✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

TOOGHALVFJERDS

I bunden er en ekstreeemt lang forfatterbesked, som du gerne må læse, hvis det altså lyster, hehhe

____________________________________________________________

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 72 – Epilog
"Everything that has a beginning, has an ending. Make your peace with that and all will be well"
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Jeg så ham aldrig igen.

Rettelse; jeg så ham konstant, han var over det hele, men ikke en eneste gang, efter han havde banket på døren som Martinus og ikke som Mathias, så jeg ham i egen høje person igen. Han og hans bror voksede som artister, og snart rejste de hele verden rundt; det var umuligt ikke at se plakater, billeder, artikler om dem.
Om Martinus' forsvinden egentlig havde gjort noget godt for deres karriere, kunne jeg ikke helt finde ud af – men den havde helt bestemt gjort noget. De to brødre var i medierne konstant i et års tid, efter drengen kom hjem igen, og diverse journalister og interviewere blev ved med at bringe det op, fordi de vidste, at det ville sprede sig til flere, hvis episoden blev nævnt. Drengenes fanbase voksede helt bestemt, og de fik ekstremt mange jobs og tilbud fra forskellige firmaer, der ville have dem til at reklamere for deres ting, netop fordi de var så meget oppe i medierne. Men så kunne man så spørge sig selv, hvor meget det egentlig var værd, når det ikke var på grund af deres musik, det skete.

Jeg havde det rigtig dårligt i lang tid. Det føltes lidt som om, jeg havde levet i en boble og været konstant afskåret fra den virkelige verden og ikke kendte til min plads, da jeg kom tilbage.
For at det ikke skal være løgn, overvejede jeg flere gange at gemme hans nummer som kontakt i tilfælde af, at jeg en dag havde behov for at ringe til ham, tage kontakt. Men jeg gjorde det aldrig. Frygt for at jeg ikke ville blive svaret og frygt for, at jeg ville ende ud i endnu en løgn, stoppede mig gentagende gange fra at gøre det. Jeg har stadig brevet, han skrev, også selvom det efterhånden er mange år siden, det skete. Det ligger i en kuvert, gemt væk nederst i en kommode. Hans nummer, som stod skrevet i nederste hjørne endte jeg dog med at klippe ud og brænde en dag, jeg havde det svært med det hele, og raseri flød rundt i kroppen på mig. Men jeg kan det udenad, både forfra og bagfra.

Jeg har senere hørt, at historien om den forsvundne popstjerne gik verden rundt på mindre end to måneder. Jeg fulgte med i det hele, følger med i det hele. Han nævnte mig engang i et interview. Egentlig var det ikke at nævne-nævne: Han snakkede kort om, hvor han var, da han ikke var hjemme og nævnte i den forbindelse, at han boede hos en jævnaldrende, som han blev gode venner med. Mere sagde han ikke; dermed ikke sagt, at han skulle sige mere, for personligt syntes jeg, at han havde sagt mere end rigeligt. Hvad, der var sket, blev mellem ham og jeg. Heldigvis, for det var sådan, det skulle være.

Tiden gik, og vi blev begge ældre. Jeg gik ud af folkeskolen kort tid efter, og snart gik jeg også ud af gymnasiet. Han derimod blev hjemmeskolet gennem hele sin gymnasietid – "videregående", som de kalder det på norsk. Han tog ikke en uddannelse derefter, men hvorfor skulle han også det? Drengen var styrtende rig, og gik det en dag dårligt i karrieren, havde han allerede som teenager tjent mere end mange voksne nåede at gøre gennem hele deres liv. Han skulle nok klare sig.

Jeg ved ikke, hvordan hele situationen havde set ud, hvis han ikke havde været kendt. Måske havde jeg stadig haft kontakt til ham. Folk ville jo ikke hive og flå i ham alle steder, han gik hen. Måske ville jeg faktisk ikke have kontakt til ham, ligesom det er nu, og vi ville begge leve i hver vores verden, som om intet var sket, ud over minderne, som stadig sad klart som glas på min nethinde. Jeg ville ikke glemme ham. Jeg ville ikke. For selvom han havde løjet til mig, holdt mig for nar, givet mig falske forhåbninger, var jeg faldet for ham – nej, ikke bare faldet for ham. Jeg var besat af ham og hans nærvær. Og værst af det hele, var jeg hoppet med begge ben og hovedet først ned i hans løgn.

Og nu, lang tid efter, overvejer jeg det stadig en gang i mellem, når jeg ser noget, der minder mig om ham; hvis de pludselig viser how I met your mother i fjernsynet, eller hvis jeg på gaden overhører en nordmand tale. Hvad kunne der egentlig være sket med os, hvis vi havde været under andre omstændigheder, og måske også hvis det havde været på et andet tidspunkt? Jeg vidste det ikke, og det var for længst blevet alt for sent at finde ud af det. Men det var okay - for selvom jeg havde det skidt med det i lang tid, kom jeg videre, voksede op, voksede fra det og vigtigst af alt, så lærte jeg med tiden, at min lykke ikke skulle afhænge af andre – og for første gang så længe jeg kan huske, var jeg oprigtigt glad uden det var en andens skyld end min egen. Og det er vigtigt.

____

{vote, del, kommenter}

♡

849 ord

♡

HUSK GERNE AT STEMME :D

- 

Det var sgu det, venner. Alle ting har deres ende, og det her var enden på Clara og Tinus' historie. Jeg vil allerhelst have skrevet en lykkelig, glad slutningen, men på den anden side kan jeg overhovedet ikke se, hvordan det skulle kunne ende godt, hvis man ser realistisk på det - jeg ville i hvert fald ikke kunne lade som ingenting, hvis det var mig, der stod i Claras situation. Desuden, det har altid været meningen, at det var præcis sådan her, historien skulle ende, og det var faktisk det første, jeg fandt på, efter jeg havde fundet på plottet, hvilket også gav mig motivation til at skrive videre, når jeg slet ikke havde lyst, fordi jeg havde noget at arbejde frem mod, et mål at nå.

For det skal ikke være nogen hemmelighed, at det ikke altid har været lige sjovt at skrive på den her historie, for det har det overhovedet ikke, og der har været perioder, hvor jeg måtte kæmpe mig gennem at skrive bare et kapitel, enten fordi et var svært at få det presset ind rent tidsmæssigt, eller fordi jeg simpelthen var et sted i historien, som var så uinteressant og kedeligt at skrive på, at det fuldstændig dræbte min motivation. 

Jeg føler allerede, jeg har skrevet mere end, hvad der er passende at skrive som forfatterbesked i bunden af et kapitel, oops, men jeg ville alligevel lige hurtigt sige TAK. Her den anden dag kiggede jeg alle mine kapitler igennem, kun for at læse kommentarene dertil, og jeg tror helt seriøst ikke, I har nogen idé om, hvor meget jeg sad og smilte hele vejen igennem, for uden tvivl er kommentarer det, som jeg synes er mest motiverende og mest bekræftende. tak, både for at læse med, for at vote og for at kommentere <3

Lige nu skriver jeg på en anden historie, som hedder Stamp, og som jeg egentlig ikke rigtig har specielt meget lyst til at forsøge at promovere mere, end jeg allerede har gjort, for det bliver bare irriterende for alle :) Jeg mangler lige at få skrevet et par kapitler, inden jeg kan udgive første, men hvis alt går som planlagt, er det ude meget snart.

Derudover er planen, at jeg skal have rettet hele denne her historie igennem og forhåbentlig få fjernet alle mine "ikke rettet", som er skrevet i toppen af alle kapitler undtagen de første to eller noget i den stil; både fordi der helt sikkert er tonsvis af grammatiske fejl, fejl i mit wannabe-norsk, og fordi der også er steder, hvor jeg simpelthen krummer tæer over at læse, hvad jeg har skrevet, og som derfor skal omformuleres på den ene eller den anden måde:))

Også; hvis du læste min lange roman af en forfatterbesked at være, så fortjener du et virtuelt kram og endnu et tak :)<333

Fun fact: du har læst 57027 ord om Clara og Tinus ;D

Xx pigefradk

Udgivet: 31/12/18

-

Historie udgivet: 03/05/18

Historie afsluttet: 31/12/18