✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

SEKS

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 6 - hvorfor skulle han lyve?

"It's scary, that everything, you're saying to me, could be a lie"

♡

CLARA LYBÆK NIELSEN

Han vågnede en halv time senere, helt tilfældigt. Jeg nænnede ikke at vække ham i ren og skær frygt for, at Tinus bare ville tage hjem igen, og at det så kun var mig, som skulle fylde det store hus, jeg boede i. Det var jeg ikke nok til, men med Tinus ved siden af mig, hjalp det lidt.

"Ehh, hei Clara," sagde han og kløede sig i nakken, efter han havde sat sig op og gabt. Jeg smilte til ham og gik mod sofaen, han sad i. "Hejsa."

Taget i betragtning, af at jeg knap nok kendte hættetrøjedrengen overfor mig, var jeg overraskende smilende og positiv, og jeg prøvede virkelig at bygge et venskab op, med de sociale egenskaber, mine forældre delvist havde fejlet i at give mig gennem hele livet. Men jeg prøvede stærkt, hvis jeg skulle sige det selv. Så sent som for en halv times tid siden havde jeg løjet min bedste veninde direkte op i ansigtet uden at fortryde det. Hun skulle nok snart få noget at vide om Tinus, bare ikke lige nu. Det var det for nyt til. Desuden var Smilla typen, som drengene sværmede om, hvis hun altså ikke jagede dem væk. Af alle i verden, var det ikke hende, der havde brug for opmærksomhed fra en person af hankøn. Slet ikke.

Nu lød det som om, jeg var jaloux, hvilket var fuldstændig åndssvagt; jeg kendte knap nok ham her Tinus; det eneste, jeg kendte til ved ham, var, at han var fra Norge, og at han havde familie, som jeg kendte, og derfor havde søgt hen til mig, fordi han havde hørt om mig igennem sin familie. Faktisk havde han aldrig sagt, hvem, det var, han var i familie med. I teorien kunne han bare lyve mig direkte op i ansigtet, som jeg havde gjort med Smilla. Men på den anden side, hvorfor skulle han gøre det? Der var meget, der talte for, at det ikke var en løgn; han skulle i hvert fald være dygtig til at lave falske tårer og knække i stemmen med vilje. Han ville også have brug for at have en plan til perfektion, som var timet fuldstændig præcist. Og så også samvittigheden til at blive ved med at dukke op foran min hoveddør. Det var jo umuligt.

Hvilke grunde skulle han overhovedet have for at lyve? Ingen mening. Det var, hvad det gav. Derfor holdt jeg beslutsomt fast i, at alt, han sagde, var sandt.

"Ehh, unnskyld, jeg forsatt er her,". Igen kløede Tinus sig i nakken og denne gang kiggede han også ned i jorden. Mine øjne, som søgte hans var derfor tvunget til at kigge på hans hår. Hvad, han havde gjort ved det, havde jeg ingen idé om, udover, at jeg kunne se, at det var farvet meget lysere i spidserne, end håret var i virkeligheden. Det sad i en skæv, zigzagget midterskilning, som fik hans hår til at bølge op og ud til siden i hvirvler. At sammenligne det med et McDonalds logo ville ikke være fair, men det var alt, jeg kunne komme på. Det var flot. Virkelig. Og han vidste, det klædte ham.

Jeg grinte kort af hans tydelige flovhed, der strålede langt ud af ham.

"Det var ikke meningen min, at bli her til nå, men jeg sovnet ... det så du ... og så gik tida". Tinus sendte mig et undskyldende blik, men det skiftede straks, da han lagde mærke til, at jeg faktisk bare grinte af ham. For en gangs skyld var det mig, der følte mig lettet og ikke presset i sådan en samtale. At jeg så valgte at grine af Tinus, gav ingen mening, når jeg nu så godt kendte til den følelse, han oplevede lige nu.

"Tinuuuus? Hey, det fint, okay?" igen grinte jeg, trods mit tankespind om hvor respektløst det var, men jeg kunne ikke lade være. "Du bliver bare så længe, du vil".

Igen overraskede jeg mig selv ved at åbne munden, og lukke ord ud, som jeg ikke engang havde gennemtænkt eller var indforstået med. Først kiggede Tinus mærkeligt på mig, hvorefter det blev erstattet med et smil, og hans kløft i hagen blev igen tydelig.

"Takk, Clara. Igjen." smilte han igen, og vores øjne mødte hinanden. For første gang lagde jeg mærke til deres præcise nuance. Mørkebrun, som smeltet 70% chokolade, med en pupil, som først trak sig kort sammen, men derefter udvidede sig en lille smule igen. Igen smilte jeg bare til ham og ventede på, at han ville starte en samtale, hvilket han gjorde meget kort tid efter, og de tanker, der for blot et par minutter siden havde blæst rundt i ring i mit hoved, blæste nu væk, som et blad blæser væk, når det bliver ramt af et vindpust.

____

{vote, del, kommenter}

♡

793 ord

♡

Hav en god fredag (eller lørdag - I ser det nok ikke fredag, da klokken er sådan et eller andet sted mellem halv elleve og kvart i elleve om aftenen, ahah<3)

Ærligt, jeg er så træt, og det er så lang tid siden, jeg skrev dette kapitel, at jeg ikke engang kan huske, hvad der sker i det, lol.

Jeg kommer tidligst til at opdatere igen på tirsdag (og det bliver nok højst sandsynlig onsdag eller torsdag, jeg rent faktisk ender med at gøre det), for jeg har ingen tid til at skrive overhovedet.

Xx pigefradk

Udgivet: 18/05/18