Gymnasielivet - CITYBOIS

21 Stranden med Anthon

Jeg satte mig i sandet. Jeg sad og spejdede ud over havet. Jeg tager min telefon frem og tænder den. 12 beskeder fra Thor, om at han ikke forstod hvad der var sket. Jeg gad ikke åbne dem. Jeg ringede blot til Anton. 

Anton: Hej søde, hva så?

Mig: Anthon? Vil du ikke komme ned på stranden? Jeg ved godt det er søndag og du sikkert laver lektier, men jeg har virkelig brug for at snakke.

Anthon: Jo selfølgelig! Jeg er der om fem. Er du okay?

Mig: Kom nu bare, jeg har bare brug for en ven. 

Anthon kommer efter kort tid ned på stranden. Jeg sad i en klit, for at på mest læ. Han sætter jeg ned i sandet, og kigger på mig. "Jeg kom så hurtigt jeg kunne! Hvad er der sket?" jeg kigger ned i sandet og ser en tåre lande i sandet. Anthon ligger en arm om mig og klemmer mig hårdt ind til ham. Jeg snøfter og kigger op på ham. "Anthon, Thor inviterede Simone over. Han havde nok regnet med at jeg ville været gået da hun kom," siger jeg og kigger ham dybt i øjnene. "Ej, det mener du ikke? Jeg troede han havde gjort det forbi med hende?" siger han stille og tørrer en tårer væk fra min kind. Jeg kigger ned i sandet og nikker. "Du må ikke græde, søde" siger han og krammer mig. "Jeg troede ikke han var sådan. Han har totalt misbrugt min tillid!" græder jeg og putter mig ind til Anthon. "I havde vel ikke...?" spørger han stille. Jeg nikker og begynder at græde endnu mere. 

Efter lidt tid, hvor jeg fik styr på min gråd, og Anthon har holdt mig tæt kigger jeg op på Anthon. Han sætter to fingre under min hage. Vores læber møde, og jeg giver efter. Jeg spreder let mine læber og lader hans tunge lege med min. Jeg afviser ham kort tid efter og kigger væk. "Anthon... Jeg kan ikke det her," siger jeg og kigger ned i sandet. Han kigger spørgende på mig. "Hvad hvis nogen ser os. Jeg kan ikke. Thor og jeg har i princippet ikke slået op..." jeg kigger ham dybt i øjnene. "Undskyld, jeg kunne bare ikke modstå dig" siger han og rykker sig længere væk fra mig. "Undskyld Anthon, men jeg tror jeg må smutte hjem. Jeg er ked af det, men sådan bliver det. Og ingen må vide om det her. Heller ikke Thor!" Siger jeg og rejser mig. 

Jeg går med faste skridt hjem ad. Jeg smækker døren og løber op på mit værelse. Min mor løber efter mig og sætter sig på min sengekant. Jeg græder ned i puden og min mor aer mit hår. "Skat det er okay. Sådan er mænd, onde, følelsesløse. Det er okay" hvisker hun og kysser mig i håret. Hun sidder lidt ved mig. "Må jeg godt være lidt alene?" spørger jeg og kigger på hende. Hun smiler til mig og rejser sig. Hun åbner døren til mit værelse, "du kalder hvis der er noget" siger hun lige inden hun går ud.