Distance - Marcus og Martinus

Del 72. - "I NORGE?!"

For at være helt ærlig havde jeg ikke rigtig sovet om natten. Jeg havde bare haft en ting i hovedet. Hvad ville der ske hvis mor og far fandt ud af jeg var her? Jeg blev jo nødt til at ringe til dem, selvom det virkelig ikke var planen.
Klokken var nu ca. 7.00 om morgenen. Jeg vendte mig om for at kigge på Martinus. Han sov stadig. Han så ret så Sød ud - også når han sov, så jeg kunne ikke holde et lille smil tilbage.

Jeg vendte mig lidt derefter over mod min mobil. Jeg skulle ringe til mor og far. Jeg kiggede på den. "12 ubesvarede opkald fra mor" stod der på displayet. Shit. Bare hun ikke havde taget kontakt til politiet. Og Hvad med Jonas? Han vidste jo godt hvor jeg var..

Jeg ringede til mor. En klump formede sig stille i maven. Jeg fik næsten et chok da jeg hørte hendes stemme. Hun lød virkelig bange. "Hallo?! Er det dig laura?" Var det første hun sagde. "Hej, ja det er mig" mumlede jeg. "Ej.." hun holdt pause. "Hold kæft hvor er jeg glad for at høre din stemme" Udbrød hun lidt efter. Jeg grinte lidt. "Hvor er du?!" Det blev mere alvorligt. "Øhm.. altså... du må ikke blive sur. Jeg troede egentligt du kunne regne det ud, men ja.. altså, jeg er i Norge" fik jeg sagt. Jeg følte mig lettet. "I NORGE?!" Min mor lød ikke specielt glad. "Jae.. hjemme ved Martinus" mumlede jeg. Jeg kunne straks mærke, at hun blev mere rolig. "Men.. hvorfor?" Spurgte hun. "Fordi jeg har savnet han af helvedes til?! Har du slet ikke opdaget det? Det var været Ligesom en depression. Jeg har heller ikke spist så meget!" Der blev stille i den anden ende. "Wow. Det havde jeg ikke lige regnet ud" dø det fra hende. Jeg vendte øjne. "Okay, men skat. Vi må lige Finde ud af Hvornår du skal hjem. Jeg skal på arbejde nu, så vi..-" jeg afbrød hende. "Jeg skal ikke hjem" sagde jeg bestemt. "Skat vi Finder ud af det" sagde hun. Jeg lagde på. Jeg skal og vil ikke hjem.

•••
God dag:)