✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

OTTEOGTYVE

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 28 - Forklaring & erkendelse, del 2
"Tell me something I don't know"
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

"Wow," lød det lige så stille. Nede i gulvet var Smillas øjne solidt placeret i en dyb stirren. Måske var hun gået i chok? Det ville forklare hendes wow, hendes stirren og ikke mindst hendes ikke eksisterende svar.

"Jeg tror, ærligt, at det er forskelligt fra person til person. Også i forhold til hvordan man beskriver det ... Clara, din dobbelt-nød, hvorfor har du ikke sagt noget til mig?" udbrød hun pludseligt og stilheden, jeg før havde fundet larmende, var væk nu. Havde det ikke været for hendes fortsættelse, kunne jeg have tolket den sidste del af sætningen på mange ubehagelige måder. Men, som sagt, hun fortsatte: "Det er da mega spændende!"

Lettet åndede jeg ud, glad for, at hun ikke var fokuseret på, at jeg havde holdt det hemmeligt for hende, men blot at der skete noget spændende i mit liv lige nu. Spændende var måske en overdrivelse, det var trodsalt et nyt, godt venskab.

Da Smilla igen havde kunne finde koncentration frem, havde hun bedt mig om at beskrive, hvad det var, jeg følte. Og det var sværere, ende jeg troede, for jeg følte så mange ting. Så mange nye ting, jeg endnu ikke kunne sætte navn på.

"Jamen, jeg ved jo ikke, hvad jeg skal starte med?"

Av. Kunne du høre det? Det var mig, der spændte ben for mig selv, og fik det til at lyde som om jeg følte alverdens ting, når Tinus var i nærheden. Av, av, av. Det gjorde jeg jo ikke som sådan.

Hmh, mumlede Smilla, og så ud til at tænke. "Hvis jeg nu begyndte at snakke rigtig meget med ham Mathias, hvordan ville du så have det?" spurgte hun, og skånede mig ikke i sit første spørgsmål. Næh, nej. Det var lige på og hårdt fra start af. Indvendigt sukkede jeg, og udelod at lade mit ansigt tage form af de følelser, der rasede rundt i kroppen af mig, ved tanken om Smilla og Tinus sammen.

"Du har jo Noah?" spurgte jeg, hundrede procent velvidende om, hvor dum jeg lød lige nu. Som om jeg var åndssvag sendte hun mig et blik. "Spil nu med, for pokker."

I virkeligheden havde jeg det knap så godt med at svare - for fandme nej, om de skulle være sammen. Bare tanken om dem, der vil tale sammen, fik en ubehagelig følelse frem. Så overvej, hvis de var kærester-sammen. Hvordan Tinus ville trække hende ind i et kæmpestort bamsekram, hvorefter han, når de havde trukket sig, ville kigge hende ind i hendes blå med sine egne perfekte chokoladebrune øjne og hviske søde ting til hende, som hun ville begynde enten at rødme eller fnise af. Hvordan de ville se film sammen, mens de puttede i sofaen. Hvordan de ville have lange samtaler om alt og intet på samme tid, hvor de ville dele deres dybeste hemmeligheder med hinanden, og slutte af med erklæringer om, hvordan de altid ville være der for hinanden, fordi de havde et stærkt bånd. Hvordan de ville matche hinanden. Personlighedsmæssigt med deres forskellige personligheder, der alligevel altid synes at danne de bedste, mest holdbare forhold. Smilla og hendes "jeg er naturligt sej"-hed, og Tinus med sin humor og sprudlende humør. For slet ikke at tale udseendemæssigt; med deres perfekte, trænede kroppe, lyse hår, funklende øjne, jeg kunne drømme mig væk i, ville de være definitionen af couplegoals.

Det måtte ikke ske. De måtte aldrig komme dertil. Aldrig.

For ganske kort tid siden havde jeg sagt, at følelser rasede rundt i kroppen - glem det. Nu var det decideret raseri. Aldrig i livet, om de skulle være sammen. Føj, føj, føj, føj.

Jeg endte med at fortælle hende om mit tilhørsforhold til Tinus. Om min underlige trang til at aflyse og sige nej tak til resten af mit liv, fordi jeg vidste, han ville være der, når jeg trådte ind ad døren derhjemme. Også om min underlige, pludselige fascination af hans modersmål, som aldrig før havde skænket mig en tanke - lige med undtagelse af Skam. Om hvordan hans smil smittede, og hvordan jeg nød, at han prøvede at få mig i godt humør, men samtidig lyttede til mig, hvis jeg havde brug for det. Hans forfærdelig dårlig humor, og hans utrolig kønne ansigt. Hvordan vi var blevet nærgående, men også hvordan det ikke gjorde mig noget. Alt, fortalte jeg. Alle små ting, jeg kunne lide. Og det, du lige har hørt, ja, det var kun en lille del af det.

Tidligere i dag, havde jeg haft det på fornemmelsen, og som jeg sad der og listede alle de ting op, kunne jeg igen godt se det. Men jeg ville ikke selv være den, der sagde det. Derfor endte Smilla med at sige det: "Du er jo vild med ham, Clara,"

___

{vote, del, kommenter}

♡

788 ord

♡

IHHHH, 1000 tak for 4K reads!!!

Xx pigefradk

Udgivet: 17/07/18