✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

TO

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

____________________________________________________________

Kapitel 2 – Madpandekager og ikke en svensker

"From the moment, we started talking, I knew, I wanted you around"

♡

CLARA LYBÆK NIELSEN

"Mathias?" startede jeg ud, men fortrød hurtigt igen. Han havde været her godt og vel et kvarter. Der var egentlig ikke sket så meget, efter vi var blevet venner, som han havde spurgt mig som, som om vi var 5 år og ikke vidste, at man udvikler sit forhold til personer. Ikke aftaler, at nu er man mere venner end før. Mathias vendte sig mod mig, så jeg kunne mærke bevægelsen under ham i sofaen, vi begge sad i, med en akavet meter til hinanden.

"Ja?" Han kiggede afventende på mig. Hætten var endnu ikke trukket helt ned, og da jeg havde spurgt ind til hvorfor, havde han sagt, at det var fordi, han havde frosset udenfor, og endnu ikke havde fået varmen endnu. Jeg kiggede akavet ned. Hvad, jeg engenlig ville spørge om, var jeg faktisk ikke selv klar over. Måske noget om hans familie, måske noget om ham som person, jeg vidste det ikke.

Igen mødte mine øjne hans, og han kiggede endnu engang afventende på mig. "Bare glem det," hviskede jeg og fjernede mit blik fra hans øjne og ledte det i stedet mod fjernsynet, som viste et gammelt afsnit af how I met your mother.
"Claraaa?" spurgte han igen og smilte skævt. Jeg rystede bare på hovedet, og uden at tænke over det ramte mine øjne et ur. Halv syv. Først der, lagde jeg mærke til, at jeg ikke havde spist endnu, og så det som et oplagt emneskift; "Har du spist?".

Mathias rystede bare på hovedet, og hurtigt fik jeg ham inviteret til at spise med. Et kort øjeblik tøvede han, inden han sagde ja tak. Hvad, der overhovedet fik mig til at holde på ham længere tid, havde jeg ingen idé om. Men det var rart, at han var her. Det var rart rent faktisk at have en og tale med. Dog var det ikke særlig dybe, lange samtaler, vi havde haft, men det var fuldstændig lige meget. At han rent faktisk bruge tid med mig, og ikke for længst var skredet, da han indså, at jeg ikke var speciel på nogen måde, var tegn nok i sig selv; ham her skulle jeg holde fast på. Misforstå mig nu ikke, folk løb ikke skrigende væk fra mig, og de talte også gerne til mig, men jeg var bare aldrig den person, som de gik til, hvis de skulle høre om noget usædvanligt spændende, hvilket ledte mig til mit næste spørgsmål – han havde ikke spurgt ind til noget som helst om mig, og var egentlig bare dukket op i mit hjem, faldet i snak og skulle nu spise med.

"Hvad skal du egentlig her?" startede jeg og tavsheden. Selvfølgelig kunne jeg godt høre, hvor anklagende, dumt det lød, og Mathias' reaktion modbeviste mig ikke. "Nej, ikke på den måde... Jeg tænkte bare, vi har aldrig mødt hinanden før..." rettede jeg mig selv og håbede, at han ville forstå, hvor jeg ville hen.
"Jaja, jeg skjønner, hva du mener," var Mathias hurtig til at sige. Kort tid efter han var stoppet med at tale, åbnede han munden igen, og gjorde sig klar til at starte den nye sætning. Hans øjne mødte mine, og denne gang kiggede jeg ikke væk. De var brune. Dybe, chokoladebrune og til at smelte over. Vi havde kendt hinanden i maksimalt en halv time, og han havde allerede vist mere interesse for mig, end mine forældre det seneste halve år.

"Jeg besøker onklen min og hans kone. De bor på denne veien, og de sa, der bodde en jente på min alder i dette huset," forklarede han, og smilte skævt til mig. Jeg nikkede bekræftende og sendte et lille smil tilbage. Det kunne sagtens passe. Vejen var lang, og mine forældre kendte de få naboer, der var i nærheden, fra før de fik mig og begyndte at gå unormalt meget op i deres arbejde. Om de stadig snakkede med dem, havde jeg ingen idé om. Jeg vidste bare, at jeg ikke snakkede med dem, undtagen et lille hej, hvis jeg mødte dem på gaden.

Mathias og jeg var gået ud i køkkenet, for at lave aftensmad. Inden mine forældre var smuttet, havde de efterladt mad i køleskabet til madpandekager, som vi havde fået i går aftes. Det var egentlig kun brødet, vi skulle varme op, og så gøre tingene klar.
"Hva ska vi ha til middag?" Lyden af Mathias' stemme fik mig til at lægge pandekagerne på bordet, og vende mig mod ham, som lige var kommet op på siden af mig, og nu også stod ved køkkenbordet. "Madpandekager," svarede jeg, og gik igen i gang med at pakke dem ud af indpakningen. Et lille hmm kom fra min svenske ven, og kort efter hørte jeg ham mumle madpandekager på helt ufattelig dårlig dansk, hvorefter han gik på toilet.
"Har I ikke madpandekager i Sverige?" Pandekagerne var sat i ovnen, og imens Mathias var på toilettet, havde jeg hurtigt fået dækket bord. På nul komma fem vendte han sit hoved og så forarget på mig. "Unnskyld meg, men jeg er ikke noe svensker! Jeg er nordmann," Han lød faktisk utrolig chokeret og en lille smule fornærmet over, at jeg havde kaldt ham svensker, når han nu åbenbart var nordmand. At jeg var 15 og stadig ikke kunne kende forskel på svensk og norsk var direkte pinligt. Især når jeg talte med en. "Svensker, nordmand, same same," mumlede jeg, og prøvede så godt som muligt at skjule min flovhed. "Men vi ka se det fra den lyse siden. Sverige har veldig, veldig lekkert gotteri," grinte han.

Sammen gik vi ind i spisestuen. "Oi, oi, oi, oi! Taco! Du sa det var madpandekager," Han fløj hen til bordet, og tilbedende kiggede han tilbage på mig, tydeligvis utrolig glad for maden. I en fart var han tilbage til mig, og ud af ingenting gav han mig et kæmpe kram, mens han mumlede takk. Som den naive unge, jeg var, kunne jeg ikke se, hvorfor han sagde tak. Det var jo for pokker bare aftensmad. Snart skulle jeg finde ud af, hvad han egentlig mente – og der lå så meget mere bag.

____

{vote, del, kommenter}  

♡  

1016 ord

♡

Ret kedeligt kapitel, sry<3

Xx pigefradk

Udgivet 09/05/18