✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

TRETTEN

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 13 - En ubehagelig samtale, del 1

"If you want things to change, you have to be willing to feel uncomfortable"

♡

CLARA LYBÆK NIELSEN

Jeg så ham først en halv time senere, hvor han med den skærende lyd af min ringetone kom slaskende op ad trappen med min ringende telefon i hånden. "Moren din ringer"

Jeg stivnede ved lyden af hans ord, som til trods for hans norsk, stadig gav mening, uden jeg skulle koncentrere mig om at oversætte den simple sætning til dansk; min mor ringede til mig. Normalt ville man tage telefonen uden at tøve, men jeg tøvede i mange situationer. Overfortolkede dem. Og denne gang var ingen undtagelse. Jeg prøvede så vidt muligt at tænke mig til grunden til, at hun ringede, men jeg var spejlblank. Ikke en eneste grund kunne jeg komme på, og det stressede mig voldsomt. Blodet i mine årer kørte på højtryk rundt i hele min krop samtidig med, at det føltes som om, det var størknet og var blevet koldere end vejret på Grønland. Det hele omkring mig summede, men alligevel var det eneste, jeg kunne høre, lyden af mit hjerte, der galoperede i topfart og min vejrtrækning, der var blevet ustabil og ukontrolleret.

"Du må ta den da," sagde Tinus, som tydeligvis ikke havde fattet, at jeg ikke havde lyst, selvom han havde set min tøven. Han rakte den frem mod mig igen og vippede lidt med armen, for at rette min opmærksomhed mod hans hånd. Det virkede. "Det er jo mammaen din".

Jeg rystede stift på hovedet og ventede på, at han enten ville give op, eller at den ville stoppe med at ringe. Ingen af delene sete ud til at ville ske indenfor nærmeste fremtid. Tinus løftede øjenbrynene, forvirret over min reaktion på et simpelt telefonopkald fra en af de personer, der burde være en af mine yndlingspersoner. Men det var hun ikke.

Jeg sad i mine egne tanker, da jeg hørte Tinus' stemme, som ikke var rettet mod mig. "Hallo, det er Math-... ias,". Næsten kunne jeg fornemme min mors undrende stemme gennem telefonen, men i virkeligheden kunne jeg ikke høre noget overhovedet. Mit blik holdte jeg fast på Mathias, afventende på hans reaktion på min mors ord, kun han havde adgang til at høre. Der gik lang tid, før der skete noget, og panikken begyndte at sprede sig endnu mere, end den havde gjort før. Nejnejnej Mathias, tænkte jeg, og nåede knapt nok at tænke tanken færdig, før han kneb øjnene sammen og endnu engang rynkede brynene. "Jo, hun er her," sagde han, og trak sine læber sammen i et mærkeligt, stift smil. I en hurtig bevægelse fjernede Tinus telefonen fra sit øre, og ud af ingenting sad jeg med den i hånden. Med hans hjælp fra hans hånd på min, førte vi den i fællesskab op til mit øre, hvor min mors stemme mødte mit øre efter en uge, eller deromkring, uden, at vi havde givet hinanden nogen tegn på, at vi stadig var i live - der havde ikke været nogen som helst form for kommunikation. Og det var sådan, jeg helst ville have det, ærligt.

"Clara, kan du lige gå et andet sted hen?" Herligt. Ikke engang et hvordan har du det, eller går det godt. Ikke engang et hej. Et tungt suk forlod mine læber og jeg rejste mig fra min skrivebordsstol og bevægede mig ud i gangen. Ud af øjenkrogen skimmede jeg kort, at Tinus var monster forvirret - jeg dømmer ham ikke. Hvad, der var så vigtigt, at han ikke måtte høre det, havde jeg ufatteligt svært ved at finde ud af, og jeg måtte nok bare ende med at give fuldstændig op. Jeg kunne ikke regne det ud.

"Clara, hvad laver en nordmand i vores hus, og hvorfor er du sammen med ham?"

Aldrig havde jeg forestillet mig, at hun ville være så ligeud og direkte, som hun var. Det var lige før man skulle tro, hun var fremmedhadsk, men det ville give absolut ingen mening med det arbejde, hun havde, hvor hun hele tiden skulle rejse og møde nye mennesker.

"Det er Mathias," hviskede jeg ind i telefon, med en mærkelig forhåbning om, at hvis jeg hviskede, ville det ændre mine ord og hendes syn på dem. "Han er min ven,". I lang tid var der komplet stilhed i begge ender, lige bortset fra den svage summen, der var kommet af den kæmpe afstand mellem os. "Hmh, jeg kommer hjem om et par dage. Din far bliver her lidt længere tid. Vi ses, Clara!"

Så lagde hun på, gad ikke mere. Ganske vidst var jeghverken tæt med min mor eller min far, men jeg havde trodsalt kendt dem i 15 oget halvt år. Min mor var enten fornærmet eller forvirret. Nok en blanding, skaldu se. Og nu ville hun sætte sig ned og tænke. Overtænke, nærmere sagt. Forlige meget, hvor lidt jeg havde lyst til det, var jeg af hendes kød og blod, ogdesværre havde jeg arvet hendes ting med at overtænke.
____

{vote, del, kommenter}
♡
812 ord
♡

TUSIND TAK FOR TUSIND READS!

Xx pigefradk

Udgivet: 07/06/18