✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

HALVTREDS

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 50 - lidt finere og lidt sødere
"You're kinda cute, and I kinda like you ... a little"
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Nervøsiteten var forsvundet helt og aldeles, da vi to-tre timer senere havde sagt farvel til min mor. Undervejs i afskeden havde Tinus lagt en arm henover mine skuldre, hvilket min mor havde valgt at ignorere, trods det var tydeligt, hvordan hendes øjne fulgte hans arm under bevægelsen. Hun fortrak ikke en mine, men hun havde heller ikke stoneface. Faktisk var hendes ansigt helt neutralt til overraskelse for både Tinus og jeg, fandt jeg ud af, da hun om sider var gået.

Det gjorde mig ikke det store, at hun skulle til udlandet. Tinus var her. Det ville dog blive ensomt, når han skulle til Norge igen, eller bare blev krævet tilbage af sin familie i Danmark.

"Har din familie sagt noget til, at du er her?" spurgte jeg for at få svar og stoppe mine tanker, inden de løb løbsk. Han trak på skuldrene i en ligegyldig bevægelse. "Neh, egentlig ikke."

Der var stille, indtil han tilføjede flere ord til sit svar. "Jeg var hjemme ved de, når du var på konserten. Nei, men assa, jeg tror, de er veldig fornøyd med venskabet vårs, og de ønsker vel bare, at jeg koser meg? Og det gjør jeg jo med deg..." Tinus sendte mig et skævt smil og kiggede ned i jorden. Lyserøde nuancer spredte sig over hans kinder, og han turde næsten ikke kigge på mig. Han rødmede simpelthen.

Da rødmen stille var ved at aftage, nærmest tvang han sig selv til at kigge på mig, og vores øjne mødtes. Længe. De dybe, brune øjne fangede som altid mine.

Jeg ville ikke beskrive det som en stirren, men det var det nok næsten; mine øjne var i hvert fald limet lige så meget til hans, som de ville være, hvis en af os havde sagt tre, to, en, nu! i en stirrekonkurrence. Denne gang var det bare hundrede procent frivilligt.

Koncentration blev forvandlet til et kæmpe smil og et stort grin. Hos begge parter. Ikke længe gik endnu, før Tinus trak sig fra vores øjenkontakt efter at den havde været holdt i, hvad der føltes som en evighed og kun et par sekunder på én og samme tid.

"Hvad så?" smilte jeg til Tinus og forsøgte at fange hans øjne igen, dog uden held i det. Han smilte og blev helt underlig.

"Kanskje..." startede han, men sukkede tungt, mens han grinte sødt og blev helt forlegen. Sommerfuglene i min mave vågnede fra deres lur.

"Jeg synes kanskje bare, du er litt finere og litt søtere, enn jeg egentlig trodde" svarede han endelig.

Okay, måske overdrev jeg en smule, da jeg sagde, at Tinus blev forlegen, for det var intet i forhold til min krop, der indeni vendte og drejede sig af ren glæde. Sommerfuglene i min mave, som tog en rutsjebanetur, mit hjerte, der boblede af fryd, mine mørkerøde kinder, og mit hår, der nu hang ind over mit ansigt og skjulte det. Alt sammen var det en reaktion på de fine, norske ord, som var blevet sagt til mig.

"Kanskje er du bare kjempe fin," mumlede han, også selv forlegen, men på en anden måde end jeg.

"Nei, vent. Det er ikke noe kanskje. Du er fin."

Måske burde jeg efterhånden vide, at Tinus var stor fan af nærkontakt - især efter sådanne følsomme samtalter, nød han det. Alligevel kom det bag på mig, da han slyngede sine arme og min spinkle krop og begravede sin næse i mit hår. "Kjempe, kjempe fin." mumlede han, svagt så jeg kun lige kunne høre det.

"Ej, Tinus. Du er så fløde, du er," mumlede jeg, og rødmede over hans åbenlyse flirten med mig. Det så han, og han var ikke mere, end to sekunder om at kommentere det. "Clara? Rødmer du nå?" Selv uden at se hans ansigt, kunne jeg fornemme et kækt smil spille om hans læber.

Hans ånde kunne nu mærkes mod mit øre. Det var det sidste jeg opfangede, inden jeg mærkede en varme mod min kind. Blødt som fløjl lå hans læber på min kind. Min puls steg, mit hjerte bankede hurtigere end før, og jeg havde absolut ikke den fjerneste idé om hvordan, jeg skulle reagere. Hvad gjorde man, når en dreng kyssede en på kinden? Easy: Hvis du kunne lide ham, gjorde du ikke noget, hvis du ikke kunne, afviste du ham på den ene eller den anden måde.

Og, som du måske har gættet dig frem til, så kom afvisningen aldrig, og jeg faldt altså i søvn uvidende om dette havde ændret noget, eller om det ville være glemt få timer senere, når solen med sin fornyede energi, sammen med os ville starte en ny dag.

____

{vote, del, kommenter}

♡

771 ord

♡

HUSK GERNE AT STEMME :)

åmg i dag er det den 10/10, hahah:)))

Er du A- eller B-menneske? Jeg er en underlig blanding, hahah

Xx pigefradk

Udgivet: 10/10/18