✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

SYV

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 7 – Get to know ya, del 1

"Oh, I just wanna get to show ya, show ya, show ya
That I just wanna get to 
know ya"
♡
CLARA LYBÆK NIELSEN

Aftenens mørke begyndte at sænke sig over den lille mini-put by, jeg boede i. Tinus var her stadig – og som jeg sagde tidligere, var han velkommen til at være her så længe, han ville. Selskab var selskab, og jeg manglede det i min fritid. Det kunne jeg ikke benægte. At det så kom fra en, jeg aldrig havde mødt før, kunne jeg ikke gøre noget ved, men ikke desto mindre havde jeg det ufattelig rart og komfortabelt. Nordmanden, som sad i den anden ende af sofaen, rykkede sig en smule tættere på mig, alt i mens han vendte sig mod mig i stedet for fjernsynet, vi havde sat til at køre. "Du, Clara?" Jeg vendte blikket mod Tinus, som bare kiggede på mig. "Mhm?"svarede jeg uopmærksomt og vendte blikket tilbage mod fjernsynet, som var stillet på DR1. Ikke det smarteste, hvis jeg havde en plan om at komme til at lære ham at kende.

"Hva driver du egentlig med i fritiden din?" spurgte han, og fangede min interesse nok til, at jeg flyttede blikket fra et gammelt afsnit af Den Store Bagedyst til Tinus og fastholdte det der. Hvad betød det egentlig, at drive med noget? Jeg rynkede forvirret mine øjenbryn sammen. "Sånn ... Hva gjør du i fritiden din?". Denne gang var det meget nemmere at forstå: hvad gør du i din fritid? Ingenting. Det var egentlig svaret, men det kunne jeg da ikke sige til ham? Hvad ville han ikke tænke, hvis det var det håbløse svar, jeg gav ham? Måske ville han tænke, at jeg var totalt mærkelig; 15 år gammel og stadig ingenting at lave ud over lektier og en gang i mellem holde The Hunger Games maraton med min dyne og en pose slik. Og det kunne jeg i hvert fald slet ikke sige! Måske ville han tænke, at jeg ikke havde nogen venner. Så ville jeg svare ham, at jeg havde en masse venner, men ville på den måde også lyde desperat. Og det var i hvert fald helt sikkert; han skulle ikke se mig som mærkelig og desperat. Måske ville han tænke, at jeg var en nørd, der ikke gik op i andet end min skole? Derfor trak jeg bare på skuldrene og vendte spørgsmålet mod ham.

"Jeg spiller fotb ... eh, floorball." Tinus fjernede sit blik fra mig og kiggede direkte ud i luften, mens han trak munden op i en mærkelig sammenkrølning. Mellem sine øjenbryn dannede han også en rynke, som jeg havde gjort det for ganske kort tid siden. Han tænkte, overvejede sit svar. Og så udvidede han det: "og synger en smule,".
Overrasket kiggede jeg på ham. Jovist var han ikke bleg af sig, og der måtte uden tvivl være mere bag hans smarte facade, som han stillede op, hver gang han havde muligheden, men forventet at se sådan en side af ham, var kommet fuldstændig bag på mig. Oppe i hovedet kunne jeg ikke få det til at hænge sammen, at den sårbare hættetrøjedreng, der bankede på min dør med øjnene fulde af tårer, fordi hans onkel og tante havde skændtes, på samme måde åbnede sit hjerte op og sang. Han virkede ikke som typen, der frivilligt gjorde sig sårbar.
"Men det er ikke noe stort eller vilt eller noe!" Da Tinus havde set mit ansigt, var han ufattelig hurtig til at fastgøre sin pointe. Hvorfor, det var så vigtig for ham, at jeg skulle vide, at det hverken var noget vildt eller voldsomt, var jeg overhovedet ikke sikker på dengang. Det er jeg nu.

For at det ikke skulle være løgn, fortsatte vi hele aftenen med at stille hinanden spørgsmål ... eller, det var faktisk mest ham, der stillede mig spørgsmål, som jeg uddybede til det punkt, jeg følte mig bedst tilpas med, og så vendte jeg et par gange spørgsmålet mod ham. Jeg var ikke dum, og det var han heller ikke. Vores venskab var nyt, og selvom jeg allerede mente, jeg havde lært ham overraskende godt at kende, taget i betragtning af vores situation og det lille antal dage, vi havde kendt hinanden. Derfor skulle jeg ikke bruge mange hjerneceller på at regne ud, at han måske heller ikke uddybede svarene så meget, som han kunne. Men det var okay. Vi var ved at lære hinanden at kende, og det var ufattelig vigtigt, hvis vi skulle blive ved med, at fortsætte vores sære lille venskab.

____

{vote, del, kommenter}
♡
730 ord
♡
Der kommer endnu et kapitel med det her "get to know ya"-halløjsa. Der er faktisk måske ikke så meget "lær-hinanden-at-kende"-tingting i kapitlet, som jeg havde håbet på, men jeg vil gerne undgå for mange citater:)
Xx pigefradk

Udgivet: 23/05/18