✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

FEMTEN

LÆS LIGE:

Er det kun mit Wattpad, der er totalt messed up lige nu?? Fx når jeg vil tjekke hvor min bog ligger ift. rangering, så trykker jeg på denne der knap ting-ting ude i siden, hvor alle mine rangeringer gerne skulle være, men når jeg kigger på dem, siger den, at bogen ligger nummer 94, og rangerings-ting-tingen har ikke ændret sig i sådan en uge eller to, hvilket den plejede at gøre hver dag. Hvis jeg så går ind under FanFiction fx og scroller ned på siden, finder jeg den (i skrivende stund) som nr 63, hvilket jo så ikke giver mening... Er der andre, som også oplever det, eller er jeg Palle alene i verden, hehhe?

(svar meget gerne;))

 {don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 15 – Matematik

"Dear Math. Please grow up and solve your own problems. I'm tired of solving them for you"

♡ 

CLARA LYBÆK NIELSEN

En sjælden gang i mellem følte jeg for at cykle i skole. I dag var sådan en dag. Min morgen havde været utrolig nem, fuldstændig fri for besvær. Vintersolen stod højt på himlen, selvom vi var i slutningen af januar, og den sne eller regn, der måtte være, var ikke til at finde spor af i dag. Det var næsten som om, den aldrig nogensinde havde været her. Det tegnede til at blive en god dag.

Jeg var allerede henne på skolen tyve minutter før, klokken ville ringe, og undervisningen ville starte. Vi skulle have matematik i første time, hvilket betød, at jeg højst sandsynligt ville komme til at arbejde sammen med Smilla.

Siden jeg var den eneste, der gad befinde sig i vores klasselokale så tidligt om morgenen, valgte jeg for første gang i lang tid at tjekke min snapchat. Jeg ville overdrive, hvis jeg sagde, at det væltede ind med uåbnede snaps, for det gjorde det ikke. I hvert fald ikke i forhold til mange andre af mine jævnaldrende. Alligevel blev jeg overrasket over at se, at jeg overhovedet havde fået snaps fra andre end Smilla, som var fast besluttet på, at vi skulle have streak, skønt jeg var på snapchat en gang om ugen. Der var også snaps fra nogle andre piger i klassen, nogle enkelte drenge og andre, jeg havde mødt forskellige steder. Jeg åbnede Smillas først, mens jeg ventede på, at hun om lidt ville komme gående ind ad døren. De første mange billeder, hun havde sendt var bare almindelige billeder, efterfølgende, da hun sikkert begyndte at give en lille smule op på at sende billeder personligt til mig, kom en masse streaks. Det sidste billede, hun havde sendt, var et billede af sig selv, hvor hun i en sort tekstboks havde skrevet "Clara, din ko, så svar mig da". Jeg grinte lidt for mig selv og skulle til at svare hende, da jeg kom til at se på dagen, der stod uden for hendes navn. Modtaget 3 dage siden. Ups. Jeg opgav at svare hende og vendte i stedet tilbage til at vente på hende.

Klokken tre minutter over otte lød et bank på vores lukkede dør. Timen begyndte for tre minutter siden, og matematik-Søren var allerede i fuld gang med at forklare et eller andet om Pythagoras læresætning, og han stirrede olmt mod døren, da Smillas ansigt kom til syne, og hun stille og roligt listede hen til sin plads, efter hun havde mumlet et svagt undskyld jeg kommer for sent. Det var næsten morsomt, hvordan hun opførte sig som en lille mus – men der var heller ikke noget at sige til det; vi var alle sammen en lille smule bange for matematik-Søren.

Da vi skulle ordentligt i gang med timen og rent faktisk selv skulle lære noget, i stedet for bare at lytte til Søren, der selv var fuldstændig overbevist om, at han var Jordens mest interessante person, selvom ingen i virkeligheden havde lyst til at høre på ham og kun blev siddende, fordi vi absolut skulle det, satte Smilla og jeg os ud på gangen. Måske kom det af, at vi i de mindre klasser altid flygte væk fra lærerne, men gangen befandt vi os næsten mere på, end vi gjorde i vores klasselokale. Da vi havde sat os ned, sagde Smilla ikke noget som helst, hvilket var utrolig usædvanligt for hende; hun havde altid et eller andet på hjerte, dog var det langt fra altid, det var vigtigt, men hun var typen, som kunne starte en samtale med alle, uden at gøre den akavet.

"Hvad så, Smilla. Er du okay?" spurgte jeg, da hun efter to minutter stadig ikke havde startet en samtale. Hun kiggede træt på mig og vippede hovedet til siden. "Min søster ikke ogs', hun vil åbenbart til koncert med de her svenske drenge, og hendes veninde sælger nogle billetter, hun havde i overskud, så hun brugte seriøst hele dagen i går på at plage vores forældre om at må komme med til den. Altså, vi taler til det punkt, hvor hun prøvede at bestikke mig, for at få mig til også at plage," fortalte hun modløst og fortsatte: "Og hun blev ved med at tale om dem i morges, jeg får seriøst stress! I nat sov jeg 6 timer. 6 timer, Clara. Ligner jeg en, der kan holde en hel dag på så lidt?"
Smilla fik hurtigt fikset et ansigtsudtryk, som passede til hendes retoriske spørgsmål. Jeg rystede grinende på hovedet. Grinende, fordi jeg kom til at tænke på, at jeg til at starte med også havde troet, at Tinus var svensker. Åh gud, det havde været så akavet, da han sagde, han var fra Norge. "Eller også er de nordmænd?" tænkte Smilla højt, og smilet, der var solidt placeret i mit ansigt ved tanken om min bedste ven, blev kun større nu. Geografi var helt klart ikke vores stærke side.

___

{vote, del, kommenter}

♡
809 ord
♡ 

Shiiiiiet man, det her er kedeligt:////  

Læs lige forfatterbeskeden i starten;)

Xx pigefradk

Udgivet: 11/06/18