mine næsebor, og gjorde mig fuldkommen ør i hovedet. Drengen var jo fandens dejlig.

Senere på dagen valgte vi at gå en tur i den skov, der var omkring 5 minutter væk fra mit hus. Hvorfor, vi ikke havde gjort det før, vidste jeg ikke, for det var faktisk en oplagt mulighed for at tilbringe tid sammen uden det var inde for husets vægge, som godt kunne blive kedeligt i længden. Mange gange før var vi endt foran fjernsynet.

Til trods for at det var utrolig koldt udenfor, havde hverken mit humør, mine tanker eller min krop generelt noget i mod at gå blandt de nøgne træer i vintersolens lys. Det var faktisk utrolig flot udenfor; et tyndt lag sne, som ville være væk om en time, lå drysset hen over skovbunden. Vores støvlers fodspor, som lod sig printe og sætte aftryk, var et bevis på, at ingen mennesker havde gået her i lang tid. En gang i mellem kunne man også høre et par visne blade rasle, som om der var dyr krøbet i ly.

Og så var der Tinus og jeg, gående side om side, uden egentlig at sige noget. En gang i mellem stoppede vi op, for at tage et billede eller to på min telefon, men det var også det eneste. Alligevel var det underligt nok hyggeligt.

Næsten femogtredive minutter gik inden Tinus rakte mig min mobil med ordene: "Der er ikke mye plass igjen. Kanskje bør vi gå hjem igjen, og laste opp bilderne til en computer?". Hurtigt gjorde jeg mig enig i hans forslag, og vi gik i samme, langsomme tempo hjem igen, mens vi denne gang førte lidt mere samtale. Egentlig var det nok bare Tinus, der gang på gang forsøgte at joke med mig, men det var også hyggeligt.

Omkring tre kvarter efter vi gik ud af huset, trådte vi igen ind ad hoveddøren, fuldstændig dybfrosne af kulden udenfor. "Finner du fram computeren din?" spurgte han, og jeg nikkede, før jeg skyndte mig op ad trappen og ind på mit værelse, for derefter at sætte mig ved siden af ham ved bordet. Tinus tog over, og med vante bevægelser guidede han sig igennem trinnene et efter et, og snart var det kun selve tiden, det tog, at overføre billederne, vi ventede på.

Ved siden af hinanden endte vi med at gå ud og sætte vand over til en kop te, og da vi kom tilbage, var billederne ganske kort tid fra at være overført.

"Vi kan også sikkerhetskopiere telefonen din, nå vi er i gang. Bare i tilfelle noet skjer med den. Det skulle vært dritt kjipt å miste allt på den, ikke sant?" spurgte han, og kiggede på mig med et ansigtsudtryk, der var svært at sætte ord på; egentlig var det ret neutralt, men alligevel havde jeg en følelse af, at der var noget bag det.

"Jo, det kan vi da godt," svarede jeg. Han vidste helt klart mere om sådanne ting, end jeg gjorde.

____

{vote, del, kommenter}

♡

725 ord

♡

HUSK GERNE AT STEMME :)

Xx pigefradk

Udgivet: 04/09/18