✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

TREOGTREDIVE

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 33 - en ødelagt luftmadras
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Stadig var det den tredje februar, dog var vi senere på dagen nu, og stadig virkede det ikke som om Tinus havde opfanget noget. Det var i hvert fald ikke det, han havde givet udtryk for. Faktisk var alting meget almindeligt - måske endda lidt for almindeligt. Vi var stadig venner, og havde på mystisk vis uden at sige noget bare indgået en aftale om ikke at nævne den forfærdeligt akavede, mærkelige samtale vi havde haft for halvanden uges-tid siden. Efter at have besøgt Smilla var det sent jeg kom hjem, omkring klokken elleve eller noget i den stil. Tinus lå på sin luftmadras og sov, da jeg trådte ind ad døren til mit værelse, og jeg vækkede ham ikke. Det ville være for mærkeligt. Om morgenen var der ingen af os, der nævnte noget. Jovist var det mest mig, der havde noget på hjerte - troede jeg da - for fra hans synspunkt måtte jeg vel bare have haft en aftale med Smilla, som jeg havde glemt at fortælle om, og så havde jeg smuttet afsted til den. Pudsigt nok, lige efter at han havde talt over sig og prøvet at redde den på en måde, der i sidste ende sårede mig en smule, men hvad pokker. Han var en dreng, og de kan sjældent finde ud af at lægge to og to sammen. Forhåbentligt var der derfor ikke noget at frygte, og det var op til min egen mavefornemmelse at konfrontere ham. Men det endte jeg med ikke at gøre. I stedet forsøgte jeg bare at lade alt se ud som det plejede.

Om aftenen, da vi skulle til at gå i seng, mødte vi et problem, vi ikke havde tænkt over kunne ske. Normalt ville vi sætte ledningen til luftmadrassen i en stikkontakt over lade luftmadrassen blive fyldt op med luft, men som vi gjorde præcis den handling, skete der i dag ikke noget. Overdrivelse. Luft kom selvfølgelig ind i madrassen, men det gik væsentlig langsommere end normalt og så snart vi tog den ud af stikkontakten, efter at have slukket selve luftmadrassen først, ville luft stadig sive ud af den. Der var hul, og man kunne ikke sove på den. Forvirret kiggede Tinus på mig; for hvor pokker var det meningen, han nu skulle sove? Selvfølgelig kunne man sige, at han bare kunne tage hjem til sin onkel og tante og sove der, men det var ikke fair at smide ham ud af på den måde, når han og jeg begge gerne ville have ham her, og hans familie ikke viste tegn på at have noget mod det overhovedet. Selvsagt, var det derfor, at vi skulle finde en løsning, der ville blive indenfor hjemmets fire vægge.

I forvejen vidste jeg, at vi ikke havde flere luftmadrasser end denne her ene, så der var ingen grund til at lede efter en anden; det ville bare være spild af tid. Kort skævede jeg til min egen seng, der ikke var bredere end halvfems centimeter. Ikke engang hvis vi lå helt mast op af hinanden, ville vi kunne være der, uden at en af os få sekunder efter ville tumle ned på gulvet af ren og skær mangel på plads.

"Ehm, Clara... Hva gjør vi nå?" spurgte han, og brød den stilhed, der var blevet efterladt i rummet, så snart jeg forsvandt ind i mine tanker, og bare havde overladt Tinus tilbage i det virkelige rum, vi befandt os i, med en spøjs stilhed. Hmh, mumlede jeg, og lod ham derfor vide, at jeg havde hørt hans spørgsmål, men også at jeg endnu ikke havde et svar på det. Det, lige indtil en vovet idé ud af ingenting poppede op i mit hoved. For selvom det uden tvivl var logisk - og også det vi burde gøre - at sove i mit værelse, var der trodsalt et andet værelse ledigt, med endnu mere plads. Mine forældre ville hade det, helt klart, men lige i øjeblikket var der ikke andet jeg ville, end at trodse dem og deres regler. De var her alligevel ikke, og hvad de ikke vidste, havde de ikke ondt af, ikke sandt?

"Ser du - vi har jo et helt soveværelse, der er ledigt lige inde ved siden af... Jeg kan bare sove der, hvis det er, og så kan du tage min seng," fortalte jeg om min idé. Jovist ville det ikke gøre mig noget, hvis vi sov i samme rum eller sågar skulle dele seng, men jeg ville ikke selv lægge op til det, men måtte i stedet se på, hvad Tinus' næste træk ville være, og så håbe, at det var noget, jeg kunne vende til det, jeg ville have det til at være.

"Nei, det går bra. Dette er rommet ditt, og jeg er gjest, så det er kun fair, at du får sove her, ikke sandt?" smilte han skævt til mig, og fastholdte mit blik i sine glade øjne. Hvorfor han var direkte glad, var et godt spørgsmål, men jeg bebrejdede ham ikke. Hellere være glad end sure, helt klart.

"Nej, hallo Tinus. Det er altså fint nok, du kan bare sove her," insisterede jeg. Med henblik på min lille plan, havde det været nemmest allerede at give op nu, men jeg vidste også at Tinus var utrolig stædig, så at han skulle give op nu, havde jeg svært ved at forestille mig.

"Clara, tag deg sammen - jeg sover her, og du sover i soverommet, okay?" Havde jeg ikke set hans ansigtsudtryk og hørt hvilken legende tone, der spillede under hans ord, havde jeg troet, at nordmanden var ved at blive sur. Men det var langt fra tilfældet, og i stedet kæmpede han tydeligt for at holde et grin inde. Lige præcis derfor gav jeg op nu. Jeg kunne ikke stille mig op mod det der. Ikke med den zoologiske have, der befandt sig i min mave.

En halv time senere lå vi under dynerne i min forældres soveværelse. Lyd i rummet var der ingen af, udover vores sagte vejrtrækninger. Begge to var vi trætte, det var trodsalt også ved at være sent. Et par brune øjne havde mødt mine, og en stille, fredfyldt øjenkontakt holdte vi, da vi var på renden af at falde ind i drømmenes verden. Jeg var glad, næsten så glad som det var muligt at blive lige nu.

Og lige inden jeg forsvandt langt væk i mine drømme, mærkede jeg en varm hånd tage fat i min under dynen, og kort tid efter vores fingre blive flettet sammen. Men lykke varer sjældent særlig længe.

___

{vote, del, kommenter}

♡

1082 ord

♡

wuhuu, jeg har fødselsdag :DD

Xx pigefradk

Udgivet: 01/08/18