✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

ENOGTREDS

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 61 - en forsvunden svensker
"You can't run away from home without destroying somebody's world"
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Lige som jeg var begyndt at tro, at Smilla og jeg for alvor var ved at glide fra hinanden, hev hun fat i mig i et frikvarter, hvor vi ellers havde snakket med nogle andre veninder begge to.

"Hallo, Clara. Prøv lige, en af de der svenskere er væk."

Nærmest råbende, fyrede hun informationerne direkte op i hovedet på mig, efter hun havde trukket mig med ned på toilettet og sikret sig, at ingen var i nærheden. Pudsigt egentlig, når det jo som sagt var frikvarter, og en masse af børnene fra de mindre klasser normalvis gemte sig herinde, fordi det var deres eneste mulighed for at være indenfor i frikvartererne. Rettelse: hun råbte ikke, hun lød bare utrolig ivrig, og hun havde hævet stemmen en smule.

"Hvad mener du? Hvad sker der, Smilla?"

Mest af alt var jeg bekymret for hende; hver evig eneste gang, hun havde nævnt den svenske duo, havde hun nævnt det på en måde, som altoverskyggende viste, at hun var så uinteresseret som man overhovedet kunne være. Og det ville så sige, at det var sådan det havde været nogle gange. Faktisk, ved nærmere eftertanke, var det vistnok mere end regel, end en undtagelse, at hun reagerede sådan her... Underligt, når hun med ord gjorde så meget for at understrege, at hun var ih og åh så ligeglad med dem. Men det måtte hun selv om.

"Jeg siger til dig, at en af de svenskere, vi skulle have været til koncert med, er fucking væk, okay? Han er stukket af hjemme fra, Clara. Prøv lige at overveje, hvor meget det her ødelægger deres karriere."

Jeg kiggede på hende, på en anden måde, end jeg nogensinde havde gjort før. Smilla og jeg var forskellige på mange punkter, og havde egentlig altid været det, men vi havde altid været på bølgelængde alligevel. Det var vi ikke lige nu.

Landet lå sådan, at der var en svensk gut, som var stukket af hjemme fra, og det eneste, hun tænkte på, var, hvordan det i en negativ retning ville påvirke hans karriere. Hvad skete der for menneskeligheden? Det kan godt være, der sad fyrretusind fans - eller hvor mange drengen nu havde - og græd sig selv i søvn, fordi ingen vidste, hvor han var, men af den grund gjorde det ham ikke anderledes. Der sad stadig en stakkels familie derhjemme, og intet anede. I teorien kunne drengen være død, og ingen ville vide det. At han havde fans, medvirkede kun til, at der var flere der fra start af, var informerede omkring det, men det var kun i starten. Snart ville nyhederne være spækket med artikler derom, og så var der ingen i Sverige, som ikke kendte til det.

Jeg var et raseri af følelser, der strømmede rundt i kroppen, langt hurtigere end fartgrænsen tilladte det. Et suk løsnedes fra mit bryst, kom ud i verden. Jeg havde ikke engang lyst til at snakke mere med Smilla lige nu. Og heldigvis for mig ringede klokken og redede mig fra situationen.

Jeg var som i en underlig tåge resten af dagen. Der var i den grad plantet et frø i mit hoved, og allerede nu var det begyndt at spire og blomstre. Al min opmærksomhed gik til svenskeren, men jeg syntes ikke at kunne finde noget på nettet lige meget, hvad end det var, jeg søgte på. Heller ingen af de danske hjemmesider, jeg var inde på, havde skrevet noget som helst om det. Derfor gav jeg op på at finde ud af det. Det var med sikkerhed ikke noget, Smilla havde fundet på selv. Det var ... Hun var bare ikke typen, der gjorde sådan. Og især ikke om sådan et emne, i denne her grad af seriøsitet.

____

{vote, del, kommenter}

♡

619 ord

♡

har jeg nogensinde fortalt, hvor meget jeg hader kælenavne?:))) det piner mig at skulle skrive "tinus" og ikke Martinus ... oh well.

-

Har du et kæledyr? Jeg har ikke, desværre:(

Xx pigefradk

Udgivet: 08/12/18