✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

FIREOGTYVE

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 24 - at disse som en førsteklasser
"We're so bad at this!"
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

"I hvilken butikken handler kuerne i?"

Joke eller almindeligt spørgsmål, jeg vidste det ikke. Ej, okay. Det måtte være en joke, for køer handler ikke. Wow, Clara.

"Det ved jeg ikke?"

Tinus havde selv svært ved at holde masken, da han skulle sige svaret. "Cubus,".

Jo, der kom det; han flækkede af grin. Højt, tydeligt, helt sikker på at han lige havde fortalt verdens allersjoveste vittighed. En varm, glad følelse spredte sig i min mave, ved lyden af hans latter, der stadig rungede mellem væggene, og selv blev jeg fuldstændig hyper og havde også lyst til at grine højt. Men jeg gjorde det ikke, for jeg forstod simpelthen ikke det sjove i hans forsøg på at joke på mig. Normalt var jeg ikke typen, der ikke kunne regne mig frem til, hvad folk mente med deres jokes. At jeg så ikke altid grinte af dem var en helt anden sag. Men lige med denne her joke, var jeg helt blank. Som et fødselsdagskort, man ikke tør skrive på, i frygt for at skrive forkert eller grimt. Helt, hundredeprocent blank.

"Cu-bus. Clara, skjønner du ikke joken?" spurgte han, da han var stoppet mere eller mindre med at grine og havde set, at jeg altså ikke havde grint med. Han havde grint højt. Sikkert så højt, at han ikke kunne høre, at jeg ikke grinte med, fordi hans egen latter var for høj til overhovedet at opdage andre lyde. "Nej, hvad er det der Kobos-noget?" spurgte jeg.

"Cubus. En butikk. Har dere ikke den butikken i Danmark?". Overrasket måtte han være, helt sikkert. Hans ansigtsudtryk afspejlede i hvert fald ikke andet end ren og skær overraskelse og en smule skuffelse. "Jeg har aldrig hørt om den før. Beklager, Tinus,". Med vilje lød jeg en anelse trist, da jeg lukkede sætningen ud af min mund. Jeg klappede ham også på skulderen to gange, da jeg var færdig. "Nei, assa, hva feiler dette landet?" mumlede han, og kiggede på mig med mundvigene trukket helt ned ad i en sjov grimasse. Sødt.

"Ingenting, faktisk. Vi er ret seje, os danskere,". Hvis han ville få nationalisme-kamp, så fik han det. Også selvom, det han selv sagde, var ment som en joke. Ups. Nu var det alligevel for sent at bakke ud igen. Derfor ventede jeg en smule spændt på hans fortsættelse, som højst sandsynlig ville være humoristisk, men samtidig stolt. Lidt á la det, jeg havde prøvet på. Mentalt sad jeg også og gættede på, hvad han ville sige, så jeg hurtigt kunne komme med et tilbagesvar.

Men hans svar overraskede mig.

"Sej? Altså som i kjøtt, der har fått for mye varme?"

Enten forstod han overhovedet ikke, at jeg mere eller mindre lagde op til krig, eller også undgik han det helt bevist. Jeg hældte mest til den sidste. Tinus var ikke dum, overhovedet ikke, så selvfølgelig havde han da forstået min hentydning.

Jeg endte med bare at grine af ham, og prøve at forklare ham, hvad et dansk sej betyder, men det var af en eller anden grund utrolig svært, så jeg endte med at oversætte det til det engelske cool. Det forstod han godt, og først nu var han klar til at give igen. Sagen var bare den, at nu havde det lidt mistet sin effekt, og mest af alt ville det simpelthen virke mærkeligt, hvis vi fortsatte det, der aldrig rigtig startede, nu.

"I det minste høres vi ikke ut, som om vi har en potet i halsen,". Okay, fair nok.

"I det mindste lyder vi ikke som nogle lalleglade tumper hele tiden," prøvede jeg at give igen. Målet var at give et trejdeklasses-diss igen til hans andenklasses-diss. Desværre måtte vi vel nok bare før eller siden indse, at vi begge befandt os på førsteklasses-diss og ikke så ud til at have evner nok til at tage derfra igen inden for nærmeste fremtid. Vi var, som Smilla ville have sagt, skrald til at disse. Begge to.

"Vi er jo veldig glade - gladere enn dere i hvert fall". Smilet på hans læbe tolkede jeg som en underbyggelse af, at han vidste, hvad han talte om. Pokkers tage dig, Norge. Tusind tak for at overtage førstepladsen i at være lykkelig.

Ud af min mund stak jeg min tunge, da jeg efter et par sekunders overvejelse, måtte indse, at denne her samtale var endt et pinligt sted, og den eneste måde, vi begge to kunne beholde bare en smule værdighed på, var ved bare at stoppe fuldstændigt. Lige her, lige nu.

Den dreng grinte utrolig meget - det var lige før, jeg aldrig havde hørt nogen grine så meget, som han gjorde. Det var hele tiden. Af alting. Hyggeligt var det helt bestemt, og jeg var også glad for, at jeg havde en at have et grinevenskab med, for det var der kun ganske, ganske få, jeg havde det med. Også nu grinte han, og på magisk vis endte vores øjne med at finde hinanden, og min mave trak sig sammen i glade kramper. Sommerfugle, ville nogle kalde det. "Jeg er så jævla glad i deg,". Det var ikke andet, end en hvisken, men selv små ord, kan have stor betydning. Det fandt jeg så ud af.

___

{vote, del, kommenter}

♡

860 ord

♡

Lol, ved ikke hvad jeg vil skrive, men hallo jeg har bare optur på over at jeg opdaterer allerede en dag efter sidste opdatering. Det er sådan første gang det er sket, yayy:))) Hvis du overhovedet læser dette, må du meget gerne skrive det i kommentaren, så jeg ved om der er nogen, eller om jeg altid skriver en roman i bunden af hvert kapitel uden noget formål:))

Xx pigefradk

Udgivet: 08/07/18