Distance - Marcus og Martinus

Del 68. - "det perfekte kys"

Lauras synsvinkel.

Jeg springer op i hans arme og borer min næse ned mellem hans skulder og nakke, imens han svinger mig rundt midt på vejen. Jeg ser ud af øjenkrogen, at Marcus står og filmer det, men jeg smiler bare lidt for mig selv.

Efter det der føltes som 2 sekunder trækker vi os fra hinanden. Martinus står bare og kigger smilende på ham. Han har en lille tårer på den ene kind, men jeg tørrer den smilende væk og læner mig ind mod ham. Vores læber rammes i det man Måske kalder "det perfekte kys". Det føltes i hvertfald perfekt. Han tager armene om min talje og smiler stort til ham. "Vent lidt.. hvordan er du egentlig kommet herhen?" Spørger Martinus og smiler lidt skævt. Jeg kigger lidt ned, men så hurtigt op på ham igen.

"Det taler vi om senere" mumler jeg bare. Nu skulle vi bare nyde øjeblikket. Han nikker med løftede øjenbryn og trækker mig med ned i den store hyggelige have. "Heej!" Råber jeg glad til Marcus og Spurgte ind i hans armer. Han giver mig en stor bamse krammer, som kun de her tvillinger kan Give, og smiler så over hele hovedet. "Det var fandme godt du kom, jeg var lige ved at tro, at han ville begå selvmord." Mumlede Marcus drillende og kiggede lidt på Martinus, der svarede ham med et alvorligt blik. "Ej, det passer ikke" sagde martinus og rødmede lidt. "Nej, men han har i hvertfald savnet dig" sagde Marcus og smilede. "Og det har jeg selvfølgelig også" Grinede han. Jeg rystede grinende på hovedet og gav Martinus et kys på kinden. "I lige måde" hviskede jeg i hans øre, så hårene ligefrem rejste sig. Jeg gav Marcus en ekstra krammer og så gik vi ind med alt min bagage. 

•••
Jeg Håber i alle får en god uge! Iih, kan ikke vente til d. 1 december!