Forelsket i hans bror

Jeg har en bror

Drengene har lige sunget elektrisk og er færdige. De kommer løbende ud. Dejlig svedige drenge som løber over og krammer mig. Lækkert. En hver piges drøm. "Kunne du lide sangen" spørger Marcus. "Ja den var sød" svarer jeg.

Emma kommer løbende hen til Marcus og Martinus og giver dem en stor krammer. De er den lykkeligste familie og så er der mig som ikke har nogle. Altså jo min søster er her men bor ved en af hendes veninder Stockholm. Det er ret lang væk så hende har jeg ikke.

Jeg har helt glemt at fortælle om min bror. Han er i militæret så derfor har jeg ikke set ham særlig meget. Han hedder Mathias og er 30 år. Sidst jeg så ham var for 5 år siden. Mine forældre og ham kom op og skændes fordi han meldte sig ind i militæret. Jeg savner ham utrolig meget. Jeg havde et bånd med ham. Et rigtig kærligt bror og søster bånd. Jeg løber væk fra dem og udenfor. Jeg ved ikke helt hvor jeg er men der er en lille sø. Jeg sætter mig på en bænk. Min telefon brummer og larmer mega meget. Tilsidst tager jeg den.

Marcus: Maria hvor er du. Du kan altså ikke bare løbe væk. Hvad er der galt.

Maria: Jeg kan ikke mere.

Marcus: Hvad snakker du om.

Maria: Jeres familie er bare så lykkelige og glad, perfekt og så når vi kommer til min er den splittet op. Min bror er i Afganistan med militæret og min søster bor i Stockholm.

Marcus: Hvor er du.

Maria: Jeg sidder på en bænk tæt på en lille sø.

Marcus: Vent der jeg kommer.

Efter 10 min kommer Marcus gående. "Maria kunne du ikke bare have sagt det istedet for jeg skulle gå herned" spørger han. "Hvorfor? Er du i dårlig form Marcus Gunnarsen" spørger jeg. Han hader det når jeg kalder Gunnarsen. "Nej der er bare langt" svarer han. Han sætter sig ned ved siden af mig. "Fortæl mig så om din bror" siger han.

"Han hedder Mathias og er 30. Han arbejder i Afganistan. Mine forældre blev sure på ham fordi han meldte sig til militæret så derfor har jeg ikke set ham i 5 år" siger jeg. "Det er jeg ked af at høre" siger Marcus. "Ja det er jeg også min der er ikke nogle som kan gøre noget" siger jeg og lægger mit hoved på hans skulder. "Skal vi gå tilbage til de andre. De er sikkert bekymret" spørger han. Jeg nikker bare. Vi går tilbage. Jeg forklarer Gerd Anne og Kjell Erik hvorfor jeg løb. De sagde at det var okay men at jeg skulle komme til dem næste gang.