✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

FIREOGHALVTREDS

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 54 - Skænderier, del 2
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Jeg vidste godt, at denne her diskussion, som vores samtale efterhånden havde udviklet sig til, ville ende med tårer. Og de var der faktisk allerede.

"Jamen, kan du så forklare mig, hvordan det er meningen, at jeg skal fatte, at du rent faktisk prøver, når du det næste øjeblik sidder og savler over en anden?" forsøgte jeg at argumentere med mere hårdhed i stemmen, end jeg egentlig kunne klare.

Mathias sukkede. "Skjønner du ikke, at det var for å beskytte meg selv?".

Jeg snøftede en tand for højt og kiggede ned i jorden. Alle tiders, nu vidste drengen, jeg sad og græd.

"Griner du?"

Hvad mente han nu med det? Lavede han sjov? Hvordan kunne han overhovedet tillade sig at spørge, om jeg grinede, når jeg tydeligvis sad og skulle til at græde. "Synes du måske selv, det ligner, jeg griner?" snerrede jeg med en underlig, hæs stemme.

"Hmh ... Ja," svarede Mathias sørgmodigt og ville af en eller anden spøjs grund nu pludselig hive mig ind i et kram. Dog vred jeg mig fri, inden det nåede at ske. Det var tydeligt, han blev skuffet; det strålede langt ud af øjnene på ham, men han kommenterede det ikke. Derfor var der stilhed i en rum stykke tid. Indtil jeg igen, selvfølgelig skulle åbne munden og lukke lort ud. "Du er forvirrende." sagde jeg. Hverken mere, hverken mindre; bare for at sige det.

Egentlig forventede jeg ikke, at han ville svare, men som hættetrøjedrengen havde gjort det så mange gange før, overraskede han mig også denne gang. "Tjah... Jeg hadde mere forventet, at du hadde sagt, at denne situationen forvirret deg." Neutraliteten i hans stemme var klokkeklar. Han lød ligeglad, uinteresseret. Som om alt var blevet gråt på ingen tid.

"Også den." svarede jeg, mest af alt i håb om at kunne starte noget, der kunne minde bare en smule om en samtale. Og så også fordi det passede.

Igen var hans svar at trække på skuldrene og kigge stenet ud i luften foran sig. Jeg lagde mærke til, hvordan hans adamsæble bevægede sig, da han sank en enkelt gang. Hvordan hans kæbe langsomt bevægede sig op, åben. Hvordan han trak vejret ind, fyldte sine lunger med luft, og hvordan lyde blev til bogstaver, som blev til ord og derefter sætninger. "Hvorfor det? Jeg liker deg, du liker meg. Så komplisert er det ikke endda,".

Jeg liker deg, du liker meg var ordene, der nu skulle åbne op for en helt ny verden af forhåbninger. Lagde drengen ikke lige op til, at vi kunne lægge det her bag os og starte forfra? Ville han virkelig det?

Et ukontrolleret, dumt, fjoget smil dannedes på mine læber, og et overrasket grin løb fra dem. Det var som om, tårerne i mine øjne forsvandt, som dug forsvinder for solen. Som om stenen i min mave, foldede sig ud og i virkeligheden viste sig at være en blomst af fryd. En iver skabtes i brystet på mig, og aldrig havde lysten til at kysse ham været større. Det hele kunne være lige meget. Alt det handlede om, var mig og ham. Os.

Havde jeg ikke brugt de få ekstra sekunder på at tænke, inden jeg tog affære, havde Tinus ikke nået at afbryde mig ubevidst. Jeg stoppede mine langsomme bevægelser og frøs på stedet.

"Hva gjør vi nå?"

Spørgsmålet blev hængende i luften. Satte gang i min hjerne på en anden måde, end den for blot 30 sekunder siden havde været. Der var to mulige scenarier: Enten spurgte han for at være rigtig klassisk teenage-pige-film-agtig, eller også spurgte han, - som jeg frygtede - fordi han var usikker og ikke havde ment at tænde forhåbninger i mig.

"Hvad mener du?" spurgte jeg musestille. Chokoladebrune farver mødte mine øjne, og jeg flygtede langt væk i drømmeland ind i dem; væk fra hans svar, som skræmte mig til trods for, at det endnu ikke var ude af munden på ham. Tinus brød øjenkontakten få sekunder før han svarede på mit spørgsmål.

"Vi kan jo ikke bare forsette fra dette, som det er akkurat nå. Det skulle bli rart. Jeg tror, vi begge trenger å tenke det igjennom, okei? Da kommer jeg tilbake, når jeg vet, hva jeg vil, og da må vi ta det derfra."

Jeg nåede ikke engang at protestere, inden Mathias i en hast forsvandt ud i gangen, og kort tid efter hørte jeg hoveddøren smække. Jeg sad tilbage i chok og pinlig skuffelse, inden jeg i ren irritation smed min mobil fra mig - og det vil så sige, at det var den mobil, Mathias og jeg for et par dage siden havde fundet i en skuffe, der ikke var blevet åbnet i årtier. Telefonen var oldgammel og ufatteligt langsom, men jeg klagede ikke, for trods alt var det bedre end ingenting. Mathias virkede heller ikke til at klage. Det var på den, han havde fundet Smillas instagramprofil. Det ledte mig tilbage til virkeligheden: Jeg tog fejl. Det var ikke en blomst i min mave. Det var alligevel en sten.

____

{vote, del, kommenter}

♡

824 ord

♡

Heyo vennerne - vi er rigtig tæt på 1k votes, som jeg rigtig gerne vil nå op på, så hvis du endnu ikke har gjort det, må du utrolig gerne trykke på den lille stjerne, så den bliver gul (også gerne på andre kapitler end dette, hvis du ikke har gjort det;)<3)

er jeg den eneste, der så småt er begyndt at afspille julesange? heh, oopsie doopsie...:))))

Xx pigefradk

Udgivet: 28/10/18