✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

FEMOGHALVTREDS

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 55 - aflyst turné
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Det viste sig, at Smilla og jeg, samt de mange tusinde, der også havde købt billetter, ikke var de eneste, der måtte gå hjem igen uden en koncertoplevelse. For nogle andre nåede de ikke engang at tage af sted hjemmefra.

Åbenbart var en koncert i København blevet aflyst senere samme aften, som vores egen, og de seneste par dage var koncert efter koncert blevet aflyst, og i går havde svenskerne udmeldt, at hele deres vistnok store turné altså ikke ville blive til noget alligevel.

Rettelse. Det var ikke dem, der havde sagt det - det var deres management eller noget i den stil, der havde skrevet det på diverse sociale medier, og så vidt jeg kunne forstå på Smilla nægtede de fuldkommen at udtale sig om det i pressen. Alle spørgsmål blev ignoreret. I hvert fald undgået at svare på, på den ene eller anden måde.

Det var utrolig underligt. Mærkeligt. Spøjst, hvordan der slet ikke var nogen forklaring på nogle af koncerternes aflysning. Det ville da være det mindste, de kunne gøre, når de skuffede så mange - til koncerten havde der stået over ti tusind i kø, og jeg var sikkert ikke den eneste, som ikke havde hørt om dem. Derfor måtte der vel være lande, hvor deres navn var meget større, end i Danmark? Men alligevel ... ti tusind, det var rigtig mange. På en eller anden måde var der altså noget, som ikke helt gav mening ...

"... -og jeg lover dig, Marie græd, som jeg aldrig har set det før! Og jeg har altså set hende græde mange gange." Påpegede Smilla i forbindelse med at tale om aflysningen af turnéen. Jeg rystede på hovedet, stadig en smule chokeret, skønt det godt og vel var to minutter siden, det var kommet ud i luften mellem os, at svenskerne ikke skulle have koncerter som planlagt, men det var som om, der var kommet en mærkelig barrikade, og luften var blevet underligt tyk og uigennemtrængelig. Bogstavelig talt var der jo ikke sket noget, udover at ingen af os nænnede at bryde stilheden. Det var ikke akavet, mærkeligt, pinligt eller noget i den stil - mere bare eftertænksom stilhed. Smilla virkede også til at have det underligt omkring det, men heller ikke hun gjorde tegn på at ville bryde tankerummet.

"Seriøst?"

Jeg endte med at være den, der brød det. Ganske vist interesserede de svenske drenge mig ikke specielt, og hånden på hjertet havde jeg nok ikke skænket dem en tanke, hvis det ikke var fordi, de blev ved med på besynderlig vis at dukke op i så mange samtaler.

Når man tænkte yderligere over det, var det altid Smilla, der startede samtalerne ... Måske havde hun i virkeligheden et eller andet for dem uden at ville indrømme det? Nej, det gav ikke mening; jeg havde selv oplevet Maries fangirl niveau - dog med hovedet begravet i cheesy pop og the hunger games - og desuden var Smilla alt for ... smart. Hun virkede i hvert fald sådan, hver gang hun snakkede om dem, og hun skulle altid dobbelttjekke, at der ikke var nogle i nærheden. Men det måtte hun selv om.

Jeg glædede mig til at komme hjem og fortælle det til Tinus. Til at han blev helt akavet, fordi ... ja, det vidste jeg ikke.

Jeg liker deg, du liker meg, havde det måske noget at gøre med, men hvad vidste jeg? Drengen forsvandt og kom tilbage, som var han en kat, der gik sine egne veje og ikke skænkede omgivelserne en eneste tanke, inden det var for sent. At jeg overhovedet kunne holde ham herhjemme så lang tid var faktisk en smule overraskende.

... Og det ville så sige, at jeg glædede mig, indtil det gik op for mig, at vi mere eller mindre var rygende uvenner. I hvert fald ude af stand til at kunne tale sammen, og derfor var han smuttet, og jeg var efterladt tilbage i mit eget tomme hus med intet at stille op. Ikke engang hans adresse kendte jeg til.

Jeg sukkede tungt, og mine øjne blev fugtige igen. Det var måske ikke så meget skænderiet i sig selv, der gjorde ondt. Det var det, at han kendte til mine forældre og deres vane med evigt og altid at forsvinde, når alt, jeg egentlig havde brug for, var tryghed. Og at han alligevel glemte alt om det og smuttede fra mig, da jeg havde gjort mig sårbar. Det var dét, der gjorde mest ondt.

____

{vote, del, kommenter}

♡

738 ord

♡

I dag er det præcis et halvt år siden, jeg spontant udgav Hey You en aften, hvor jeg var utrolig overtræt og virkelig rastløs...det er sgu lidt underligt at tænke på. Jeg kunne skrive en hel roman, men for at gøre en lang historie kort, så vil jeg bare sige TAK!, til alle jer, der læser med, kommenterer, voter - det gør mig så, så, så glad!! I er de bedste, seriøst<3

Xx pigefradk

Udgivet: 03/11/18