✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

NIOGTREDIVE

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 39 – Middagen, del 1
"Seriously?"
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Klokken nærmede sig fem, og min mor var for ganske få minutter siden trådt ind af døren her hjemme. Hun havde introduceret sig kort til Tinus med et utrolig spøjst smil på læben, som jeg ikke kunne gennemskue. Enten var hun bare falsk høflig, eller også var hun oprigtigt glad for at møde nordmanden. Med hendes tidligere ord, kunne jeg næsten ikke tro andet, end at det var den sidstnævnte mulighed, der var tilfældet, men ved synet af hans gengældende smil, blev jeg alligevel usikker. Sagtens kunne han være høflig mod hende af ren og skær god opdragelse, men det i situationen virkede det ikke påtaget, som sådanne ting nemt kom til.

Vi var fulgt med hende ud i køkkenet, hvor duften af råt kød og lyden af boblende vand snart fyldte rummet. Sammen med min mors interview, selvfølgelig.

"Nå, Mathias. Hvor i Norge er det, du kommer fra?" startede hun ud, mens jeg kunne mærke en knude i min mave samle sig. Det her var kun starten, og havde kun tænkt sig at fortsætte sådan hele aftenen, var jeg bekymret om, Tinus ville være skræmt fra vid og sans og derfor aldrig komme tilbage. Men i det mindste var hun her, og for en gangs skyld viste hun interesse i de ting, der betød noget for mig. I dette tilfælde en person.

"Jeg kommer fra Kvalfors i Nordland. Jeg vet ikke, om du har hørt om det?" svarede han, igen høfligt med et smil på læben.

"Nej, det tror jeg ikke, jeg har...," svarede hun eftertænksomt og rørte i gryden foran hende. Det var sjovt; han havde aldrig fortalt mig noget andet end, at han kom fra Norge, og altså ikke specifikt hvor i Norge det var. Jeg havde selvfølgelig heller aldrig spurgt ind til det, så den hang et eller andet sted på mig selv.

"Plassen er også veldig liten... Den er nesten ikke annet enn et par huse, så ..." Igen afsluttede han med et smil, som på en og samme tid satte tusind følelser i gang. Selve smilet, var nok til at få mig til at smile uden grund og få min krop til at blive brændende varm af det fyrværkeri, der var startet i mig. Han var skøn, det var han altså.

Samtidig med fyrværkeriet var ubehag også sneget sig ind. Jeg havde en dårlig mavefornemmelse omkring det her; han kunne sagtens vælge, at være mere kold eller mere mistroende, end han var lige nu. Sagtens. Uden tvivl, faktisk. Og ingen ville bebrejde ham for det. I stedet sad et irriterende, oprigtigt smil som plastret i hovedet på ham konstant. Lige fra de hilste på hinanden, indtil nu. Og det var lige før, det kun blev større som tiden gik. Og lige præcis det, generede mig grænseløst. Det var et valgt, han havde taget, trods alle de ting, jeg havde fortalt ham.

Vi satte os ind og spise, efter maden var blevet færdig, og vi i fællesskab havde dækket bord, mens min mor fortsat havde udspurgt Tinus gang på gang. Til mit held var det dog helt almindelige spørgsmål, som hvor mange søskende han havde, hvad han lavede i fritiden, hvor lang tid det var siden, han havde været i Danmark sidst, og ikke nogen, der var alt for nærgående eller noget, der var værre. Selve spørgsmålene var faktisk fine nok, dog var mængden af dem ufattelig langt over grænsen. For der var alt for mange spørgsmål. Alt, alt for mange. Og de var der konstant. Min kære norske ven kunne desværre knap nok nå at svare på et spørgsmål, tage mad i munden og næsten være færdig med at synke det, inden det næste spørgsmål kom bombarderet. Faktisk havde min mor knap nok rørt maden på sin tallerken, og det fortalte bare en lille smule om, hvor hurtig hun var på aftrækkeren.

____

{vote, del, kommenter}

♡

638 ord

♡

HUSK MEGET GERNE AT STEMME OG GØR MIG SUPER GLAD :D

Er jeres rangliste også sygt mærkelig lige for tiden, eller er det bare min? 

Xx pigefradk

Udgivet: 23/08/18