✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

TREOGTREDS

MARATHON 1/5

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 63 – Godkendelse
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Jeg havde ikke set ham i flere uger, næsten to måneder, faktisk, og lige pludselig stod han der i gangen. Hverken havde han skrevet eller ringet eller gjort noget som helst for, at jeg skulle kunne vide, at han var på vej hjem. For jeg havde brug for at forberede mig mentalt på det. Jovist var det en væsentlig kortere forberedelse, end når min mor atter ville vende snuden hjem, og det var da også mandens hus selv, men ... det føltes bare forkert at se ham stå der i sit jakkesæt og med kufferter i hånden. Fuldstændig grotesk. Min far så alt for fin ud i sammenligning med vores møbler.

"Hej Clara." sagde han monotont, og gav mig et overfladisk kram, som var alt andet, end hvad jeg havde brug for.

Tinus tittede frem bag mig, helt stille. "Hei! Du, jeg må hilse," sagde han og rakte hånden frem mod min far, som i modsætning til nordmanden ikke var lige så hurtig til at række sin hånd frem. Også min fars ansigtsudtryk viste, at han var skeptisk, men efter ganske kort tid, blev det erstattet af et mere professionelt, åbent ansigtsudtryk, som til trods for den falske facade, fik mig til at sukke tungt af lettelse. "Hej. Lars."

"Mathias, hyggelig," smilte Tinus, lagde armen om mig og kyssede min hovedbund, mens et kækt smil spillede i hans mundvig. Hvad lavede drengen? Jeg puffede til ham og gav ham noget nær et dræberblik. For pokker, den dreng vidste lige, hvad han skulle gøre for at irritere mig og gøre mig pinlig berørt.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at der ikke kom nogen reaktion fra min far på det, for det gjorde der helt bestemt – ikke direkte, men indirekte. Der gik et stykke alt for langt, akavet tid, hvor der var stille, mens min fars undersøgende øjne, var det eneste, der havde min opmærksomhed. Det var vigtigere end vigtigt, at der ikke var noget, der gik galt lige nu – at alt var perfekt.

Jeg kiggede længe på manden foran mig, holdte øje med hver eneste lille bevægelse han lavede, som indikerede, hvordan han havde lige nu. Tiltende til venstre var hans hoved fordrejet i et umenneskeligt følelsesløst ansigt. Og jeg kunne ikke læse det.  Jovist kunne jeg se, at han tænkte, men på hvad var mig endnu en gåde. For pokker.

Heldigvis for mig, brød facaden sammen med et smilende suk og et overbærende glimt i øjnene, mens der blev blinket med det ene øje til mig. I en blanding af lettelse og en underlig form for lykke, lød et usikkert, men dog insisterende og højlydt grin fra mig. Thank God. Hvad end det var, Tinus og jeg havde kørende, så var det godkendt fra min fars side. Var det ikke blevet det, kunne jeg godt overveje at tage med ham tilbage til Norge, når den tid kom. Og det var ikke engang løgn.

Selvfølgelig var det måske ikke ligefrem en realistisk tankegang, og jeg kunne da for alt i verden ikke mase mig ind hos ham – altså, hvem skulle jeg overhovedet bo hos? Hvad skulle jeg lave i hverdagen? Gå i skole, ja, men ellers. Hvordan får man norske venner, hvis man ikke forstår dem? 'Hej kære nordmænd, jeg kommer fra Danmark'. Nej, vel?

Tinus og jeg gik op på mit værelse, da samtalen syntesat være gået i stå nedenunder. Bag mig lukkede jeg døren og smed mig ned påsengen, mens jeg sukkede tungt og lukkede øjnene. En hånd agede mig pludseligpå ryggen og et smil formedes på mine læber. "Nej, hvor kan jeg ikke overskuemine forældre lige nu," mumlede jeg med ansigtet halvt begravet i puden. Vægtfra siden af mig fortalte mig, at Tinus havde sat sig ved siden af mig. Sinefingre begyndte han at køre hen over min ryg, frem og tilbage i roligebevægelser. Nussede mig, mens jeg langsomt faldt ned igen

____

{vote, del, kommenter}

♡

652 ord

♡

HUSK GERNE AT STEMME

Hvis du selv kunne bestemme, hvilken måned ville du så gerne være født i? Jeg har altid gerne ville være decemberbarn, jeg synes, det lyder mega fancy, hehhe :)

Xx pigefradk

Udgivet: 20/12/18