✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

FYRRE

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 40 - Middagen, del 2
"Seriously?"
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Som aftenen gik, var der andre ting, der ændrede sig inde i huset, lige så vel som tingene uden for huset ændrede sig; det var trods alt ved at blive mørkt uden for, og ganske svagt lyste månen fra sin himmelposition ned til os.

Ting forandrede sig, som tiden gik. Sådan var det bare, og det måtte vi som mennesker bare acceptere.

Jeg havde forandret mig den sidste måneds tid. Helt klart. Fået øjnene op for ting, jeg ikke normalt tænkte over, havde åbnet mig mere op. I hvert fald for en person. Og med tiden var den person så gået hen og blevet min bedste ven, så måske var det slet ikke så tosset endda?

Pointen var i hvert fald, at ting forandrede sig. Lige nu, lige her. Nogen gang til det bedre, andre gange desværre til noget, der var værre.

I dette tilfælde var det uheldigvis sidstnævnt, som skete.

Hvad, der før havde været næsten-hyggeligt og bedre end forventet, havde altså taget en drejning. En ret skarp en af slagsen.

Knap en time senere fortsatte kvinden, jeg kaldte min mor, stadig med at stille spørgsmål efter spørgsmål til den stakkels nordmand, som sikkert ikke forstod halvdelen af det, som hun sagde, fordi han for det første ikke forstod dansk helt perfekt, og så også fordi hun talte så hurtigt, som hun gjorde. Men han svarede, og det blev han ved med, også selvom der ikke var flere såkaldte 'almindelige' spørgsmål tilbage, og siden min mor åbenbart ikke havde planer om at stoppe og derfor var fortsat, var de nu lige på grænsen. Nej, okay. Det var måske lidt en løgn. I virkeligheden var de faktisk trådt over grænsen til at være upassende, og jeg var så småt begyndt at svede af ren og skær ubehag og nervøsitet. Et eller andet sted var der et brændende ønske om at gribe ind og lukke munden på hende, for jeg var ikke den eneste, der havde det sådan her, viste de svedpletter, man svagt kunne ane under Tinus' armhule, samt hans skinnende pande. Heller ikke han havde det for godt med det her. Havde min far været her lige nu, ville han højst sandsynlig heller ikke have grebet; hans trofaste telefon ville uden tvivl sidde plantet i hans hænder, og han ville være langt væk i en eller anden ny tophistorie på Berlingske psykisk, til overhovedet at ane, at der sad mennesker rundt omkring ham, som savnede ham.

Det var forskellen på mine forældre; min mor var helt væk i sit arbejde hele døgnet rundt, og når hun rent faktisk var til stede, var det direkte ubehagelig at være omkring hende, mens min far i sin næsten ikke eksisterende fritid sad med hovedet begravet i mobilen, til det punkt hvor man kunne tro han var afhængig. Det ville heller ikke undre mig, hvis han i præcis dette øjeblik sad i Kina og læste om en eller anden politisk konflikt.

"Hvad er det nu, din tante og onkel hedder?"

Skarpheden i hendes stemme denne gang var ikke til at tage fejl af, og kunne man det, var jeg stensikkert ved at forbløde, til trods for at det ikke var mig, det var rettet mod.

Min mave trak sig sammen i en ubehagelig knude, da det stille gik op for mig, hvad det var hun rent faktisk spurgte om. Og måske også hvorfor hun gjorde det. For ikke mere end et døgn siden havde hun spurgt mig om præcis det samme, midt i hendes kaos om, at man ikke kunne stole på mennesker, eller hvad pokker det nu handlede om. Hun stak åbenlyst til ham lige nu, og alle ved bordet vidste det.

Og jeg kunne simpelthen ikke overskue det. Var det virkelig nødvendigt, at finde ud af præcis hvem de var, når alle andre bare ville lade det passere? Et eller andet sted burde jeg efterhånden være vant til det. Jeg havde trodsalt levet med det i 15 år.

Ikke kun jeg var den eneste, som tydeligvis fandt det mere end ubehageligt. Tinus sad ved siden af mig med åben mund, klar til at svare. Men ikke et eneste ord faldt fra hans læber, selvom jeg udmærket vidste, at han havde været der tusindvis af gange, senest i går. Nok var han bare i chok over hendes pludselige humørskift.

Imens sekunderne blev lange, men på en og samme tid gik hurtigere end tilladt, fandt jeg mig selv, der i panik åbnede munden og svarede på det spørgsmål, som alle forventede, han ville svare på.

"Det er dem i nummer 104, kan du ikke huske dem?" svarede jeg, og brugte al min energi på at opretholde den facade, jeg havde stillet op, for at fremstå bedrevidende i denne situation. Og ikke mere end et par sekunder gik, før Tinus trofast bakkede mig op, og kom med navnene Anders og Hanne, mens også han havde sit bedste smil plastret fast på læberne. Om han løj, havde jeg ingen idé om. Jeg tror ikke han gjorde, men måske spillede han bare med på min redning, måske var det rigtigt nok. Faktisk var jeg ret sikkert på, at der ikke var nogen nummer 104, og at det bare var et tilfældigt tal, jeg havde tænkt over uden at sige det. Og det var altså ikke så smart, for selvom vejen var utrolig lang og der lå en masse huse spredt på den, ville det ikke tage mere end fem-ti minutter at sætte sig i bilen, køre, for at finde ud af, at jeg havde fortalt en stor, fed løgn.

Set udefra havde det nok set komisk ud - vi havde sikkert lignet et par små børn, der prøvede at skjule, at de havde væltet en bøtte gul maling ud over noget hvidt. Men det virkede og efter et par øjeblikke med store, falske smil mod en rynke i panden, sukkede hun og tog for en gangs skyld mad i munden, samtidig med at vi diskret sendte hinanden blikke og åndede lettet ud.

____

{vote, del, kommenter}

♡

995 ord

♡

Igen: STEM GERNE OG GØR MIG GLAD:))

Fun fact, som ikke er "fun", men bare et fact, ahah: Jeg ved ikke hvorfor, men hver gang jeg skriver en forfatterbesked, staver jeg sådan fyrretusind ord forkert uden at lægge mærke til det før to timer senere... så det' jo super:)))

Er du fra Jylland, Fyn eller Sjælland? Jeg er stolt jyde, ahah:)

Xx pigefradk

Udgivet: 28/08/18