✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

FIREOGFYRRE

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 44 - stilhed før stormen
"Fear the silence before the storm"
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Jeg synes selv, vi var der utrolig tidligt, selvom vi havde holdt ind et par stedet på vejen, og det havde forsinket os. Det kunne godt være, de kunne holde sig selv kørende på ren entusiasme og spændthed, men min mave var begyndt at rumle, og da Smillas og Maries far begyndte at lede efter en tankstation, han kunne købe kaffe hos, tilbød han også os et par smurte rundstykker. Det betød, at klokken var 11 eller sådan noget i den stil, da vi trillede ind mod den store arena.

Det med at være tidligt på den, var dog åbenbart ikke den holdning, mange her havde. Der var allerede et par tusind mennesker, ville jeg tro. Ej, okay, jeg vidste det ikke, men mange var der i hvert fald. Køen var allerede virkelig lang, og en masse fordansket svensk lyrik lød rundt omkring, fra alle sider. Også et par engelske sange kunne høres fra højtalere i alle retninger, men det hele var for stort et rod til, at jeg kunne holde fokus på noget som helst. Faktisk snurrede det hele lidt, og jeg følte mig mærkeligt til mode. Hovedpine var begyndt at melde sin ankomst, og vi havde ikke været her mere end fem minutter. Skeptisk skævede jeg mod mængden af mennesker foran mig, hovedsageligt piger i alle aldre. Overraskende var der en masse piger på min egen alder, også ældre end mig. Hvad lavede de til en børnekoncert? Synes de ikke, det var pinligt? Måske var det i virkeligheden mig, den var gal med?

10 minutter i køen, og jeg gad ikke mere. Det var forfærdeligt. Folk skreg og grinte og havde det hyle morsomt. Normalt havde jeg det fint med at andre, som var højlydt glade, men lige nu var jeg simpelthen for træt til det. Jeg ville tjekke klokken, men da min hånd ledte efter min mobil i baglommen, stødte den på en tom baglomme. Intet andet. Lettere undret ledte jeg i min anden lomme, som også var tom. Heller ikke min jakkelommer havde min telefon i sig. Som jeg ledte i lomme efter lomme, blev jeg mere og mere urolig. Heller ikke min taske var den i. "Øh, hvad fanden?" mumlede jeg, da alle mine lommer var ledt i gennem, og der hverken var spor af selve telefonen eller den power bank, jeg var sikker på at have pakket. Hvor var det henne? "Smilla, har du set min telefon?" spurgte jeg oprevet, da jeg igen ledte min skuldertaske igennem, i mærkelig forventning om, at den bare legede gemmeleg og ville dukke op om lidt.

"Nej, er den væk?"

Jeg nikkede irriteret og sukkede tungt, da det endelig gik op for mig, at jeg ikke havde fået den med herhen. Pokkers. Den måtte være efterladt derhjemme.

Smilla og jeg besluttede os for at sætte os ned, da pigerne begyndte at finde en eller anden malingsting frem, og tegne de M'er, de havde på kinderne, op, hvorefter de tegnede farverige prikker omkring øjenbrynene og panden.

"Husk der også skal være plads til at der kan stå noget," sagde en af Maries veninder, og Marie, som selv var ved at pynte hende, nikkede bekræftende.

"Bare Mac med sort, eller hvad?" spurgte hun, og nu var det venindens tur til at nikke. "Ja."

Bogstaverne m, a og c blev skrevet med store, fede bogstaver. Mac, dannede de. Marcus og Mac, måtte drengene altså hedde. Det gav også bedre mening i forhold til, at det kun var M, der stod på kinderne. Logisk, alligevel.

"Kommer du, Clara?" spurgte Smilla, og klappede på tæppet ved siden ad sig, som tegn på at jeg skulle sætte mig ved siden af hende. "Hvad siger du til The Hunger Games maraton, mens vi venter?" Et kækt smil banede sig vej ind over hendes ansigt, mens hun fandt sin computer og et par høretelefoner frem. Jeg grinte kort; Smilla kendte mig for godt. Lige efter jeg satte mig ned, svang hun i en hurtig bevægelse en pose slik op af lommen.

Så sad vi der, side om side, time efter time, mens vi ventede på at blive lukket ind. Måske tænker du ikke, at det var hverken roligt eller stille på nogen måde med skrigene i baggrunden, men jeg sad i min egen bobbel og lagde faktisk slet ikke mærke til det, som tiden gik. Egentlig forstår jeg dig godt, hvis du ikke kan få det til at give mening, for det kunne jeg heller ikke selv. Det her, køen, det var stilheden før stormen. Og stormen? Den kom nu.

____

{vote, del, kommenter}

♡

736 ord

♡

HUSK GERNE AT STEMME :)

Ananas på pizza - for eller imod?

Xx pigefradk

Udgivet: 13/09/18