Distance - Marcus og Martinus

Del 9. - familien gunnarsen og jeg

Stadig Lauras synsvinkel.

Jeg glædede mig vildt meget til at spise med drengenes familie. Gerd Anne virkede i hvertfald vildt søde da jeg mødte hende.

Jeg havde aftalt med Martinus at mødes nede ved indgangen til hotellet så han kunne følge mig derhen. Jeg gik ud af vores værelse og tog igen igen elevatoren ned. Da jeg så Martinus kunne jeg ikke lade være med at smile. Jeg løb over i hans arme og fik den største krammer. "Er du klar?" Spurgte han mig glad. Jeg nikkede. "Jada" grinede jeg og så gik vi over mod restauranten. Han havde lidt finere tøj på end han plejede. Det var da meget sødt aha.

Da vi kom over rejste de sig alle for at give mig en krammer. "Hej Laura!" Sagde Emma glad og smilte stort. "Hej emma" smilede jeg til hende. "Kender i hinanden?" Spurgte Marcus undrende. "Vi mødte Laura da vi var ude at løbe" sagde martinus og så satte vi os. Jeg ville have noget ris osv. De andre ville have sushi. Alle undtagen Martinus og jeg. Haha. Typisk.

"Er i så blevet kærester?" Spurgte Emma med en pomfrit halvt inde i munden. Jeg kiggede lidt akavet på Martinus. "Nej" sagde Martinus og jeg i kor, hvorefter vi begyndte at grine. "Vi er bare venner" afsluttede jeg lidt efter. Martinus nikkede og så spiste vi videre.

Kl. 19.10

Vi var færdige med at spise. "Vi går ned på stranden" sagde Martinus til Gerd Anne og kjell-Erik. "Må jeg komme med?!" Spurgte Emma med bedende øjne. "Neej" sagde Marcus og Martinus. Jeg grinede lidt.

•••
Fredaaaag imorgen!!! <3