✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

TOLV

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 12 – Lektier & et uventet opkald

"Expect the unexpected"

♡

CLARA LYBÆK NIELSEN

Heldigvis var det snart weekend – det var fredag, og om ganske få timer ville jeg få fri og have det i to dage, før jeg ville skulle vende tilbage til skolen igen på mandag.

For at det ikke skulle være løgn, havde jeg ufatteligt mange lektier for, som jeg skulle lave i weekenden, og normalt var det slet ikke, noget jeg plejede at bruge min weekend på, men de skulle laves. Det kunne jeg ikke slippe uden om, selvom jeg egentlig helst bare gerne ville. Med Tinus i huset, havde min daglige rutine ændret sig en del. Generelt agerede jeg bare helt anderledes overfor ham, end jeg normalt ville gøre overfor alle mulige andre.

Da jeg kom hjem, sad Tinus neden under og så højst sandsynlig en fodboldkamp, han havde været hurtig til at nævne, da jeg trådte ind ad døren. Chelsea mod Manchester United. Selv sad jeg nu oppe på mit værelse, ved skrivebordet foran vinduet med blikket rettet mod de nøgne grene, der hang ned fra træerne udenfor. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om den ene matematikopgave, jeg havde fået for et par dage siden, som jeg havde besluttet mig for at lave færdig. Derefter manglede jeg både fysik, historie, dansk og tysk.

"Nei, helvete!" hørte jeg højt og tydeligt nede fra stuen. Tinus var helt klart blevet ufattelig sur over noget, der højst sandsynlig havde noget med fodboldkampen i fjernsynet at gøre – modstanderholdet havde sikkert scoret. Tænk, at man kunne blive så sur over det, når man egentlig ikke selv var en del af det. Endnu en af de ting, jeg aldrig ville komme til at forstå. Jeg grinte kort ved tanken om hans udbrud, og forsøgte endnu engang at vende min opmærksomhed mod lektierne foran mig. Igen denne gang kunne jeg ikke koncentrere mig om dem overhovedet. Selv simple regnestykker som 10 + 10, var jeg sikker på gav 24 lige nu. Ingenting gav mening, og med tanken om min entusiastiske fodboldven nedenunder, hjalp det ikke på min ikke eksisterende evne til at kunne koncentrere mig.

Overraskende nok kom hverken store eller voldsomme udbrud fra Tinus i rigtig lang tid og jeg var lige ved at være færdig med danskopgaverne, da der lød et kæmpe et igen. "Yes! Så du det, Marc-" Hans stemme blev igen lav, og jeg hørte ikke mere til ham, før jeg sad midt i en fysikopgave. På det tidspunkt var kampen slut, men Tinus var ikke tilfreds overhovedet.

"Clara?" spurgte han, og gik med skridt, der afspejlede, at han var lettere irriteret, ind af min dør. Jeg mumlede et kort mmh og prøvede at fokusere på det pokkers-svære fysik, der lå foran mig. Hvem havde også bestemt, at fysik-kemi skulle være et fag? Hvem end det var, var jeg langt fra fan af personen. Langt fra. "Er du snart ferdig med lekserne dine? Jeg kjeder meg," forklarede Tinus og lød en smule som et lille barn, der længselsfuldt ventede på, at måtte åbne sine gaver juleaften. Ikke at der var nogen gaver, eller at der ville ske noget spændende i aften, men som han selv lige havde sagt, ventede han på, at jeg blev færdig med mine lektier, så han ikke ville være alene.

Jeg gryntede kort som svar til ham, og forsøgte for titusinde gang, at svare på min fysik-kemiopgave, der handlede om noget så irriterende som atombindinger. Vi havde fået det forklaret, siden vi fik det i syvende klasse, men min hjerne havde åbenbart stærkt besluttet sig for ikke at ville forstå det. Så den lod være. Tinus prikkede mig på skulderen; "Claraa?". Jeg rystede afvigende hans hånd af min skulder. Tro mig, jeg ville mere end gerne være sammen med ham, men lige nu var ikke tidspunktet og han opførte sig ærlig talt som et lille barn. Den næste gang gik det ud over mit hår, som han begyndte at lege med. Følelsen af hans fingre, der flettede og pillede mit hår var utrolig afslappende. Men enten manglede han situationsfornemmelse, eller også timede han det perfekt til, at jeg om lidt ville få et flip, med vilje. "Mathias, jeg laver lektier!"

Et tungt suk forlod hans læber, og denne gang forlod han værelset, efterlod mig tilbage med stilhed og fred til de lektier, jeg helst ville lave så hurtigt som muligt, for at jeg netop så hurtigt som muligt ville være færdig, og bagefter ville kunne være sammen med ham. For det var det, mit lektieflip handlede om. "Du er så kjedelig."

Jeg så ham først en halv time senere, hvor han med den skærende lyd af min ringetone kom slaskende op ad trappen med min ringende telefon i hånden. "Moren din ringer"

____

{vote, del, kommenter}
♡
776 ord
♡ 

Glædelig grundlovsdag!!! 

Bogen har allerede sådan næsten 900 reads, hvilket er overdrevet sindssygt! Tusind, tusind tak!

Xx pigefradk

Udgivet: 05/06/18