✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

NUL

  {don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3} 

____________________________________________________________

Prolog

"Sometimes, you meet a person, and you just click. You're comftable with them, and you don't have to pretend to be anyone or anything"

♡

CLARA LYBÆK NIELSEN

Jeg har aldrig forstået, hvordan man kunne have en holdning til folk, man kun kendte til, fordi vi levede i så moderne en verden, at der er noget, der hedder sociale medier. Hvordan folk kunne græde over en person, de kun havde set billeder af. Være sur på personen, fordi han havde gjort noget dumt – eller sågar være forelsket i personen, man havde set igennem en skærm, mens personen ikke havde den fjerneste idé om, at man selv fandtes.

Jeg har aldrig forstået, hvordan folk kunne blive kendt på et socialt medie. Ingen var alligevel sig selv, lige meget hvor mange gange, man så så citater, der sagde, at man skulle være sig selv. Og desuden havde jeg forstået det sådan, at de kun var til, for at man kunne komme i kontakt med hinanden, hvilket man i øvrigt allerede kunne med en helt almindelig mobil. Hvor mange gange kunne man finde på nye måder, at have kontakt med sine venner på?

Nu var jeg langt fra storforbruger af dem selv, og havde først fornyeligt lært, at når man swipede til højre på snapchat kom man ind til de private snapchatbeskeder, folk sendte dig, mens man blev ført til dem, alle kunne se, hvis man swipede til venstre.

Men kendt, det var han.

Jeg ved ikke, hvordan hele situationen havde set ud, hvis han ikke havde været kendt. Måske havde jeg stadig haft kontakt til ham. Folk ville jo ikke hive og flå i ham alle steder, han gik hen. Måske ville jeg faktisk ikke have kontakt til ham, ligesom det er nu, og vi ville begge leve i hver vores verden, som om intet var sket, ud over minderne, som stadig sad klart som glas i min nethinde. Jeg ville ikke glemme ham. Jeg ville ikke. For selvom han havde løjet for mig, holdt mig for nar, givet mig falske forhåbninger, var jeg faldet for ham – nej, ikke bare faldet for ham. Jeg var besat af ham og hans nærvær. Og værst af det hele, var jeg hoppet med begge ben og hovedet først ned i hans løgn.

Måske var der ikke så meget at sige til det. Jeg havde brug for opmærksomhed, og pludselig stod der en dreng på samme alder som mig foran min hoveddør og tiggede om at komme ind. At han lige var banket på hos mig, var nok tilfældigt, men at forholde sig til virkeligheden, var ikke just det, jeg var bedst til, og med glæde gav jeg tingene en anden betydning, hvis det var muligt.

Overtænkning og misfortolkning.

Derfor bildte min hjerne sig naivt ind, at det var skæbnen, at han bankede på hos lige præcis mig en aften, hvor jeg alligevel ikke havde noget at lave, og mine forældre ikke var hjemme til at smide ham ud igen. Det var skam heller ikke fordi, jeg havde specielt meget at lave udover lektier. Mine forældre arbejdede begge to for et stort tøjfirma og var vistnok ret højt stillet. Rigtige forretningsmennesker, der aldrig skulle have haft et barn. De havde alligevel ikke tid til det. Oftest var de afsted på samme tid, så jeg havde altid været mere eller mindre alene. 15 år senere sad jeg her og nød faktisk bedst at være i mit eget selskab i stedet for at rende rundt blandt mange, hvor jeg alligevel ville blive overset.

Venner havde jeg skam, tro mig. Men dem snakkede jeg ikke så meget med i fritiden. Jeg sendte måske en sms til dem en eller to gange om ugen, og holdte mig egentlig til den gammeldags kommunikation, hvor man snakker sammen ansigt til ansigt, hvilket så måtte blive i skolen. Lidt ironisk, når man tænker på, at den eneste måde, jeg mange gange skulle have fat på mine forældre, hvis jeg ville det, var via internettet. Ikke at det ville starte en samtale overhovedet, for de var ikke kun væk. De var omme på den anden side af jorden, så tidsforskellen var så stor, at jeg ikke kunne få fat på dem alligevel, selv hvis jeg prøvede. Derfor havde jeg givet op.

Nordmanden med de brune øjne og tykke norske udtale var altså banket på det rigtige sted hos den rigtige person på det helt rigtige tidspunkt – og hvad var chancen for det? Næsten ikke eksisterende. Især når man tænker på, at han ikke bare var banket på en tilfældig dør, men en tilfældig dør i Danmark, langt væk fra Norge.

Lige meget hvad, du vælger at tro på, ændrer det ikke ved, at han bankede på min dør en søndag aften, og han derefter fik meget mere betydning, end hvad man skulle tro.
Hvis du stadigvæk har lyst, vil jeg nu fortælle dig – med alle mine overtænkninger og misfortolkninger – om ham, den norske dreng, jeg endte med at blive så fandens forelsket i.

___

{vote, del, kommenter}

♡ 

801 ord

♡

HEJ! For det første tusind, tusind tak, for at have klikket ind på min historie! Det er jeg enormt glad for! 

Hvor tit, jeg kommer til at opdatere, har jeg ingen ide om, men jeg håber, at det bliver mindst en gang om ugen!

For det andet, så kommer jeg til at gøre brug af norsk i denne historie, og jeg kan lige så godt sige det, som det er; jeg er forfærdeligt dårlig til det, ahhah, men jeg vil gøre mit bedste:)

Jeg håber, I har det skide godt!

Xx pigefradk

Udgivet: 03/05/18