✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

ENOGTYVE

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 21 - Fodbold, del 2

"Practice makes perfect"

♡

CLARA LYBÆK NIELSEN

Det var faktisk utrolig sødt af ham, at han prøvede at bakke mig op, og det hjalp da også en lille smule på mit humør, men det var ikke nok overhovedet til at få mig til at elske fodbold.

Vi endte med at spille en mærkelig version af en kamp, hvor det bare handlede for mig om at få taget bolden fra ham, så i virkeligheden var det faktisk ikke så meget kamp over det. Fod-bold. Fodbold. Det lå ligesom lidt i ordet, at det kun var foden, man måtte bruge. Alligevel fik jeg den geniale, men måske lidt regelbrydende ide, at jeg ville tage bolden fra ham - på min helt egen måde. De opgivende meter, jeg var rykket væk fra ham, luntede jeg lige så stille væk og det gav næsten et sæt i ham, da han så, jeg rent faktisk gav det en chance. Med foden puffede han stille til bolden, så den ikke bare lå stille på græsset, men nu var i langsom bevægelse. Jeg skyndte mig, alt hvad jeg kunne, at bukkede mig ned, og samle bolden op mellem hænderne, og selvom Tinus tydeligvis havde spillet fodbold en trilliard gange før, nåede han ikke at reagere på det - enten fordi han var overrasket over, at jeg for en gangs skyld tog initiativ i det her spil, selvom det var på en måde, der brød reglerne, eller også fordi han var et andet sted psykisk. Bolden havde jeg i hvert fald mellem mine hænder i et fast greb.

Lige som jeg troede, Tinus ikke havde lagt mærke til det overhovedet, lavede han sit næste træk. "Er det sånn, vi spiller? Fair nok". Jeg nåede lige at se et kæk smil bryde frem på hans læber, og gennem mit hoved nåede lige et åh nej at lade sig registre.

Det næste, jeg lagde mærke til, var, at mit hoved begyndte at dunke grundet en øget blodtilførsel, og at alting vendte på hovedet - nu lød det som om, jeg var syg; det var jeg ikke, men jeg var blevet løftet op fra jorden, som om jeg ikke vejede mere end en fjer, og nu hang jeg med rumpen direkte op i vejret, tværs over Tinus' skulder.

Hverken den svimmelhed, jeg stille havde fået eller mit hoveds dunken blev bedre overhovedet, da han også begyndte at lunte mod de pinde, vi havde aftalt udgjorde målet, siden jeg ikke selv havde et. "Og han gjør det igjen! Nå er der en ledelse på en million - null til verdensstjernen Tinus!" Råbte han, som om han var kommentator, der lige havde overværet sit hold spille sig til guld ved VM. At en kommentator nok ikke ville sige sådan, hvis han skulle være seriøs i sine kommentarer var en anden sag.

Da jeg begyndte at sparke og bevæge benene en smule var Tinus hurtig til at sætte mig ned igen og træde et par skridt væk fra mig.

"Hodet ditt serr ut som en tomat. Jeg liker ikke tomater," sagde han kækt, flabet, helt sikkert kun for at fremprovokere en helt bestemt reaktion hos mig. Det virkede. "Ondt, Tinus. Ondt," sagde jeg, og slog ham på overarmen, næsten så hårdt jeg overhovedet kunne, selvom jeg altid havde fået at vide, at man ikke måtte slå eller gøre skade på andre mennesker med vilje.

Igen turde han bevæge sig over mod mig, og han tøvede ikke med at lade sin arm hvile på min skulder. "Du er egentlig veldig liten..." Konstaterede han, som om det ikke var indlysende, at jeg ikke ligefrem var ejer af verdens længste ben. "Ej virkelig?" Flabet var min kommentar, uden tvivl.

"men det er jo ganske bra, for når du blir sint kan jeg bare løfte deg, og du kan ikke gjøre noet mot det,". Vistnok var det mig, der havde startet denne her 'krig', og ham, der fortsatte den, men det ændrede ikke på, at han ikke fik lov at få det sidste ord: "som om du er stærk nok til det," grinte jeg, for at få det til at lyde mere overbevisende og få mig selv til at fremstå mere selvsikker i mine ord. I virkeligheden var det dog bare sådan, at jeg ikke anede, om det der var et tredjeklasses-diss, eller et jeg ikke skulle være flov over.

Hele vores samtale var selvfølgelig for sjov, selvom den var en smule hård, men vi kørte videre med det. Det var rent faktisk morsomt. Tinus fnøs af min kommentar: "Vi har akkurat bevist, at det ikke passer, og det vet du,". Hvis jeg selv havde synes, mit svar lød selvsikkert, kunne jeg godt tro om igen; det var ingenting i forhold til selvsikkerheden i Tinus' stemme, og hans exit gjorde det hundrede gange bedre; han blinkede til mig, og hvis jeg havde haft ekstra tid til at tænke, var jeg uden tvivl begyndt at lægge al mulig betydning i det, men han vendte sig direkte om efter blinket og gik med lange skridt ind mod døren til huset, efterlod mig stående med åben mund. Hvad pokker var der med den dreng?

____

{vote, del, kommenter}

♡

842 ord - Det her kapitel er en del længere, end det foregående, sååeh yes:D

♡

GOD FERIEEEEE!!!!

Hvad skal du i sommeren?:)

Xx pigefradk

Udgivet: 30/06/18