Del 52. - et svært farvel...

1K 38 5
                                    

(@macandtinusqoutes på insta)^^

"Ja, du kan bare gå ind i flyet" sagde hende damen der skulle scanne min billet. Jeg havde allermest bare lyst til at rive den midt over.
Jeg vendte mig om og gav Marcus et stort kram. Vi havde ikke været så meget sammen som Martinus og jeg, men når vi så var sammen, havde vi haft det så sjovt!

Efter lidt tid trak vi os begge fra krammet. Jeg kiggede på Martinus der stod og stirrede på mig. Tårerne løb ned ad hans kinder. Det var ligesom i Thailand. Det er godt nok lang tid siden.
Han trak mig ind i et kram. Tårerne begyndte stille at styrte ned ad mine kinder. Jeg hulkede lidt, men stoppede mig selv. Jeg blev nødt til at gå. Jeg trak mig, men han holdte stadig om livet på mig. Jeg kiggede dybt ind i hans mørkebrune øjne og faldt i staver. Jeg sank i hver gang. Han lænede sig stille frem mod mig så vi stod næse mod næse. Han lænede sig helt frem og lagde sine læber på mine. Jeg kyssede med og smilede lidt, mens tårerne løb ned på begge vores læber. Okay han kyssede ret godt, bare lige for at bryde det triste haha.

Jeg trak mig. Han smilede stort. "Vi ses" hviskede jeg til ham og vendte mig om mod gangen til flyet. Han sendte mig et luftkys med hånden og vinkede. Jeg vinkede til dem og gik ind i flyet.

Martinus' synsvinkel.

Jeg blev stående til jeg ikke kunne se hende eller dufte hende mere. Marcus skubbede lidt til mig med et smørret smil på læben. Vi havde lige kysset. For første gang på munden, og det havde været fantastisk. Der indså jeg, at jeg elskede hende.

Marcus og jeg gik over til de store vinduer og så på da flyet lettede på vej til Danmark. Endnu en tårer løb ned ad min kind. "Det er længe siden du har grædt så meget" sagde Marcus og puffede lidt til mig. Jeg smilede skævt. "Jae, det plejer ellers altid at være dig" sagde jeg og smilede drillende til ham. "True" mumlede han.

Da flyet var lettet gik vi hen mod udgangen ud til parkeringspladsen, hvor bilen holdte også kørte vi hjem mod Trofors igen.
På den tur hjem gik jeg igang med at skrive. Jeg ved ikke om det der kom ud af det var godt, men jeg skrev og skrev. Jeg fortsatte også på værelset da vi kom hjem fra Oslo. Det var det eneste jeg gjorde i 2 hele dage.

•••
Tak fordi du læser min bog!<3

Distance - Marcus og Martinus Tempat cerita menjadi hidup. Temukan sekarang