✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

FEM

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 5 – Smilla og frygten for at være alene

"Often I find myself wanting to be alone, but my biggest fear is, that I will be"

♡

CLARA LYBÆK NIELSEN

Næste dag var det mandag, og jeg var som altid taget i skole. Mathias skulle ikke i skole – det var der heller ingen grund til; for det første forstod han overhovedet ikke dansk, og havde flere gange spurgt mig, om jeg ville gentage, hvad jeg sagde, fordi han ikke forstod det. Men det var også fint nok. Hellere spørge en gang for meget, end en gang for lidt, ikke også? For det andet var der ingen, som vidste, hvor længe han skulle være i Danmark – det afhang meget af hans forældre derhjemme i Norge, som han havde fortalt om i går aftes. Apropos i går aftes var der ikke sket det helt store. Kort tid efter han var stoppet med at græde, blev vi enige om, at det var bedst at gå i seng. I morges, da jeg vågnede, sov Mathias ... Tinus. Puha, jeg skulle virkelig vænne mig til at kalde ham Tinus i stedet. Anyway, han sov stadig, så jeg havde lagt en seddel på køkken og var smuttet i tide til at kunne nå bussen.

Lige nu havde vi matematik, det var der som sådan egentlig overhovedet ikke noget spændende i. Jeg sad sammen med en af mine bedste veninder, Smilla, og prøvede at koncentrere mig om at lave de resterende seks opgaver, vi ville få for, hvis vi ikke nåede at lave dem herhenne, men det var jeg ene om. Smilla og jeg var fuldstændig modsætninger på utrolig mange punkter; hun var den type, som tog alkohol med til fester, som egentlig var alkohol fri, hvor jeg ikke engang gik til fester, men ikke desto mindre var hun min bedste veninde. Det havde på en eller anden måde altid været os, og selvom vi var så forskellige, som vi var, endte vi på mystisk vis med altid at søge tilbage til hinanden.

Jeg manglede kun en opgave for at være færdig, da hun stoppede op og bare kiggede på mig, hvilket naturligvis fik mig til at kigge op fra min computer. "Hvad så?" spurgte jeg, mens jeg skævede til det digitale ur på min computer. 13:45. Fem minutter tilbage af timen. Hun sukkede, før hun lod sine øjne gennemsøge gangen, vi sad på. "Du ved Noah, ikke også?" spurgte hun så, da hun havde konstateret, at der ikke var nogen i nærheden, som ville lytte til samtalen. Automatisk nikkede jeg. Noah var en dreng, halvandet år ældre end Smilla, som hun engang havde haft noget kørende med, men det stoppede, da han havde kysset med en anden til en fest, Smilla endda havde været med til. Siden da havde de kysset et par gange til et par fester, men det var aldrig blevet til mere end det.
"Han har spurgt, om jeg vil komme hjem til ham på lørdag. Hans forældre er ikke hjemme. Jeg ved bare ikke helt, hvad jeg skal svare, fordi... du ved." Hun kiggede bedende på mig, forventede at jeg ville komme op med et svar. På den ene side kunne jeg sagtens forstå hende; Noah var trodsalt næsten 17 år, og han kunne nemt have planer i baghovedet, som ikke ligefrem var de mest uskyldige. På den anden side vidste han godt, at han ikke skulle ødelægge deres mærkelige venskab. Det ville være at satse for meget. Selvom hverken han eller Smilla ville indrømme det, satte de begge to pris på at have hinanden at kunne gå til. Hvordan, jeg havde det med det, var svært at sige. Smilla var min bedste veninde, hun skulle være glad, og hvis det var Noah, der gjorde det, var det sådan, det var. Jeg trak på skuldrene og vendte tilbage til min matematik.

"Skal du noget efter skole?" spurgte Smilla mig, da vi begyndte at pakke sammen. Vi havde lige fået fri, og klokken var omkring tre. Et kort øjeblik skulle jeg til at svare nej, ligesom jeg altid gjorde, fordi jeg netop aldrig rigtig skulle noget specielt, men kort før ordet slap ud min mund, var der noget, som stoppede mig. Tanken om, at Mathias stadig var derhjemme, fik mig til at svare "ja, desværre". Det ville da være tarveligt, bare at tage en anden gæst med hjem, når jeg muligvis stadig havde en. Det var ikke at være en god ven.

Klokken kvart over tre trådte jeg ind ad min hoveddør, ind til mit hus. Et mærkeligt mix af nervøsitet og spændthed boblede i mig, samt en anelse af frygt. Frygt, for at lukke døren op og være alene. Min underbevidsthed fortalte mig, at jeg egentlig burde forvendte, at lukke døren op til et tomt hus, men mit håb havde en anden holdning. Selvom jeg havde kendt Tinus utrolig, utrolig kort tid håbede jeg ligesom i går, at vi kunne blive tætte. Jeg praktisk talt listede videre ud fra entreen og ind i dørkarmen til stuen. Han sad der stadig. Eller ... sad og sad. Tinus var faldet i søvn, og han så så fandens sød ud. Med et smil på læben smuttede jeg tilbage ud i entreen og tog mit overtøj af.

____

842 ord

♡

Heisann heisann! Hahha, lol. Jeg kom faktisk til at tænke på, hvor meget, jeg cringer over kælenavne, så at skulle beskrive Martinus som Tinus, bare når Clara tænker på ham, får mig til næsten at krumme tæer. Derfor ville jeg egentlig gerne kalde ham Mathias, men så er den vel ikke så fanfic-agtig ... Anyway, håber dette kedelige kapitel alligevel fangede din interesse, ahaha.

Xx pigefradk

Udgivet: 16/05/18