✓ | HEY YOU {martinus gunnarsen fanfiction}

ELLEVE

{don't be a ghostreader - vote, del, kommenter<3}

Ikke rettet

____________________________________________________________

Kapitel 11 - Bedste venner

"Best friends are hard to find, because the best is already mine"

♡

CLARA LYBÆK NIELSEN

På badeværelset skyndte jeg mig at børste tænder, klæde om, tisse og redde mig hår, som jeg derefter satte op i en fletning. Derefter skyllede jeg hurtigt mit ansigt med noget vand og vaskede det med en scrub, før jeg vendte snuden mod mit værelse.

"Var det en fin tur på dusjrommet?" Med det samme jeg kom ind ad døren til mit værelse igen, havde Tinus vendt al sin opmærksomhed mod mig. Et kort grin lød fra mig af hans fine bemærkning, og jeg nikkede med et skævt smil plantet på læberne, mens jeg greb fat om min telefon, som han holdte frem mod mig. "Tak," smilte jeg og satte mig på min sengekant, hvorfra jeg kunne sidde med front mod Tinus.
"Hvad sagde din tante?"

Tinus trak på skuldrene og svarede: "Hun bare sa, det var det samme, som før... Takk igjen, for at jeg må bli her", og som det krammedyr, jeg efterhånden havde fundet ud af, at Tinus var, åbnede han igen sine arme ud, og lagde på den måde op til et kram, som jeg gengældte. Han var trods alt min bedste ven. Nu fik jeg det til at lyde som om, jeg kun krammede ham, fordi vi var så gode venner, som jeg selv synes, vi var, men jeg ville gerne kramme ham! Derfor gjorde jeg det også. "Selvfølgelig," mumlede jeg undervejs i krammet, som vi kort tid efter trak os fra. Et par brune øjne mødte mine, som de havde gjort så meget før. Forskellen var bare, at jeg de andre gange havde sagt, at de var pæne - hvilket de bestemt var - men først nu gik det op for mig, hvor meget jeg rent faktisk nød at kigge ind i dem, og hvordan jeg langsomt lod mig glide mere og mere ind i dem. Lukkede alt omkring mig væk, og fokuserede kun på hans øjne, der havde låst sig til mine. For pokker, hvor kunne jeg se ind i dem længe. Det var som om, at selvom jeg ganske vist ikke havde kendt Tinus særlig længe, kunne jeg sagtens se ind i hans øjne og tydeligt se, at selvom ingen af os sagde noget på tidspunktet, fortalte hans øjne mig mere end tusind ord, og med det smil, der voksede, blomstrede frem på hans læber, som en rose skyder op af jorden, når foråret kommer. Han læste mig, og jeg læste ham. Han var min bedste ven.

Klokken halv 10 lå vi i hver sin seng med lyset i loftet slukket og fuldkommen stilhed i rummet omkring os, ligesom der havde været for ikke så forfærdelig lang tid siden. Heller ikke denne gang gjorde det mig noget, og mest af alt nød jeg det faktisk. Der gik lang tid for en af os sagde noget, og da Tinus følte for at bryde stilheden, var hans stemme lav og en smule rusten af ikke at have været brugt i noget tid: "Har du noensinne prøvd-".

Han hviskede, men alligevel var det nemt at høre, at han stoppede sig selv. Klart som glas. På sengen jeg lå på, vendte jeg mig om, så jeg nu lå på siden med hovedet pegende mod hans og mit ene knæ bukket op under mit bryst. Jeg ventede på en fortsættelse. Tinus lå på madrassen ved siden af mig og trak vejret tungt, mens han kiggede ned på noget, der fra mit synspunkt, lignede et bestemt spot nede på gulvet. Armene havde han foldet ind under hovedpuden og han lå på maven.

"Har du noensinne møtt en person, og uten du visste det, var denne personen plutselig en av dine favorittpersoner?"

Det måtte helt bestemt være et meget flot spot, han havde fået øje på, for han fjernede ikke blikket fra det, overhovedet, selvom det, med de ord, han lukkede ud, havde været naturligt for ham at kigge op. For ærligt, så følte jeg, at det var mig, han snakkede om. Jeg var næsten overbevist om det.

Jeg svarede ham ikke, han kendte alligevel godt mit svar. Heller ikke han sagde noget, og stilheden flød ud i rummet, indtil han for anden gang indenfor kort tid, brød den:

"Du er min beste venninne, Clara."

____

{vote, del, kommenter}
♡
694 ord
♡
Jeg har haft det sååå svært ved at skrive det her kapitel! Og jeg ved ikke hvorfor, men måske fordi det i starten var meningen, at det skulle ske noget andet, end der kom til at ske, fordi jeg ikke syntes, det passede ind nu? Idk. 

Xx pigefradk

Udgivet: 03/06/18