✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

FJORTEN

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 14 - En ubehagelig samtale, del 2

"If you want things to change, you have to be willing to feel uncomfortable"

♡

CLARA LYBÆK NIELSEN

For lige meget, hvor lidt jeg havde lyst til det, var jeg af hendes kød og blod, og desværre havde jeg arvet hendes ting med at overtænke.

I ren og skær frustration, slog jeg hovedet ind i døren og lod mit hoved hvile mod den. Da døren åbnedes, og Tinus kom til syne, var jeg dog hurtig til at fjerne det igen. Først kiggede han forvirret på mig. Jeg var et stort rod, og jeg havde ikke engang grædt, så hvordan han vidste, at jeg havde brug for tryghed lige nu, var et ufatteligt godt spørgsmål, når der ikke var nogen fysiske tegn på, at det var det eneste, jeg havde brug for. Men på en eller anden måde vidste han det. "Hey, du,".

Sin arm lagde han over min skulder, som et skjold, der prøver at afskærme fra alt ondt, der måtte komme mod det, og overraskende hurtigt slappede jeg mere af. "Går det bra?".

Jeg har altid fået at vide, at man med ærlighed ville komme længst. Altid fået at vide, at jeg derfor skulle være ærlig. Men var jeg det? Nej. Mange ting havde ændret sig siden jeg var lille, og det her var en af dem. Derfor nikkede jeg kort og prøvede at undgå yderligere spørgsmål.

Desværre havde vi enten tilbragt så meget tid sammen efterhånden, at han kendte mig godt nok til at vide, at det var en stor, fed løgn, eller også var han ufattelig god til at læse folk, for han læste mig, som om jeg var en åben bog - jeg ved det ikke. "Nei, du er ikke det."

Hans anden arm blev lagt over mig, så vi nu var endt i en position, hvor han krammede mig, mens jeg stod med mine egne arme ned langs siden. Han var mit skjold. Det var han, men jeg kunne let som ingenting mærke, at stemningen og situationen, vi befandt os i, lagde op til, at jeg skulle komme med en lang, uddybende forklaring. En forklaring, jeg for alt i verden helst ville undgå. Det var bare for sent nu.

"Mathias?"

Loyalitet og tillid var nøgleordene i alle slags forhold. Hvad end det var et kærlighedsforhold eller et venskabeligt et af slagsen. Så jeg var nødt til at forklare Tinus, hvad pokker, der foregik i min verden. Hvordan mine forældre, allerede fra da jeg var alt for lille, havde vægtet deres arbejde over mig, som om jeg på ganske få år var blevet ubetydelig for dem. Hvordan jeg altid var alene, men ingen vidste, at jeg, på trods af altid at bilde alt og alle ind, at jeg havde det bedst, når jeg kun var mig selv, dybt inde var ensom og manglede folk, der bekymrede sig om mig. Hvordan jeg var bange for at skille mig ud, selvom jeg ikke havde et nutidigt syn på mange ting, og derfor havde en tendens til bare at sige de ting, folk gerne ville høre. Hvordan jeg overtænkte og misfortolkede alt, jeg overhovedet kunne, fordi jeg af en eller anden grund ikke kunne affinde mig med, at ting ikke altid var så komplicerede, som jeg troede. Hvordan det eneste, jeg egentlig bare ville have en, som ikke dømte mig og jeg kunne være hundrede procent mig selv med.

Men ud kom ikke en eneste lyd, og min mund stod komplet åben, mens jeg sikkert bare så dum ud, som jeg stod der og ikke fortrak en mine, selvom jeg selv havde lagt op til, at nu var nu, Tinus skulle have min historie at vide.

Pinligt.

"Du forstår det ikke..."

Det var overhovedet ikke det, jeg skulle have sagt. Overhovedet. Faktisk var det så langt væk fra det svar, jeg gerne ville give ham, som det overhovedet kunne være. Også Tinus var skuffet: "Nei, jeg gjør ikke det. For du vil ikke si noe som helst til meg? Jeg prøver å spørre inn til deg og familien din, men du vil ikke svare,"

Det var rigtig, hvad han sagde. Fra start til slut. Jeg havde undgået det hver gang, han havde spurgt ind til mig. "Du vil bare synes, jeg er mærkelig,". Jeg trak på skuldrene for at fjerne det store fokus på mig, der var kommet af hans tidligere kommentar. Jovist var vi kun to og der var ikke mange ting at fokusere på derfor, men så stor en grad af fokus på mig i lige præcis denne situation, synes jeg var unødvendig. Mest af alt, fordi jeg gerne ville undgå spørgsmålet.

Tinus rystede overbevisende på hovedet, "Nei? Du er min beste vennine, Clara. Jeg synes ikke, du er merkelig, og jeg kommer ikke til å gjøre det!"

Jeg havde lige brugt unødig lang tid på at frygte alt for mange ting, når så simpel en sætning var alt, der skulle til for at bløde mig op. Igen åbnede jeg munden, og denne gang fik jeg sagt alt, jeg ville. Alt fra mine forældre til min egen opfattelse af mig selv blev nævnt, og mens mine tårer løb i hurtige baner ned ad mine kinder, og min stemme var grødet forsikrede Tinus mig, mens vores øjne holdte fast i hinanden, at han altid ville være der for ham. Han brugte et sekund eller to ekstra på at være sikker på, at jeg havde forstået det, han sagde, inden han brød øjenkontakten og i stedet kiggede ud i luften.

"Du kan stole på meg, Clara".

Det skulle senere vise sig at være den største løgn, jeg nogensinde havde hørt.

____

{vote, del, kommenter}
♡
912 ord
♡

God weekend! Skal du lave noget spændende? (:

Xx pigefradk

Udgivet: 09/06/18