Distance - Marcus og Martinus

Del 17. - erfaren?

Nogle timer senere den samme dag.

Martinus' synsvinkel.

I dag skulle vi ud i byen. Vi var faktisk allerede på vej. Laura skulle være sammen med sin familie, så det er bare os der er her.
Vi skulle bare ind og shoppe lidt.
Vi gik ud på gaden. Nogle fans kom over mod os. De ville have billeder osv. De var meget søde, men de snakkede ret dårligt engelsk så de var svære at forstå.

Vi gik videre og kiggede på tøj, men det var mest sådan nogle markeder osv der var her.

En time efter gik vi allerede hjem. Der var ikke så meget at lave, så var det alligevel hyggeligere at være på hotellet. Marcus og jeg tog en vold da vi var på værelset og så gik vi ned til sådan en slags gård tæt ved poolen. Vi spillede og hyggede os.
Vi trænede nogle forskellige øvelser som vi lige kunne komme på.
"Martinus" sagde Marcus pludselig og pejede ned mod stranden. Man kunne lige fornemme en pige dernede, men jeg kunne tydeligt se det var Laura. Det kunne Marcus så også. Jeg trak på skuldrene. "Hvad skal jeg?" Spurgte jeg Marcus. "Er der noget galt med hende?" Spurgte Marcus og kiggede ned mod Laura. Jeg trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke, skal jeg gå ned og snakke med hende?" Spurgte jeg spørgende Marcus. Ingen os var gode til det med piger haha, men Marcus sagde ja til, at jeg skulle gå derned.

Jeg smed bolden hen til Marcus, som fortsatte med at spille lidt.
Jeg gik ned forbi poolområdet og ned til stranden, hvor Laura stod med ryggen til.

Lauras synsvinkel.

Jeg kiggede bare ud over havet. Man blev helt rolig af bare at sidde og kigge på bølgerne og nyde roen. Jeg mærkede pludselig en hånd på min skulder. Jeg vendte mig om med et chok. "Rolig det er bare mig" sagde Martinus med et lille skævt smil. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, selvom jeg ikke var i det bedste humør.
"Hey" sagde jeg og smilede skævt til ham. "Hey" sagde han og smilte sit charmerende Martinus smil. "Hvad laver du her nede?" Spurgte han og satte sig ned ved siden af mig. Jeg trak på skuldrene. "Når.. bare sådan.. slapper lidt af" sagde jeg og kiggede ud over havet igen. Han kiggede dumt på mig. "Laura det kan godt være vi kun har kendt hinanden i ca. en uge, men jeg kender dig godt nok til at vide, at du ikke er okay" sagde han og tog en arm om mig. "Og Jeg vil gerne have du er okay" afsluttede han. Jeg smilte lidt. Hvordan kunne han være så sød. "Hvor mange kærester har du Lige haft? Du virker så erfaren" sagde jeg og skubbede drillende til ham. "Ingen, jeg er vel bare født sådan" mumlede han kækt. Jeg grinte lidt af ham, men tøvede så. "Jeg er bare ikke i så godt humør lige nu.."

•••
Har virkelig dårlig internet indtil i morgen eftermiddag, men vil prøve at opdatere lidt mere<33 TUSIND TAK FOR 2K!!! Elsker jer<33