✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

BONUS: FIREOGHALVFJERDS

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Bonus: Kapitel 74 – Marcus

♡

CLARA LYBÆK NIELSEN

Februar 2020, 2 år senere

Der var altid travlt i lufthavne,  det vidste jeg godt. Ikke fordi jeg nogensinde havde rejst utrolig meget; på mystisk vis var mindst én af mine forældre altid væk med arbejdet, og det blev derfor aldrig rigtigt til nogen familieferie. 

I år var anderledes, og for en gangs skyld var de begge to hjemme i en længerevarende periode. De andre år havde jeg altså brugt min tid på at være sammen med mine venner, både når det var hverdag og når kalenderen viste, at en ferie var over os. Nydt det havde jeg helt bestemt, men det betød ikke, at jeg et problem med med tanken om at skulle forlade dødsyge Danmark bare for en stund. Jeg skulle ikke langt væk - i løbet af det sidste halve år havde mine forældre udviklet en sygelig fascination af de to andre skandinaviske lande, og af den selvsamme grund var vi nu på vej til Nordsverige. Der var sne, sagde de - tydeligvis skuffede over, der atter ikke havde været hvid jul. Selvfølgelig kunne man sige, at de med deres alder burde være i stand til at se lidt mere realistisk på det, men jeg kunne godt følge dem - dansk vintervejr var forfærdeligt, og det gjorde mig ikke noget at få oplevet noget sne. Jeg huskede, hvordan især min mors ansigt havde lyst op ved den samme tanke som jeg. 

Det var grunden til, at vi lige netop nu stod i Kastrup Lufthavn - og jeg måtte ærligt indrømme, at det var forfærdeligt. Aldrig havde jeg regnet med, at det var så populært at rejse i vinterperioden, men med menneskemængden her måtte jeg erkende, at jeg havde taget fejl. 

Det var først, da vi sad og ventede på at boarde, mine forældre og jeg, at jeg bed mærke i, hvor mange mennesker der egentlig var omkring mig. Jovist havde jeg allerede lagt mærke til menneskemængden omkring mig, men dog uden at tænke yderligere over det - og nu? Nu slog det mig pludselig, at det langt fra var alle, som havde ferie, når jeg som skoleelev kunne sige, at jeg havde en fri en uge midt på året. At ikke alle kalendere var ens, skønt de var det på min skole. Udover det var det tirsdag - altså, ikke en typisk rejsedag, så vidt jeg vidste. Måske var det noget andet, når der var ferie, tænkte jeg for mig selv, mens et suk forlod mine læber. Langsomt lod jeg blikket glide over rummet. Det var forskellige mennesker. Alle sammen. Jeg rejste mig op med et suk for at gå på toilettet. På vejen derud, endnu engang lod jeg mine øjne glide over rummet.

Og her gik det galt. 

Galt er måske så meget sagt; der var ikke noget, som gik i stykker, men måden mit hjerte sprang et slag over, fik det til at flimre for øjnene af mig, og jeg følte en pludselig trang til enten at løbe  hjem igen i sikkerhed, eller sætte mig ned med det samme. Desværre for mig selv, var ingen af delene en mulighed, for mine fødder havde allerede båret mig for langt frem i rummet, væk fra stolen. I stedet stoppede jeg fuldstændig op og mærkede blot, hvordan min krop blev stiv som en istap. 

For lige der, ikke mere end fire meter fra mig, stod en dreng, jeg kun kendte alt for godt. Mine øjne låste sig fast på ham i en dyb, urokkelig stirren. Få sekunder gik, måske endda kun et par hunrededele af et sekund, før drengen drejede sit hoved og med det samme gengældte min stirren. Og så stod vi der, mens tiden forsvandt og blev ligegyldig.

Det var ikke Martinus - og heldigvis for det - men det var så tæt på, som det overhovedet kunne være. Hvad var chancen for, at jeg nogensinde skulle stå ansigt til ansigt med hans tvillingebror? De to boede omtrent 20 timer væk fra mig, hvad fanden lavede de i Danmark? 

Langsomt blev min krop varm, og lysten til at skrige steg mere og mere. Overfor mig stirrede Marcus fortsat på mig, men i modsætning til jeg selv, var hans øjne blot fyldt af nysgerrighed, der forsikrede mig om, at han godt vidste, hvem jeg var. 

Ganske vist havde jeg aldrig set Marcus før, men jeg vidste, at han og tvillingen var enæggede, og jo længere jeg kiggede ind i chokoladeøjnene, jo mere fik jeg ondt i brystet. De mindede alt for meget om Martinus', og tanken gjorde mig ikke blot oprevet, men også sur på mig selv over alle de følelser, der rasede gennem kroppen på mig. Der var gået to år nu. To år, og jeg var efterhånden godt på mod at græde. Som om jeg lige var gået et skridt frem og to tilbage.

Marcus var høj. Ikke utrolig høj, men meget højere end Martinus havde været dengang. Pludselig slog det mig, at de var fyldt 18 år i mellemtiden. Det var ikke mere end et par dage siden. De var myndige nu. Kunne køre bil. Købe alkohol lovligt. De var ikke børn mere, og selv hvis jeg om lidt ville kigge ind i et andet par chokoladebrune øjne, ville de ikke tilhøre den person, jeg engang havde kendt. Min Tinus ville ikke være at finde i Martinus.

"Kødder du?" lød det lavt fra Marcus, jeg kunne knapt nok høre det. Min forståelse for det norske sprog var blevet gevaldigt dårligere, og lyttede jeg blot til ordene, havde jeg aldrig forstået, hvad han præcist mente. Dog viste hans ansigtsudtryk alle de tanker, der gik igennem hovedet på nordmanden, og et åndssvagt smukt smil brød frem på hans læber. 

Det var som om det, at han nu havde brudt stilheden, gav ham mod. Alt for meget mod, overmod, og han fortsatte:

"Martinu-"

Jeg hørte ikke mere, vidste allerede godt, hvad Marcus prøvede på, men jeg stolede ikke på mig selv længere. Snart var jeg væk. Brød øjenkontakten og løb mod toiletterne, jeg var gået mod i første omgang. Her blev jeg, indtil jeg havde fået styr på min vejrtrækning, og indtil jeg ikke længere havde en brændende lyst til at græde. Da jeg endelig gik ud igen, var Marcus væk. Jeg så ham ikke igen.

___

{vote, del, kommenter}

♡
1059 ord
♡

Hej med jer<3 det her har faktisk været planlagt siden november, og det var meningen, det skulle udgives i slutningen af december, men jeg har udskudt det viiildt længe oops. Jeg troede lidt, at det ville blive rimelig legendarisk, men jeg aner ikke engang, hvad jeg har skrevet :// Jeg aner heller ikke, om der overhovedet er nogen, som kommer til at læse det her, men hvis du gør, så tak<333

Xx pigefradk

Udgivet: 29/02/20