✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

FEMOGTREDIVE

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 35 - Hjemvendt, del 1
"This house doesn't feel like home anymore"
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Et par dage var blevet til et par uger. Og nu blev de ikke til mere. For da jeg trådte ind ad hoveddøren derhjemme efter at havde været i skole, var det første, jeg fik øje på, et par velkendte sorte kufferter. Min mor var kommet hjem. Måske skulle jeg rent faktisk have set den komme; have tænkt at hun kunne vende hjem fra Kina når som helst, så snart jeg havde talt i telefon med hende og dermed også have forberedt mig psykisk på det, for det var noget af en forandring, jeg skulle vænne mig til, hver gang mine forældre omsider var hjemme. Faktisk var jeg mere vant til at være alene i huset end med dem her.

"Hej Clara-pus! Hvor er det godt at se dig igen, min skat!"

Min mor havde selvfølgelig hørt hoveddøren gå op og lukke igen og var derfor gået herud, for at se, hvem det var. Nok nærmere for at se mig. At det kunne være, der trådte ind ad døren havde jeg svært ved at forestille mig; lige med undtagelse af Tinus, men han var taget til familiefødselsdag. Det vidste min mor jo faktisk ikke ... men på den anden side vidste hun heller ikke, om Tinus stadig var her, eller om det bare havde været den ene dag, hun lige ringede, og hvor han tog telefonen.

Med det samme mine øjne landede på den kvindelige skikkelse, der stod foran mig i sit sædvanlige, sorte arbejdstøj og med sine briller med en sort, bred kant, strømmede en speciel følelse gennem hver eneste celle i hele min krop. Og det var altså ikke den gode version af ordet specielt, det var i hvert fald helt sikkert.

Både en smule vrede over, at hun kun havde taget sig tid til at ringe til mig en eneste gang i løbet af de uger, hun havde været væk, og endda fortalt mig en ting, men ladet en anden ske. Irritation over at hun bare stod der og stod med sit brede smil, som om alting bare var helt i orden. Fair nok jo. Jeg havde aldrig talt med mine forældre, om mine følelser omkring deres fokus på deres arbejde, men hun havde da selv hjerne til at tænke. Eller ville hun ikke være så højt ansat.

For det ikke skulle være løgn, havde en anelse lille snert af glæde også sneget sig ind blandt min blanding af sære følelser, der var knap så pæne. Lige meget hvad, så var hun min mor, og det kunne jeg ikke løbe fra, lige meget hvor grimme mine tanker om hende så var en gang i mellem. Jeg holdte stadig af hende.

Snart blev jeg overfaldt i et kæmpe kram, og vugget frem og tilbage imens, mens hun udstødte en eller anden underlig hvine-lyd. Det var næsten en selvfølge, at jeg krammede hende tilbage, og det gjorde jeg også. Men jeg havde bare oplevet det her så mange gange efterhånden, at jeg vidste, hvad der ville ske efterfølgende - og det skete.

"Går du ikke lige med ud i køkkenet, så kan vi snakke?" Hun sendte mig et næsten varmt smil og signalerede, at jeg skulle følge med hende.

Det første min mor gik i gang med, var aftensmaden. Åbenbart skulle vi have en ret, som skulle simre i nogle timer, så selvom klokken ikke var mere end 3 om eftermiddagen, ville vi alligevel først spise klokken 6-7-stykker.

"Nåh, Clara. Er det spændende i skolen?"

Nej, egentlig ikke, tænkte jeg, men endte i stedet med at sige mmh og pille ved mit armbånd. Allerede nu kunne jeg fornemme, hvordan hun næsten desperat ledte efter endnu et spørgsmål, hun kunne stille mig. Kun for at holde samtalen i gang, for i virkeligheden var vi ikke længere nok inde på livet af hinanden til at kunne holde en samtale kørende. Og så slog det hende, hvad hun skulle spørge om.

"Hvad med ham din ven? Hvad var det nu, han hed? Mads, ikke også?" spurgte hun og kiggede op fra skærebrættet og for en gangs skyld så på mig.

Jeg kiggede næsten på mig selv, da jeg så hende. Udseendemæssigt, altså. VI havde samme hårfarve, samme ansigtsform, samme næse. Jeg så mig selv om tredive år.

Personlighedsmæssigt var det noget andet; hun var alt, jeg ikke ville være. Og dermed svor jeg altså, at jeg aldrig ville få børn, hvis jeg var i en situation, hvor jeg ikke ville kunne passe dem. Det var uretfærdigt for børnene, og det her var et tydeligt eksempel på det.

"Mathias," rettede jeg hende uinteresseret, og så hende også slå ud med hånden i en ligegyldig bevægelse, skønt min mor var den eneste her, der rent faktisk ønskede en samtale. Dér var det nok. Lige præcis den lille handling satte mit pis i kog, og kunne øjne dræbe, var hun stensikkert helt død med det samme.

Men jeg beherskede mig.

"Vi er ret gode venner," sagde jeg så, denne gang næsten med smil i stemmen.

Som om hun faktisk var interesseret, nikkede hun unaturligt begejstret, og med et nervøst, skeptisk smil plantet i hovedet spurgte hun så: "Er han her meget?"

Mentalt rullede jeg øjne af hende. Hvordan var det muligt, at hun kunne arbejde med at sælge ting til fremmede mennesker, når hun var total afvisende, skeptisk og underbevidst også arrogant?

____

{vote, del, kommenter}

♡

886 ord

♡

Tak for 6,3k reads<33

Xx pigefradk

Udgivet: 10/08/18