Gymnasielivet - CITYBOIS

62 Gå turen

Jeg vågner med en ekstrem hovedpine. Jacob ligger helt tæt op af mig, og holder mig godt fast. Jeg fumler med min telefon, og ser at klokken er 9. Jeg får viklet mig ud af hans favn og går ud af teltet. Der er stille over hele pladsen. Alle sover, og lader op til resten af ugen. Jeg kigger ud mod stolene og ser at Thor sidder i en af dem. Han lukker pludseligt øjnene op, "Godmorgen, jeg sad lige og nød morgen solen" siger hans hæse morgen stemme og smiler til mig. "Det er jo ikke så tit man kan nyde stilheden på Roskilde" siger han og griner. Jeg har savnet det grin. Jeg smiler til ham og sætter mig over ved siden af ham. "Ej, jeg kan ikke huske meget fra i går. Jeg har det godt nok også dårligt nu" siger jeg og gnider mine øjne. "Du var også godt stiv" siger han og griner. 

Vi sidder sådan i lidt tid. Ingen siger noget. Vi nyder stilheden og den fredlige morgen. "Thor?" spørger jeg. "Vi bliver nødt til at tale sammen" afbryder han mig. "Det var faktisk det jeg skulle til at sige" siger jeg. Jeg trækker lidt på smilebåndene og rejser mig fra stolen. "Skal vi så ikke gå en tur, så vi ikke vækker de andre?" spørger jeg. Han nikker og rejser sig. 

"Må jeg starte" spørger jeg. Han nikker som et ja. Jeg tager en dyb indånding og begynder. "Thor, du skal for det første vide at jeg ikke lavede noget med nogen!" siger jeg og kigger ned på den støvede grusvej. "På baren," tilføjer jeg og fortsætter. "Lige inden du kom ud på toilettet, havde jeg lige hjulpet Jacob," siger jeg og sukker. "Vi kyssede. Men det var meget kort, og jeg tænkte på dig hele tiden!" siger jeg og kigger nervøst op på ham. "Da du så kom, ville jeg have sagt det til dig, men du ved..." siger jeg og griner lidt. Det gjorde Thor tværtimod ikke. "Jeg havde så meget skyldfølelse, så jeg blev nødt til at flygte. Det var derfor jeg sagde, jeg havde det dårligt. Jeg lavede ikke noget med nogen på baren! Det lover jeg" siger jeg og folder hænderne. "Hvorfor løg du så?" spørger han. Jeg kigger op på ham, og jeg kan se han er ved at græde. Jeg stopper op, og stiller mig foran ham. "Jeg ville ikke have du vidste om problemet der lå bag det... Jeg var gravid" siger jeg og lukker øjnene for at holde mine tårer tilbage.