✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

NIOGFYRRE

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 49 - Ivrige samtaler
"Friendship is ... the ability to talk nonsene, and have that nonsense respected..."
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

"Ej, nej nej nej. Hallo, Tinus. Du skal lige høre det her, ikke ogs'-" startede jeg ud, og gjorde mig klar til at lukke det vandfald af ord ud, som tikkede som en bombe i halsen på mig.

Tinus var på mystisk vis kommet tilbage morgenen efter. Rettelse. Det var ikke mystisk. Han havde bare været hjemme ved sin egen familie i et døgns tid. Bebrejdelse fra min side var der skam ikke; hvad skulle han have ud af at være i mit hus? Tinus havde været alene hjemme her før, og det virkede da også til at have gået helt fint, men nu var min mor her. Hvilket vil sige, at hende slap vi for om ganske få timer.

Præcis som i går tonsede hun rundt og pakkede halvdelen af huset ned, til trods for at hun allerede havde pakket langt det meste i går. Men det var hendes ting; det måtte hun selv styre.

Inden jeg nåede længere, var han kommet mig i forkøbet og havde stillet mig præcis samme spørgsmål, som jeg selv skulle til at svare på: "Hvordan var konserten?"

Jeg grinte kort over tilfældet og blev med ét seriøs igen. "Ej, det var sygt mærkeligt. Vi stod udenfor og ventede i alle de der timer, og så begynder de at gå over tid - altså med at åbne dørene, så flok bliver helt mærkelige. Og så kommer der vagter ud - altså det var mega underligt - og lige så stille begynder folk at hviske til hinan-. Nej, vent. Vagterne er ikke kommet ud endnu. Men folk begynder i hvert fald at hviske til hinanden og hive deres mobiler frem. Og inde på instagram har deres manager eller sådan noget skrevet, at koncerten lige pludselig var aflyst!" Fortalte jeg hurtigt og kludret, utrolig ivrig efter at lade ham vide alle detaljer om min dag i går. Overraskende nok var han slet ikke lige så hyper og forundret over det, som jeg selv var, men sad blot og rystede på hovedet med et grin.

"Herregud, hvor rart..." mumlede han og kiggede på mig, som stadig havde lyst til at eksplodere i et hav af ord og indviklede sætninger, der ville komme ud af munden på mig i så høj en fart, at han ville have svært ved at følge med.

"Mhm, mega! Og så kommer der vagter ud og forsøger at smide os væk fra grunden, men folk nægter at flytte sig, og alle græder, og der er bare kaos over det hele. Og ingen af os kan rigtig komme væk derfra, for der er den her kæmpe kø! Altså, vi taler, den var flere kilometer lang!" fortsatte jeg, som forventet utrolig hurtigt, og jeg var endnu ikke færdig. Faktisk kunne jeg godt læse på Tinus' ansigtsudtryk, at jeg for længst havde tabt ham, men jeg lod være med at lade det påvirke mig.

"Og det er jo også bare mærkeligt, for der var slet ikke nogen begrundelse for det. Det var bare sådan: koncerten af aflyst. Og så stod man der: Øhh... okay. Hejhej, så. Altså, det var mega mærkeligt."

Jo, jeg havde helt bestemt tabt ham, for der kom ingen reaktion fra ham. Overhovedet. Stirrende sad han og havde igen fundet en meget flot plet, som han kiggede på.

For at få gang i ham igen, spurgte jeg ind til hans dag i går. Efter et par minutters talestrøm var jeg blevet alt for opstemt og kommet alt for meget op og køre til at kunne sidde i stilhed.

"Oja... Ehm, jeg vet ikke hvordan, jeg skal si det, men, du vet, du glemte mobilen din." Startede han ud, og skulle til at fortsætte, da en knækkende lyd lød fra hans hånd. Den kom fra hans fingre, som han i ren og skær nervøsitet var begyndt at knække og pille ved. Det lod dog ikke til at genere ham, og han talte videre. "Og jeg tenkte, jeg må huske å gi den til deg. Så jeg la den på kjøkkenbordet, men jeg skulle koke vann, og kom til å spille på den, så den ... døde."

Et frastødt udtryk havde banet sig vej ind over hans ansigt, og øjnene i Tinus' hoved lyste af nervøsitet. Egentlig lagde jeg ikke specielt meget mærke til, hvad han sagde, men mere måden han agerede undervejs.

Et tørt, fremprovokeret grin fandt vej ud over hans læber og ud i det stille rum omkring os. "Men, du vet, heh. Det var jo ganske heldigt, at vi fik sikkerhetskopieret telefonen, ikke sant?"

Med det samme ordene var ude, lignede han en, der havde slugt noget, han ikke måtte. Sagt noget, han ikke skulle. Men igen, lagde jeg ikke mere i det end bare nervøsitet.

____

{vote, del, kommenter}

♡

781 ord

♡

HUSK GERNE AT STEMME :)

Noget, der er værd at se, på netflix? Hehhe xD

Xx pigefradk

Udgivet: 06/10/18