✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

NITTEN

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 19 - koncertsnak

"Maybe you're going to a concert thinking you're not going to hear anything but music. But you may walk away from there with an answer to a problem that you're carrying around with you that you didn't think you were going to hear about."

♡

CLARA LYBÆK NIELSEN

"Jeg skal åbenbart til koncert her om 2-3 uger," forklarede jeg min norske ven, da jeg kom hjem. Jeg kiggede en smule undrende på mig og uddyb så sin undren til et spørgsmål: "Hvorfor åpenbart?". Han grinte lidt, da han spurgte. Det var måske også forståeligt nok - man plejede jo at tage til koncert af fri vilje, fordi man havde lyst. Som en sjov, anderledes ting at gøre en gang i mellem. Jeg kunne jo et eller andet sted godt se, hvorfor det undrede ham, og hvis det ikke var mig selv, der stod i denne situation, havde jeg helt bestemt også haft lyst til at grine. Derfor tillod jeg mig at gøre det, og han smilte af min reaktion.

"Fordi min veninde er blevet tvunget med sammen med sin søster, og vel synes jeg ville gøre det bedre? Så det er ret pludseligt," Smilte jeg til ham, men lige pludselig ud af ingenting blev han fjern i blikket og gik en smule i staver.

For at få ham til at reagere var jeg nødt til at vifte med min hånd foran hans mørke øjne, og et chok gik gennem ham, kunne man se på det lille hop, han lavede, og hankiggede hurtigt op på mig. Dog var det ganske kort tid, at vi havde betydelig øjenkontakt, for næsten med det samme blev hans blik igen fjernt. Han tænkte, overvejede. Det var jeg helt hundrede på.

"Hvad tænker du på?" spurgte jeg, da han stadig ikke havde sagt noget. Det var lige før, jeg ikke nænnede at bryde stilheden for at spørge ind til ham, men selvom jeg var stille og genert normalt, var det - som jeg allerede havde sagt tusind gange før - ikke min normale opførsel, jeg havde, når jeg var i nærheden af Tinus, og lige i dette moment tog min nysgerrige side over. "Jeg vet ikke... Hvem er det, som har konserten?"

Jeg tænkte mig igen en lille smule om. Det ville lyde totalt åndssvagt, hvis jeg fortalte, at jeg ikke havde helt styr på det og ikke vidste andet, end at det var nogle svenske eller norske drenge. Bare det, at jeg tvivlede på deres nationalitet var nok til at få mig til at tænke nej, jeg siger det ikke. Men jeg gjorde det alligevel: "Et par drenge fra Sverige eller Norge," endte jeg alligevel med at fortælle. Han stivnede fuldstændig. "Hvor er det?". Efter han kort tid efter vågnede op fra sin trance var han unaturligt hurtig til at åbne munden. Hans spørgsmål kom faktisk lidt bag på mig; det var vel ikke det, man typisk spurgte om, når ens ven skulle til koncert - men på den anden side, hvad pokker vidste jeg, om at gå til koncert og alt det omkring det?

"Det ved jeg ikke," svarede jeg ærligt. Siden det jo var så pludseligt, som det var, havde jeg ikke fået noget som helst at vide om koncerten endnu. Tinus så ud til at have det bare en anelse stramt med situationen lige nu, af en eller anden ukendt grund.

"Kan du kanskje spørre veninnen din?"

Utålmodigt. Jeg sukkede indvendigt over hans hastværk og skulle egentlig også til at svare ham, at jeg ville spørge Smilla i morgen, men uheldigvis så jeg hans ansigt inden ordene forlod min mund. Blikket i hans øjne var ikke til at tage fejl af; han var desperat. Fuldstændig, helt og aldeles desperat. Så jeg tog min mobil frem og sendte en besked til Smilla, hvor jeg spurgte hende om arenaen. Det var Smilla, jeg skrev til, og hun svarede indenfor kun to minutter.

"Boxen. I hvert fald denne der store arena i Herning" læste jeg højt og lod mit blik søge efter Tinus for at se hans reaktion; Han nikkede meget, meget svagt og stirrede tomt ud i luften. Jeg ved ikke, om det bare var min hørelse, der drillede og legede med mig, men den hørte et svagt faen komme over fra min bedste ven, hvilket fik mig til at rynke øjenbrynene; det var da noget mærkeligt noget at sige, når han ikke havde sagt sin baggrund for det.

"Jeg vet faktisk godt, hvem de er. De er svenske, gutterne." slog han fast. Hans stemme afspejlede ingen tvivl eller usikkerhed overhovedet, og hans øjne havde mødt mine, da han sagde det. Det var sjovt, hvordan hættetrøjedrengen næsten havde haft humørsvingninger i samme grad som mine månedlige undervejs i denne samtale, men igen, hvorfor skulle han lyve om noget som helst?

___

{vote, del, kommenter}

♡

745 ord

♡

Det her kapitel lugter værre end mig, når jeg er færdig med at træne lol

Xx pigefradk

Udgivet: 24/06/18