SYVOGTREDIVE

309 16 14
                                    

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 37 – det sædvanlige
"Routine does not allow us to progress"

CLARA LYBÆK NIELSEN


Jeg endte med at gå op på mit værelse og lægge mig i min seng. Det var det eneste sted lige nu, hvor jeg kunne være mere eller mindre i ro. Jovist vendte og drejede jeg mig fra side til side hele tiden, men ikke desto mindre var det bedre end at gå frem og tilbage på gulvet i ren og skær frustration, som jeg havde gjort for ikke mere end fem minutter siden. Desuden var det også blødere at ligge i sengen... Jo, sengen var helt klart favoritvalget. Uden tvivl. Ufattelig, ufattelig blød ...

Tro det eller ej, men jeg endte med at falde i søvn midt i min vrede, selvom man skulle tro det var umuligt, så opkørt jeg havde været. Men sket var det altså. Jeg vågnede ved, at døren til mit værelse knirkede. Nogen var på vej herind, nok min mor. Igen, for ti-tusinde gang i dag sukkede jeg mentalt over hende, for hun var virkelig ikke den, jeg havde lyst til at se lige nu. Faktisk ville jeg allerhelst bare se Tinus igen, og sidde og sumpe foran fjernsynet med ham. Hvad, de viste, ville næsten være ligegyldigt – desuden ville han alligevel ikke forstå halvdelen af det – men det var hyggeligt nok på trods af det. Hvilket mindede mig om, at DR igen måtte have lagt Skam ud på deres hjemmeside, siden vi engang havde set det i klassen. Hey, det var en winwin-situation! Vi skulle bare caste DR til fjernsynet, og så kunne vi se Skam! Tinus havde ovenikøbet også engang sagt, at han aldrig havde set det. Perfekt, det måtte jeg huske, til når jeg engang sumpede foran tv'et med ham igen.

Lige nu skulle jeg dog ikke sumpe foran tv'et. Heller ikke med ham for den sags skyld, for foran min seng sad min mor på hug. Med lav stemme hviskede hun til mig, at maden var færdig, og at vi skulle ned og spise nu. Søvnigt, stadig kun halvt vågen, fik jeg rejst mig fra sengen, og fulgt med hende ned i til bordet, hvor der allerede var dækket op, og maden stod på bordet. Vi satte os overfor hinanden og begyndte at tage på tallerkenerne i stilhed.

"Men det er da spændende med ham Mathias, er det ikke?" spurgte min mor, og førte sin gaffel op til munden. Ih, jo, og det var blevet så spændende, at jeg havde fået følelser for ham. Mere spændning! Ligegyldigt trak jeg på skuldrene. Det var faktisk ikke fordi jeg mente, det var ligegyldigt. Jeg var bare så træt af, at det her var det, vi blev ved med at tale om, selvom vi tydeligvis havde fået det bevist, at vi ikke kunne føre en fornuftig samtale om emnet. "Tjo, det er det vel," sagde jeg så og denne gang var det min tur til at føre gaflen op til munden.

Vi sad et kort stykke tid i presset stilhed, indtil hun igen åbnede munden og spurgte: "Er I meget gode venner?"

Jeg nikkede og et lille smil spillede om mine læber. "Vi er sådan bedste venner," forklarede jeg kort. Mor smilede til mig med hovedet en smule på skrå. "Det var da godt... Tror du, jeg kan møde ham en dag snart?" spurgte hun så, og et eller andet sted var der noget i mig, som blev glad over, at hun muligvis var ved at åbne op for vores venskab, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke, om det et eller andet sted i hendes kringlede tanker bare var en prøve for at teste Tinus og se om vi måtte være sammen i fritiden eller det ikke passede i hendes hoved. "Det kunne da godt være..." sagde jeg langsomt og kneb mine øjne sammen, som om det ville få mig til at kunne se ind i hendes hoved og gennemskue, hvad hun havde i tankerne. Selvfølgelig kunne jeg sagtens overtænke det her, men jeg havde ikke tænkt mig at stoppe nu og lade hende 'vinde'. Næh, nej.

"Det skal jo så bare være inden den 11., for der skal jeg til Finland med arbejdet, men det er dog ikke så lang tid denne gang," sagde mor så. Og her troede jeg så, at hun ville blive hjemme lidt længere tid denne gang, men hvad fik jeg ud af det? Falske forhåbninger og ondt i maven.

Jeg nikkede stille og havde lige pludselig ikke lyst til mere mad, derimod sad jeg bare og stak til den med gaflen. Et kort øjeblik skævede jeg op til kvinden foran mig og kunne straks se, at hun havde åbnet munden, som om hun skulle til at sige noget. Men intet kom ud. Og det kom heller aldrig, for sekundet efter ringede hendes mobil, og hvad jeg troede skulle være en dag, vi rent faktisk talte sammen, endte med at hun tog den og mumlede et undskyld Clara, men jeg bliver nødt til at tage den her, hvorefter hun smuttede ud i gangen, og med ét var alt tilbage til det sædvanlige.

____

{vote, del, kommenter}

837 ord

Hvilken dag på ugen har du det værste skema?:) 

Xx pigefradk

Udgivet: 17/08/18

✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}Donde viven las historias. Descúbrelo ahora