✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

TOOGTYVE

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 22 - En opringning
"Never tell a girl to calm down"
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

"Kan jeg sjekke noe på mobilen, Clara?"

Vi var begge to gået ind igen, og siden det nærmede sig spisetid, var jeg i fuld gang med at kigge i vores køleskab efter aftensmad, men ingenting var spændende. En ekstra gang besluttede jeg mig for at lade mit blik glide ned over køleskabets hylder. Nej, stadig intet interessant. "Clara?". Først da han igen forsøgte at få mig til at svare på hans spørgsmål, gik det op for mig, at jeg slet ikke havde svaret i første omgang. Jeg havde jo hørt spørgsmålet, men jeg måtte have været for langt væk i min egen mad-bobbel, og i stedet bare tænkt svaret i stedet for at lade ordene flyde ud i rummet. "Ja, du tager den bare," svarede jeg hurtigt uden at tænke videre over det, for jeg ville allerhelst have styr på aftensmaden - derfor var mit svar utrolig ugennemtænkt. For selvfølgelig havde jeg lagt den om i min baglomme på mine jeans. Og nu bad jeg ham altså næsten om at tage den. Akavet alligevel.

Et kort grin kunne høres omme bag ved mig og fra mine ikke eksisterende øjne i nakken kunne jeg næsten se, hvordan nordmanden stod med et kækt, selvtilfredst smil smeltet fast i hovedet. "Ja, det skulle du like, hva?" Jo, helt bestemt selvtilfreds måtte han være. Det strålede jo langt ud af drengen, for pokker.

Mine kinder blev sikkert en dyb, mørkerød farve i takt med at flovheden kom krybende og stille bredte sig til hver eneste celle i min krop. Det var et held, jeg stod med ryggen til ham. "Tinus, jeg skal altså finde aftensmad." For at han ville have mindre tid til at få øje på mine røde kinder, var det hurtigt jeg fik vendt mig om og viftet med hænderne, for at få ham til at træde et skridt eller to væk fra bordkanten ved siden af vasken, som han havde lænet sig op af. "Clara? Svar meg da," han grinte stadig, og samtidig med at flovhed spredte sig rundt i mig, kunne jeg nu også mærke en lille snert af vrede eller irritation brede sig dybt inde fra mit bryst. Jeg var virkelig ikke i humør til det her. "Jeg bare tuller, slapp av".

"Er du sint?"

Min gestus med hånden og lettere firkantede bevægelser måtte have skræmt ham på en eller anden måde. Hans stemme var i hvert fald ikke fyldt med flabet jeg-driller-dig, som den var for blot et halvt minut siden. "Nej, jeg er ej". Egentlig var jeg efterhånden så irriteret, at jeg allerhelst ville hæve stemmen for at banke min holdning ind i hovedet på ham, men det blev til et irriteret suk i stedet.

"Du er jo det." Selvom det var ment sødt, rart, var det ikke tidspunktet. Og det blev ikke bedre, da han kom stillede sig om bag mig og pludselig havde sine arme på begge sider af min hals, mens hans hage hvilede på min skulder og han vippede os frem og tilbage. Det var ikke kun fordi, han allerede havde sat mit pis en smule i kog, men jeg havde aldrig været på fysisk tæt på en dreng før, så intim med en før. Og jeg vidste derfor ikke, hvordan jeg skulle reagere på det. Hvad betød det overhovedet? Måske var det bare sådan et: "hey, du er min ven"-omvendt-vugge-kram, som jeg en sjælden gang i mellem lavede med mine veninder - og det ville altså sige, at det var dem, der krammede mig. På den anden side havde jeg udover dem med mine veninder kun set en dreng og pige vugge frem og tilbage på denne her måde en eneste gang før, og de var altså kærester. Ikke en fløjtende fis var kørende mellem Tinus og jeg. Det troede jeg da ikke i hvert fald. Dog havde han et par gange for kort tid siden været ekstra ... nærgående og sød, kan man vel sige. Gjorde det mig noget? Et blankt nej. Det var ikke engang sikkert, han lagde noget i det, og hvis han gjorde, var det sikkert alt andet end ment på den måde, jeg tolkede det på. Åh gud, var jeg blevet så desperat?

Da han fjernede sig fra mig et ganske kort øjeblik, blev jeg med det samme revet ud af min trance med alt for forvirrede tanker, og min hals, der før havde været omfavnet, føltes nu bar og kold. Dog skulle der ikke gå lang tid inden hans ene arm slyngede sig om mig igen, denne gang rundt om min talje, hvorefter han stillede sig ved siden af mig. I et snuptag var min mobil også oppe af min lomme, og jeg kiggede besynderligt på ham. Havde han ikke lige været næsten benægtende, da jeg selv foreslog det? Men fair nok. Et skævt smil med lukket mund blev sendt i min retning, og med sit ufattelig dårlige dansk forsøgte han at få Siri på min telefon til at ringe til et pizzabud.

___

{vote, del, kommenter}

♡

825 ord - Det her kapitel slutter mega brat, lol

♡

Jeg har ikke været hjemme siden lørdag, og egentlig var det meningen jeg skulle gemme et kapitel som kladde (og jeg havde endda også skrevet det), for så at udgive det tirsdag, men selvfølgelig får jeg det ikke "overført" til Wattpad (jeg skriver i word), så derfor opdaterer jeg først igen nu:) Lol, jeg er træt og det der var monster forvirrende, ahahha.

Xx pigefradk

Udgivet: 05/07/18