✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

SYVOGFYRRE

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 47 – Tusind gange Tinus
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Vi sad stadig og ventede på at blive hentet. Efterhånden var de yngste, der havde forældre med, ved at være taget afsted, men den enorme kø af biler, der omringede hele området gjorde det næsten umuligt for de tilbageblivende at komme herfra.

Ja, sådan var det jo i hvert fald for nogen af os.

Der var selvfølgelig også dem, som stædigt nægtede at rykke sig ud af flækken, og dem var der mange af. Rigtig mange af. Derfor var ikke engang en fjerdedel af menneskerne her gået væk endnu, og vagterne herude var stille og roligt begyndt at råbe mere og mere ved synet af de ikke adlydende fangirls og flere vagter var dukket op siden start.

For første gang siden jeg ankom herhen for mange, mange timer siden, tillod jeg mig selv at kigge på menneskerne rundt omkring mig. Det var mange forskellige typer, som var her; folk i alle aldre og med alle slags udseende. Det var egentlig ret dejligt at se så forskellige typer her på et samlet sted med et fælles mål.

Som jeg spejdede ud over menneskemængden, begyndte jeg automatisk at fokusere på enkelte individer i stedet for bare en flok. Og lige præcis der gik det op for mig, at det ikke kun var Mac, der stod i panden på folk. Det var også Tinus, og altså ikke Marcus, som jeg havde bildt mig selv ind tidligere i dag. Tinus. Det var et navn, jeg efterhånden kendte alt for godt. Min bedste ven. Hvad fanden?

I virkeligheden var det nok tilfældigt, at det var samme navn, og min Tinus hed jo heller ikke Tinus – han hed Mathias. Måske var Tinus et kælenavn til ham her sangeren; måske hed han i virkeligheden også noget andet, og på tilfældig vis havde det samme kælenavn. Det var ligesom folk, der hed Emma, Emilie, Emilia, Emily og så videre... De måtte vel også have nogenlunde de samme kælenavne, ikke sandt?

Det var altså ikke Marcus og Mac, for Mac måtte være Marcus' kælenavn, men det var i stedet en Marcus og en eller anden med kælenavnet Tinus. Måske en Matti eller en Martin, hvad vidste jeg?

Et eller andet sted undrede det mig, at jeg overhovedet ikke havde opdaget det før nu. Altså, come on. Jeg havde siddet her i over otte timer nu, og det var slet ikke gået op for mig, at en af de svenske drenge havde samme kælenavn som Tinus derhjemme. Der var nemlig mange af pigerne med M'er på kinderne som også havde Tinus i panden. Mindst tusind, så vidt jeg kunne se.

I mens jeg naivt forsøgte at holde mig selv i ro, bandede jeg lavt over at have været så blind. En mikroskopisk del af mig, forsøgte at forholde mig til realiteten og se så positivt på det; for ærligt, hvad var chancen? Det var faktisk ret sjovt – jeg kunne lave dårlige jokes med det, når jeg kom hjem til min Tinus igen og være sådan: Hahah, du kom ikke til din egen koncert! Og så ville han kigge underligt på mig, fordi han slet ikke skulle til koncert. Der ville jeg grine og håbe på, at han også ville grine. Så ville jeg forklare ham, at en af de svenske drenge også blev kaldt Tinus. Og så ville vi grine begge to...

Jeg sukkede tungt, langt væk i mine mærkelige fantasier, da Smilla hev fat i mig. "Kommer du, Clara?" spurgte hun og kiggede afventende på mig. Jeg nikkede kort, halvirriteret over at være tilbage i virkeligheden, og halvskuffet over at mine fantasier ikke var virkelighed. Et koldt vindpust ramte mig og gik ret igennem både jakke og trøje, helt ind til huden. Det var koldt, og det ville uden tvivl begynde at regne senere. Det lod himlens grålige farve sig vise.

Endnu engang sukkede jeg tungt, mens jeg lukkede bildøren og satte mig ind. Forhåbentlig skulle jeg bare sove hele vejen hjem. I dag havde ikke været som forventet, langt fra. Og jeg var faktisk ked af det. I stedet tog jeg afsted herfra med ondt i numsen af at sidde ned, hovedpine af al larmen, sult rumlende i maven og tæer, der var lige så kolde som istapper. Smilla ved siden af mig, havde allerede fundet sine høretelefoner frem, og de andre pigers sagte gråd faldt stille hen, jo mere jeg bevægede mig ind i min egen verden og langsomt gav slip og lod mig selv falde i søvn.

Jeg sov næsten, da pigernes gråd endnu engang blev startet på ny og blandede sig med lyden af sirener i baggrunden. Politiet var her.

____

{vote, del, kommenter}

♡

765 ord

♡

HUSK GERNE AT STEMME :)

Nej, vi er ikke færdige endnu:))))

J1MO71 eller MMstore?

Xx pigefradk

Udgivet: 27/09/18