Distance - Marcus og Martinus

Del 29. - interviews maraton 1/2

Vi var landet i Danmark. Vi skulle først finde hende i morgen da vi skulle arbejde lidt først, det vil sige: interviews osv.

Jeg var begyndt at blive nervøs. Jeg havde en kæmpe klump i maven hele dagen. Vi var på vej til det andet interview i dag, men jeg vidste vores fans vil kunne mærke der er noget galt, de mener jo selv de kender os gennem hoved og røv, det er sødt nok haha.

Laura og jeg havde stadig ikke snakket sammen endnu, men jeg gav ikke op. Jeg ville finde hende. Jeg ville finde ud af hvorfor hun ikke svare mig. Vi havde jo haft det så godt i Thailand... eller var det bare ifølge mig?...
"Martinus vi er her nu" mine tanker blev afbrudt af Marcus der skubbede lidt til mig. Det var faktisk første gang vi var i et andet land uden far. Det var ret mærkeligt, men det var jo fordi vi skulle hen til Laura i morgen og jeg ville ikke have far med.

Isac gik bag os da vi skyndte os op på kontoret ved et dansk blad. Jeg tror det var Olivia - bladet eller sådan noget.
Vi hilste pænt på alle og så blev vi interviewet.

En time senere var vi færdige. Det gik fint. Jeg havde været lidt stille, men sådan var det.

"Marcus jeg ved ikke om jeg vil det her.." mumlede jeg da vi var kommet over på hotellet, hvor vi skulle overnatte. Han kiggede dumt på mig. "Vi er ikke rejst hele vejen til Danmark for at du skulle opbestemme dig" sagde han og vendte tilbage til sin mobil. "Marcus hør lige efter" sagde jeg surt og skubbede til ham. Han smed mobilen og kiggede træt på mig. "Jaer jeg lytter?" Sagde han og kiggede på mig. "Marcus du er den eneste jeg kan snakke med om det her... gider du virke bare lidt intra?" Spurgte jeg halvsurt. "Jaer sorry. Martinus, ikke tænk så meget.. det er bare typisk dig, du skal bare hoppe ud i det" sagde Marcus og smilede skævt til mig. Jeg trak på skuldrene. "Det er ikke det. Jeg er bange for at blive såret og det vil jeg ikke af den første pige jeg er faldet for..." mumlede jeg og kiggede ned. "Så du er rent faktisk forelsket i hende?" Spurgte Marcus glad. Jeg trak på skuldrene, men Marcus skubbede mig. "Jaer okay okay.. jeg er nok blevet LIDT forelsket i hende.." mumlede jeg. "Og derfor vil jeg ikke såres af hende, så kan vi ikke tage tilbage i morgen og så kan det være jeg opbestemmer mig om noget tid.." spurgte jeg bedende. "Er det virkelig det du vil" spurgte Marcus og løftede øjenbrynene lidt. Jeg nikkede. "Det er typisk dig Martinus. Det er så typisk dig at ødelægge chancen for at få et goals forhold" sagde Marcus grinende. Jeg rystede på hovedet. "Jamen det er heller ikke goals hvis ikke jeg har hjertet med vel?" Sagde jeg og kiggede på Marcus. "Dybt" mumlede Marcus og lagde sig på hovedpuden. "Hold nu kæft" jeg skubbede Marcus ned af sengen. Vi flækkede af grin og efter noget tid, sov vi.